D.G. Monrad - teologen bag 1864-nederlaget

Maleri af D.G. Monrad, biskop og politiker. Foto: NF

Teologen D.G. Monrad var involveret i både formuleringen af Danmarks grundlov og i det katastrofale nederlag på Dybbøl i 1864.

Da D.G. Monrad (1811-1887) nytårsaften 1863 væltede den nationalliberale regering og dannede en ny med sig selv i spidsen, blev den kaldt millionregeringen, fordi den bestod af en ener, Monrad, og seks andre nuller, og i sin bog fra 2011, Den tomme stat, kalder historiker Hans Vammen ham for en genial psykopat.

Det viser meget godt, hvordan Monrad er gået over i historien som lynende skarp og temmelig farlig. Men han var også manden bag den grundlov, vi har den dag i dag.

LÆS OGSÅ4 historiske biskopper 

Grundlovens fader
Da Monrad var helt lille, fik hans norskfødte far embede i Nordnorge, men da familien ankom til det høje nord med den fireårige Monrad, blev faren sindssyg. Monrad måtte bo hos norske slægtninge, men det var ingen succes. Manden i huset var voldelig og paranoid og forsøgte ligefrem at dræbe sin kone.Som otteårig flyttede Monrad så i stedet til Præstø for at stå i lære i en købmandsforretning.

Øens præst fik dog hurtigt fornemmelse for, hvor begavet Monrad var og hjalp ham til at komme ind på universitetet for at læse teologi. Allerede i studietiden var han yderst ustabil. Han talte ofte om selvmord og var flere gange indlagt.

Da kong Frederik VI døde i 1839, trådte Monrad ind i politik. Han havde arbejdet som magister i semitisk filologi, men politikken trak i ham. Han blev også redaktør af de vigtige tidsskrifter Fædrelandet og Dansk Folkeblad. Arbejdet med dem sikrede ham indflydelse, og han blev hurtigt en vigtig skikkelse i den nationalliberale bevægelse.

Da Danmark så igen i 1848 skulle have ny konge, trådte Monrad for alvor ind på scenen i danmarkshistorien. Han krævede en fri forfatning og almindelig valgret, og det sikrede ham en ledende rolle i månederne omkring 1849, da Danmark fik sin første grundlov. Faktisk blev rollen så ledende, at det tilkom Monrad at skrive det første udkast til Grundloven.

LÆS OGSÅ:Man bliver ikke så let færdig med D.G. Monrad

Monrads million-ministerium
På trods af en politisk karriere i rivende udvikling trak kirken alligevel i Monrad. Efter vedtagelsen af Grundloven i 1849 blev han biskop over Lolland-Falster Stift, men det holdt kun i fem år. Et forsvar for den grundlov, han selv havde skrevet, gjorde, at den daværende såkaldte Ørsted-regering fik ham fyret.

Monrad kastede sig i stedet over skolepolitikken og var i en årrække overskoledirektør og departementschef i Kultusministeriet, hvorfra han fik afgørende indflydelse på blandt andet Skoleloven af 1856 og Seminariereformen i 1857.

Men den arbejdsomme Monrad kunne ikke holde sig fra storpolitikken. Den 31. december 1863 lykkedes det Monrad at danne sit omtalte million-ministerium, der fik ansvaret for at styre Danmark igennem krigen mod Preussen og Østrig i 1864. Det gik mildt sagt ikke ret godt, og Danmark mistede 40% af sit areal og 30% af sin befolkning. Dette skete i særdeleshed, fordi Monrad ikke ville lade de store danske styrker trække sig tilbage til Als fra Dybbøl for at undgå det knusende nederlag, Danmark led den 18. april.

LÆS OGSÅ: Historiker: Teologer bidrog til uansvarligheden i 1864

Fra New Zealand til Brøndby Vester
I juli 1864 trak Monrad sig som førsteminister, som det hed dengang, og udvandrede året efter til New Zealand med kone og børn. Der blev han imidlertid kun i fire år og vendte tilbage til Danmark for, i første omgang at blive sognepræst i Brøndby Vester og dernæst igen at være biskop over Lolland-Falster Stift helt frem til sin død i 1887. Eftersigende skulle hans død være indtruffet, mens han sad og læste Paulus brev til romerne.

Det er meget svært at sige noget om Monrads teologi. Men som de andre nationalliberale var han meget fokuseret på den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), hvis historiefilosofi lærer, at historien udvikler sig med nødvendighed mod stadig større grader af bevidsthed og dermed frihed. Derfor spiller tanken om forsynet ofte en større rolle i de nationalliberales tro end kristne kategorier som synd og frelse, og det er tit tankerne om en ånd i naturen, der understreges, snarere end Kristus. På den måde ligner de nationalliberales tro ofte mere en naturreligion end kristendom, som vi kender den.

Monrad er sandsynligvis en af de mest indflydelsesrige teologer, det politiske Danmark nogensinde har set. Den dobbelthed, der ligger i, at han huskes positivt for Junigrundloven og negativt for 1864-nederlaget, gør ham til en af de mest omdiskuterede skikkelser i det 19. århundredes Danmark. Fordi han var en del af det nationalliberale borgerskab i København, holdt han sig fri af både Indre Mission og grundtvigianismen, men hans bog fra 1876, Fra Bønnens Verden, har vundet en del udbredelse.

LÆS OGSÅ: For Monrad skulle kristendommen gennemtrænge politikken som en skjult varme