Charles Wesley (1707-1788)

Charles Wesley er manden bag salmer som "Hør, hvor englesangen toner" og "Helgen her og helgen hisset". -Foto:

Charles Wesley skrev over 6000 salmer til brug for metodistkirken, som han stiftede sammen med sin bror, John Wesley

Charles Wesley (1707-1788) regnes sammen med sin fire år ældre bror, John Wesley, som grundlægger af metodistkirken, som i dag har omkring 75 millioner medlemmer over hele verden. Charles Wesley stod dog altid i skyggen af sin storebror, som da også var den mest ivrige efter at oprette metodistkirken som selvstændigt trossamfund.

Derimod betragtede Charles Wesley sig hele sit liv som et medlem af Church of England (den engelske folkekirke), som brødrene var opvokset i, og som deres far og senere de selv havde været præster i. Da Charles Wesley lå på sit dødsleje, tilkaldte han den lokale sognepræst i Church of England og bad udtrykkeligt om at blive begravet af ham.

Af de to brødre var John nok den skarpeste teolog og den dygtigste taler, men til gengæld var Charles en særdeles produktiv digter. Han skrev over 6000 salmer til brug for den metodistiske bevægelse. To af hans salmer er også blevet optaget i den seneste udgave af Den Danske Salmebog: julesalmen Hør, hvor englesangen toner (111) og allehelgensalmen Helgen her og helgen hisset (573).

Uddannet trods vanskeligheder
Charles og John Wesley var blandt de yngre i en søskendeflok på 19. Børnedødeligheden var høj: Ni af deres søskende overlevede ikke. Selvom deres far, Samuel Wesley, var en kendt digter og præst, havde de svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og faderen sad endog i en periode i gældsfængsel.

Trods de svære økonomiske kår lykkedes det flere af de mange søskende at få en uddannelse. Charles Wesleys ældste storebror, Samuel Wesley jr., betalte i 1716 for, at Charles kunne komme til London og blive undervist på den skole, hvor han selv var lærer. 10 år senere blev han optaget på Oxford Universitet for at læse teologi.

Mens han var i Oxford, grundlagde han i 1727 en religiøs klub for studerende. Klubbens medlemmer fik øgenavnet metodister, fordi de var overordentlig flittige og metodiske med bøn, bibellæsning og socialt arbejde. Da John Wesley kom til Oxford i 1729 for at undervise i teologi, blev han hurtigt gjort til leder for klubben. Det blev begyndelsen på oprettelsen af metodistkirken.

Fiasko og fornyelse
Charles Wesley blev ordineret til præst i 1735 og drog sammen med sin bror John til kolonien Georgia som missionær. Efter et år vendte de desillusionerede og modløse tilbage til England. De indfødte tog ikke imod deres budskab. Missionsrejsen var en fiasko.

Efter et par års depression oplevede Charles Wesley pinsedag 1738 en åndelig fornyelse en slags genfødelses-oplevelse. Tre dage senere oplevede John Wesley det samme. Det var på dette tidspunkt, Charles Wesley begyndte at skrive sine salmer.

Nu begyndte de to brødre at ride rundt i hele Storbritannien for at prædike deres budskab under åben himmel. Charles Wesley kom på mange af ideerne til sine salmer på hesteryg under disse rejser. Overalt hvor brødrene kom frem, var der mennesker, der var lydhøre for deres budskab, omend præsterne i den officielle kirke mange steder var imod.

Metodistkirken grundlægges
Som følge af deres åndelige oplevelse i 1738 lagde brødrene Wesley stor vægt på selve omvendelsen. Alligevel mente de også, det var vigtigt at bygge videre på det, som begynder i mennesket ved omvendelsen. Derfor sørgede de for, at alle dem, der blev omvendt ved deres forkyndelse, blev organiseret i grupper, der mødtes ugentligt for at bede, læse i Bibelen og synge kristne sange, især Charles Wesleys salmer. Dette var en videreførelse af den systematiske praksis, de havde begyndte i deres klub i Oxford, som havde fået øgenavnet metodisterne. Derfor blev deres tilhængere igen kaldt metodister.

I 1756 opgav Charles Wesley tilværelsen som omrejsende prædikant på grund af sit svigtende helbred. Han fortsatte dog med at prædike i Bristol, hvor han boede med sin kone og børn, og senere i London, da de flyttede dertil i 1771. Han døde i 1788, 80 år gammel og udmattet efter et halvt århundrede som yderst produktiv digter og prædikant.