Clara af Assisi fattigdommens mystiker

Clara af Assisi gav som attenårig sin enorme formue til de fattige og blev stifteren af den kvindelige gren af fransciskanerordenen

 I evangelierne saligpriser Jesus de fattige, og dette tema har mange mennesker prøvet at udforske, men Clara af Assisi (1194-1253) er et af de få mennesker, der faktisk efterlevede denne saligprisning.

Men hvem var Clara andet end en skygge af Frans af Assisi? Af vidneudsagnene fra kanonisationsprocessen, der for nylig er oversat til engelsk, og af Claras egne skrifter, ser man en stærk og original kvinde, der af kærlighed til Gud trodser familiens mænd og datidens normer og finder sin egen, originale religiøse vej.

Claras liv og skrifter står i modsætning til den grådighed og materialisme, der hersker i dag. En materialisme der også eksisterede, da Clara blev født i 1193. Men hun lod sig ikke fange ind af den. Clara rettede sit blik mod Kristus, der havde været rig, men gjorde sig fattig. Og fordi hun elskede Gud, ønskede hun at efterfølge Kristus og blive fattig.

Hun tog evangeliet bogstaveligt og gav som attenårig sin enorme formue til de fattige. Men hun gjorde det ikke som en etisk eller moralsk fordring. Hun gjorde det på grund af kærlighed til Gud. Denne kærlighed fik hende til at være lydig mod Guds vilje, således som det kommer til udtryk i Matthæusevangeliet kapitel 19:

Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene: Og kom så og følg mig.

En gavmild kvinde
Da Clara var atten år, fik hun sin medgift af forældrene. Hun fik vingårde, olivenlunde og guld. En formue der var så stor, at den kunne brødføde adskillige landsbyer. Clara vekslede alt til guld. Hun var god til at handle og solgte med fortjeneste.

Forældrene troede, at hun købte guld for at bringe så meget rigdom ind i sit ægteskab som muligt. Men det var ikke derfor, Clara gjorde det. Hun gjorde det for at gøre det nemmere at give al sin rigdom til de fattige. Det sagde hun ikke til sine forældre, for det ville formentlig have betydet, at hun var blevet låst inde i et rum i deres palæ, indtil hun kom på bedre tanker.

Hun sagde heller ikke, at hun ikke ville giftes. I virkeligheden vidste hun ikke præcis, hvad hun ville. Hun vidste, at hun ville leve fattigt og uden begær efter jordiske ting, således at hun kunne få indre frihed til at elske Gud. Men hun anede ikke, hvordan hun skulle føre det ud i livet. Så mødte hun Frans. De var besjælede af den samme ånd, og Frans blev i hemmelighed hendes åndelige vejleder.

Palmesøndag 1212 gav Clara alt sit guld til de fattige, og om natten flygtede hun ud til Frans, der klippede hendes hår af, gav hende en fattig kutte på og indviede hende til Gud. Bagefter fulgte to af brødrene Clara op ad Subasiobjerget, hvor hun blev tjener på et kloster.

Familien prøvede at få hende tilbage, men uden held, og de turde ikke bryde ind i klostret og tvinge hende hjem, fordi det var forbundet med ekskommunikation at bruge vold på et kloster.

Familien opgav derfor at få hende tilbage, og kort tid efter forlod Clara klostret. Hun gik langs østsiden af bjerget, hvor hun fandt en lille gruppe kvinder, der levede i bøn, meditation og fattigdom. Her boede Clara et par uger, men hun følte ikke, at hun hørte til på dette sted. Hun følte, at hun hørte til i den franciskanske familie, og det indså Frans også, da han kort tid efter besøgte hende.

Clara skriver om dette i sit Testamente:

Da Frans så det, glædede han sig i Herren. Han fik medfølelse med os, og derfor lovede han, at han altid både af sig selv og gennem sin orden ville have den samme kærlige beskyttelse og omsorg for os, som han havde for sin egne brødre.

På en vis måde kan man sige, at det, Frans her lover, er det første skridt til dannelsen af den kvindelige gren af den franciskanske orden. 
 
Et liv i bøn, meditation og fattigdom
Frans fik arrangeret, at Clara kunne bo på det lille nedlagte San Damiano-kloster, der lå uden for Assisi. Her levede Clara i bøn, meditation og fattigdom, og der kom hurtigt andre kvinder, der ønskede samme livsform.

Stilheden var af største betydning for dem, og her var Clara på linje med andre kristne mystikere, der har erfaret, at al åndelig vækst begynder med stilhed. I denne stille lytten gjorde Clara sig disponibel for Gud, og hun erfarede hans nærvær i sin sjæl.

Derom skriver hun til Agnes af Prag:

Således at også du kommer til at føle, hvad hans venner føler, når de smager den skjulte sødme, som Gud fra begyndelsen har gjort rede for dem, der elsker ham.

Clara smagte Guds skjulte sødme, og dette gjorde hende ikke verdensfjern, men bragte hende tværtimod tilbage til den konkrete virkelighed, hvor hun med fornyet styrke og kærlighed - viste omsorg og kærlighed til sine ordenssøstre og andre, hun var i kontakt med.

I San Damiano blev den kvindelige gren af den franciskanske orden født. Her kæmpede Clara for at beholde den kontemplative og fattige livsform, hun havde opbygget sammen med sine ordenssøstre. Og for at være sikker på at kunne beholde denne livsform, skrev hun en klosterregel. Dermed blev hun den første kvinde i kirkens historie, der skrev en klosterregel for kvinder, og hun modtog pavens godkendelse af denne regel få dage før hun døde i 1253.

Den hellige fattigdom
Clara og Frans var begge dybt grebet af kærlighed til Gud, og derfor levede de et liv, hvor de overholdt den hellige fattigdom. Men de gjorde det på forskellig måde, og de opfattede sig selv som komplementære medlemmer af den samme familie, hvor Frans prædikede og Clara levede et liv i bøn og meditation.

Siden den tid har prædiken og ord på mange måder fået fortrinsret, medens den stille fordybelse i Guds ord har stået i baggrunden. Men i Lukasevangeliet kapitel 10 siger Jesus til Martha, at Maria har valgt den gode del: At sidde ved hans fødder og lytte. Denne gode del valgte Clara. Og for at kunne lytte gjorde hun sig fattig, således at hun kunne blive fyldt af Guds rigdom.

Her nærmer vi os kernen i Claras mystik: Jo mere menneskets hjerte er fattigt og uden begær, jo mere vil mennesket finde sin rigdom, som er et være relation til Gud. Jo mere vi anstrenger os for at blive rige i os selv, jo fattigere bliver vi.

Det er et paradoks, og dette paradoks udtrykker Clara i sit liv og i sine skrifter. Hun udlever således temaet fra Bjergprædikenen, og i dagens samfund, hvor ord og materialisme er hovedtemaet, kan hun være en inspiration og i hvert fald er hun en modsigelse.

Lissie Lundh er forfatter og har skrevet en biografi om Clara af Assisi, der er udkommet på Forlaget Alfa.