C.S. Lewis (1898-1963)

Han var ateisten, der endte med at blive en af det 20. århundredes kendteste kristne forfattere

Den irsk-engelske forfatter Clive Staples Lewis (1898-1963) er nok mest kendt for sine syv børnebøger om det magiske land Narnia. Hvad færre ved er, at han til daglig underviste i ældre engelsk litteratur, først ved Oxford Universitet og derefter ved Cambridge. Og derudover skrev han en mangfoldighed af bøger af vidt forskellig art: en række romaner, digte, science fiction, allegori, akademiske værker, litterær kritik og kristen apologetik.

C.S. Lewis er beundret af mange for sit forsvar for den kristne tro i sin klassiske, rene form (af Lewis kaldet Mere Christianity, som også er titlen på en af hans bøger). Af samme grund er han også kontroversiel og er blevet heftigt kritiseret af blandt andre Philip Pullman, forfatteren bag Det gyldne kompas, der på mange måder minder om Narnia-bøgerne. Ikke desto mindre har Lewis ikke mistet sin aktualitet nu 45 år efter sin død. Det ses for eksempel af Disneys stort anlagte filmatiseringer af Narnia-bøgerne.

Det var ikke kun, når det gjaldt kristendommen, at Lewis ikke gik på kompromis med sine holdninger, selv når de gik stik imod den almindelige mening. Han var overordentlig kritisk over for dyreforsøg, han afskyede det britiske kostskolesystem på grund af sine egne erfaringer derfra, og en dag erklærede han, at der aldrig havde været nogen engelsk renæssance selv om det var denne periodes litteratur, han var ansat til at forske og undervise i.

En ikke helt almindelig dreng
Lewis blev født i Belfast i Irland den 29. november 1898 som den yngste af to han og storebroderen Warren forblev tæt på hinanden hele livet: de sidste 30 år af C.S. Lewis' liv boede broderen hos ham. C.S. Lewis beskrev Warren som "min næreste og kæreste ven". Deres far, Albert, var advokat, og deres mor, Flora, var præstedatter og ivrig eventyrfortæller.

Hverken som barn eller som voksen var Lewis særlig begejstret for sine fornavne Clive Staples. Derfor besluttede han som fire-årig, at hans navn fremover var Jack, opkaldt efter sin hund Jacksie, der netop var blevet kørt ned af en bil. Navnet holdt ved, og hele resten af sit liv blev han kaldt Jack af familie og venner. I offentligheden var hans rigtige fornavne nærmest totalt ukendte, for han blev altid blot omtalt som C.S. Lewis.

Moderen Flora døde desværre af kræft, da C.S. Lewis kun var ni år gammel. Derefter blev han sendt på privatskole i nærheden af London, men han var en følsom, svagelig og anderledes dreng, der havde svært ved at passe ind i en skole, og derfor måtte han flytte skole flere gange. Det var også i løbet af sin tid på en kostskole, at han som ung teenager valgte at aflægge sine forældres kristne tro og blive ateist.

Den unge Lewis nåede at gå på fire forskellige skoler, før han i 1914 fik en privatlærer: W.T. Kirkpatrick. Denne var en klassisk dannet mand, der inspirerede Lewis til at interessere sig mere for klassisk litteratur, mytologi og sprog.

Litteraturen og mytologien var brændstof til Lewis' livlige fantasi, som varede hele livet igennem. Allerede som små drenge havde han og broderen skabte deres egen fiktive verden, Boxen, befolket af talende dyr. Da Lewis som voksen skrev Narnia-bøgerne, genbrugte han mange af sin barndoms idéer: talende mus, heste, løver og så videre.

Universitetet og skyttegraven
I 1916 blev Lewis optaget på Oxford Universitet. Studierne blev imidlertid afbrudt, da han året efter meldte sig som soldat i Første Verdenskrig, selv om han som irer var fritaget for værnepligt, og selv om hans far protesterede voldsomt mod sønnens beslutning. Lewis blev sendt på et kort ophold på officersskole, og der fik han en anden irer som værelseskammerat: Edward "Paddy" Moore. De to blev hurtigt nære venner og lavede en pagt om, at hvis en af dem døde under krigen, skulle den anden tage sig af hans familie.

På Lewis' 19-års fødselsdag ankom de to unge mænd til en skyttegrav i Frankrig. Tusindvis af unge mænd måtte lade livet der, og én af dem var Paddy Moore. Lewis holdt sit løfte til sin ven, og han tog sig af Paddys mor, Jane Moore, resten af hendes liv. Det er ingen overdrivelse at sige, at hun blev som en mor for C.S. Lewis, hvis egen mor var død, da han kun var seks år gammel, og hvis far var fjern, både geografisk og følelsesmæssigt.

Kort tid efter krigen flyttede fru Moore, der var fraskilt, til Oxford med sin datter, og C.S. Lewis flyttede ind hos hende. I 1930 købte fru Moore og de to ugifte brødre C.S. og Warren Lewis et fælles hus i Oxford, hvor de tre boede sammen indtil fru Moore blev dement og kom på plejehjem i 1940'erne. C.S. Lewis fortsatte dog med at besøge hende dagligt indtil hendes død i 1951 for ikke at svigte sit løfte til hendes søn.

Lewis kom hjem fra krigen i 1918 med en mindre krigsskade og samme år genoptog han studierne ved Oxford Universitet. Han blev uddannet i latin, græsk, filosofi og engelsk. I 1925 blev han fastansat ved samme universitet som underviser i engelsk sprog og litteratur. Denne stilling havde han i 29 år, indtil han i 1954 blev professor i middelalder- og renæssancelitteratur ved Cambridge Universitet.

Blandt Lewis' kolleger på Oxfords afdeling for engelsk var J.R.R. Tolkien, forfatteren til Ringenes Herre, og de to blev snart venner. Tolkien skulle sammen med en anden kollega, Hugo Dyson, få afgørende betydning for udviklingen af både Lewis' tro og hans forfatterskab.

Vendepunktet
Lewis' opvækst i en protestantisk familie i Belfast havde givet ham det indtryk, at religion var ren rutine og pligt. Gudstjenesten havde for ham at se mere præg af en demonstration af ikke at være katolik. Men Lewis var langt mere interesseret i mytologi og mystik end i politiske manifestationer, så han rettede i en tidlig alder sin opmærksomhed væk fra sin barndoms kristne tro og hen imod det okkulte.

Da Lewis var omkring 30 år, begyndte han dog at få fornyet interesse for kristendommen. Typisk for ham blev han især inspireret af at læse bøger og føre filosofiske samtaler med sine nære venner.

Det var kun modvilligt, at C.S. Lewis lod sig overbevise om Guds eksistens, men i foråret 1929 oplevede han sig så forfulgt af Gud, at han måtte bøje sine knæ for ham, gå til bekendelse og bede for at få fred. Herefter troede Lewis på Gud, men han havde endnu ikke accepteret Jesus som Guds søn.

Faderen Albert Lewis døde samme år, og det havde en dyb indvirkning på begge Lewis-brødrene. Også Warren havde mistet sin kristentro, men fik den igen i denne periode.

Det sidste afgørende vendepunkt for C.S. Lewis' omvendelse til kristendommen indtraf en septembernat i 1931, hvor han gik en lang tur med sine venner og kolleger Tolkien og Dyson, der begge var praktiserende kristne. Tolkien overbeviste Lewis om, at de forskellige kulturers myter er Guds måde at forberede verden på historien om frelseren Jesus Kristus. Dyson talte om alle de gode og befriende ting, som kristendommen udvirker i mennesker hvordan den hjælper mennesker til at blive bedre mennesker.

Tre dage senere kørte de to Lewis-brødre en motorcykeltur til Whipsnade Zoo. I sin selvbiografi skrev Lewis: "Da vi tog afsted, troede jeg ikke på, at Jesus Kristus er Guds Søn, og da vi nåede frem til den zoologiske have, gjorde jeg."

En ikke helt almindelig lægmand
Efter sin omvendelse til kristendommen blev Lewis efter eget udsagn "en meget almindelig lægmand i den engelske kirke". Der gik dog ikke ret land tid, før han fik skrivekløe og begyndte at skrive bøger om sin kristne tro. Han havde tidligere udgivet to digtsamlinger, men i 1933 skrev han sin første roman: The Pilgrim's Regress (på dansk: En pilgrim vender hjem). Den er bygget over John Bunyans klassiske opbyggelsesbog The Pilgrim's Progress (Pilgrimsvandringen) og beskriver med en symbolladet fortælling Lewis' egen vej til kristen tro.

Efter The Pilgrim's Regress fulgte en række større og mindre bøger, både akademiske og apologetiske, men Lewis blev først for alvor kendt i offentligheden, da han under Anden Verdenskrig holdt en række taler i landsdækkende radio. Disse taler var et forsvar for den kristne tro og blev senere til bogen Mere Christianity (Det er kristendom).

Du kan høre den eneste bevarede optagelse af en af Lewis' radiotaler på BBC's hjemmeside.

Under krigen blev mange børn evakueret fra London, for at de ikke skulle blive ofre for tyske bombardementer. Disse børn kom ud at bo hos familier i mindre byer og på landet. En lille flok børn kom derfor til at bo hos brødrene Lewis i deres hus i udkanten af Oxford. Børnene kedede sig, og Lewis begyndte derfor at skrive på en historie til dem: The Lion, the Witch and the Wardrobe (Løven, Heksen og Garderobeskabet) den blev første bind i Narnia-serien men udkom dog først fem år efter krigen.

Herudover skrev Lewis en lang række andre bøger, især romaner og essays. Langt de fleste af dem har på en eller anden måde kristendommen som tema. Et andet fællestræk ved de fleste af hans bøger er, at Lewis foretrak at skrive til almindelige mennesker frem for til teologer og andre eksperter. På denne måde nåede amatørteologen Lewis et meget bredere publikum end mange teologiske eksperter.

Breve fra hele verden
Nogle af Lewis' læsere valgte at skrive breve til ham, og på den måde kom Lewis til at korrespondere per brev med mange vidt forskellige mennesker fra mange forskellige lande. Nogle af disse korrespondancer blev udgivet i bogform efter hans død.

En af de læsere, der skrev til Lewis, var en italiensk præst, Giovanni Calabria, der i 1947 havde læst en af Lewis' bøger i italiensk oversættelse, fordi han ikke kunne engelsk. Af samme grund valgte han at skrive sit brev til Lewis på latin, et sprog de begge havde til fælles. Det endte med en korrespondance, der varede i mange år og endda fortsatte efter Calabrias død i 1954, hvor en af hans kolleger, Luigi Pedrollo, tog over.

En anden læser, der skrev til Lewis, var en amerikansk kvinde ved navn Joy Davidman Gresham. Hun var af jødisk baggrund og havde været ateist og kommunist, men var blevet omvendt til kristendommen efter hendes mand havde et nervøst sammenbrud i 1946. Efter sin omvendelse begyndte hun at skrive til Lewis, og han blev en mentor såvel som en ven for hende.

Joy
I 1952 rejste Joy Davidman for første gang til England for at besøge Lewis sammen med sine to sønner. Hun besluttede at blive og flyttede ind i et hus ikke langt fra Lewis'. Hun var digter, forfatter og overordentlig intelligent så det var ikke underligt, at den ellers lidt reserverede Lewis havde let ved at blive nære venner med hende. Tilbage i USA sad hendes utro ægtemand, som i 1954 skilte sig fra hende.

Joy Davidmans opholdstilladelse udløb i 1956, så for at hun kunne få lov til at blive i landet, indvilgede den evige ungkarl Lewis i at blive borgerligt viet med sin 16 år yngre veninde, selv om det er tvivlsomt, om de på det tidspunkt var mere end blot nære venner. To ting udviklede sig dog efterfølgende. Den ene var Lewis' og Davidmans kærlighed til hinanden. Den anden var Davidmans knoglekræft.

Jo tydeligere det blev, at Davidman ville dø af sin kræftsygdom, jo stærkere blev Lewis' kærlighed til hende også. På et tidspunkt, hvor det så ud til, at hendes død var meget nært forestående, besluttede de at få foretaget en kirkelig vielse. De blev viet af en ven, præsten Peter Bide, ved Davidmans hospitalsseng.

Kort efter kom Joy Davidman imidlertid i bedring. Parret fik tre lykkelige år sammen, inden hun til sidst bukkede under for kræften og døde den 13. juli 1960. Dette var et stort slag for Lewis. Ikke blot havde han mistet sin elskede hustru, men også sin næreste ven og sin vigtigste inspirator.

Efter Joy Davidmans død, blev hendes to halvvoksne sønner boende hos deres stedfar, C.S. Lewis, som tog sig af dem og testamenterede sin ejendom og rettighederne til sine bøger til dem. Den ene af sønnerne, Douglas Gresham, er i dag en af de førende fortalere for Lewis' bøger og medproducer for Disneys filmatiseringer af Narnia-bøgerne.

De sidste år
Hustruens død satte Lewis' tro på en alvorlig prøve. Ikke desto mindre fortsatte han med at skrive bøger, men han rettede nu sit blik væk fra apologetikken og hen mod mere personligt stof.

Mange af Lewis' venner anbefalede ham at læse bogen A Greif Observed (En sorgens dagbog) af N.W. Clerk, så den kunne hjælpe ham med at bearbejde sin sorg over hustruens død. Til sidst så Lewis ingen anden udvej end at afsløre, at han faktisk selv havde skrevet netop denne bog under peudonymet N.W. Clerk, og at han havde gjort det med netop det formål at bearbejde sin sorg.

Lewis var på dette tidspunkt først i 60'erne, og også hans eget helbred begyndte at skrante. I perioder måtte han sygemeldes fra sit arbejde som professor ved Cambridge Universitet, når sygdom fulgte på sygdom: nyrebetændelse, blodforgiftning, hjerteanfald, et døgns koma og til sidst nyresvigt.

Kun en uge før sin 65-års fødselsdag, den 22. november 1963 klokken halv seks om aftenen, kollapsede Lewis i sit soveværelse og døde få minutter senere. Han havde på forhånd frabedt sig stor opmærksomhed ved sin død, og dette ønske gik i opfyldelse helt af sig selv, eftersom det var netop samme dag, at USA's præsident John F. Kennedy blev skudt ned i Dallas. Og som om det ikke var sammentræf nok, så døde en anden britisk forfatter, Aldous Huxley, også på denne dag.