David Hume (1711-1776)

David Hume mente, at man med god ret kunne betvivle omverdenens eksistens. Han havde en voldsom kritik af religionerne og skrev om etik og moral på en provokerende måde. Efter hans død er han blevet læst i vidt omfang

David Hume blev født i den skotske by Edinburgh i 1711. Allerede som 12-årig begyndte han at studere på universitetet i hjembyen. Her beskæftigede Hume sig med klassiske sprog og filosofi, men fik aldrig afsluttet sine studier.

I en periode læste Hume retsvidenskab, men heller ikke det studie gennemførte han. Hume valgte at bruge sin tid på selvstudier i filosofi, historie og litteratur. Hans evner som forfatter var store, men alligevel blev han ikke anerkendt i sin samtid.

Hume fik tidligt en ambition om at skrive et videnskabeligt værk om den menneskelige natur. Her ville han kortlægge, hvorfor mennesket tænker og føler, som det gør. Bogen kaldte han "En afhandling om den menneskelige natur", og den er blevet læst og diskuteret i vidt omfang i eftertiden. Hume fortalte selv, at han allerede før han var 21 år havde tænkt alle de tænker, som findes i bogen, som han havde skrevet, før han blev 25 år.

Skepsis

Hvad kan erkendes med sikkerhed, spurgte Hume. Hans skepsis var så stor, at han ikke kun benægtede troen på Gud, engle og et liv efter døden men også sagde, at virkeligheden slet ikke er sådan, som den i første omgang tager sig ud for mennesket. Alligevel var han erfaringsfilosof og mente, at vi kun har vores oplevelser at forholde os til.

Når mennesket ser, føler eller rører noget - for eksempel et æble - så forestiller det sig, at æblet også ville have været der, hvis ingen havde kigget på det. Ifølge Hume er der dog ikke nogen grund til at påstå andet, end at man har oplevelsen af at se et æble. Fordi der kun er tale om en oplevelse, kan man ikke slutte noget om, hvorvidt der findes andet end oplevelsen selv. I sidste ende kan man ifølge Hume ikke vide, om omverdenen findes, eller om man bare oplever, at den findes.

Fysikkens love kunne man forestille sig blev helt anderledes engang, mente Hume. Hvis man sparker til en bold og dermed påvirker den med en vis kraft, så forventer man, at bolden vil trille. Men det er der ikke noget logisk tvingende i. Det kunne lige så vel være, at den bare blev liggende, forklarede Hume. Derfor er det heller ikke fornuftigt men derimod et udtryk for vanetænkning, når vi tror, at bolden vil give sig til at trille, hvis vi sparker til den.

Gud er ikke svaret

Mange filosoffer og videnskabsmænd har argumenteret for, at verden er så kompliceret og smuk, at Gud må have skabt den. Gud forklarer ifølge dem, at verden er blevet til og ser ud, som den gør. Humes kritik var omfattende. Han sagde, at selv hvis man kan forklare, hvordan verden er blevet til ved at henvise til Gud, så står man over for et helt nyt problem. Man skal nemlig også forklare, hvordan Gud er blevet til. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så er det ifølge Hume svært at se, hvordan Gud kan have skabt verden.

Hume sagde også, at selv hvis Gud har skabt verden, så er der ikke meget, der tyder på, at han er særlig god. Der findes sygdomme, naturkatastrofer og alle mulige andre former for plager, som Hume så som et tegn på, at der ikke eksisterede en retfærdig og god Gud.

Man kan ikke bruge et begreb uden samtidig at kunne henvise til en sansning af det, sagde Hume. Han mente, at man slet ikke kan bruge ord som "sjæl", "Gud", "Engle", hvis man ikke kan vise, hvad de egentlig står for. Forstår alle mennesker det samme ved ordet "Gud"? Hvis ikke, hvordan afgør man så, hvem der har ret, hvis man ikke selv kan erfare Gud, spurgte Hume.

Selvom en person oplever det som om, at han altid er den samme, og at der findes en sjæl i ham, som ikke forandrer sig, når kroppen bliver gammel, så er det ifølge Hume også en misforståelse. I bevidstheden findes forskellige oplevelser, som hele tiden skiftes ud, og derfor findes der ikke noget som helst i mennesket, der ikke forgår, sagde Hume.

Hume var meget konsekvent i sin kritik af religionen. Han sagde, at hvis man læste i en bog, som indeholdt påstande, som hverken var selvindlysende sande eller som man selv kunne teste, så skulle man omgående smide bogen på bålet. Flere af Humes tekster om religion blev dog slet ikke udgivet, mens han selv var i live, fordi han frygtede for konsekvenserne.

Moral handler om følelser

Hume forsøgte ikke at formulere retningslinier for, hvordan mennesket skal handle. Han ville ikke moralisere. Alligevel ville han undersøge, hvordan det kan være, at mennesket opfatter noget som retfærdigt og noget andet som uretfærdigt.

De fleste mennesker vil mene, at det er frygteligt at overvære et overlagt mord. Det ville Hume ikke benægte, men han ville alligevel sige, at når mennesket oplever det som frygteligt, så skyldes det ikke noget i den morderiske handling selv men derimod de reaktioner og følelser, som findes inde i den enkelte person.

I moralfilosofien er Hume blevet kendt for sit udsagn om, at man ikke kan slutte fra at verden er på en bestemt måde til, at man så også skal handle på en bestemt måde. Hume ville sige, at når man for eksempel taler om, at det strider imod menneskets natur at slå ihjel, så er det bare en beskrivelse af mennesket, men det siger ikke noget om, hvad der faktisk er rigtigt eller forkert at gøre. De udsagn der blot beskriver virkeligheden kan altså ikke sige noget om, hvordan virkeligheden bør være, sagde Hume.

En af grundene til at Hume ikke blev anerkendt i sin samtid er højst sandsynligt, at han forargede sine læsere. De senere filosoffer har dog i høj grad ladet sig påvirke af ham, og den tyske filosof Immanuel Kant, som levede på samme tid som Hume, fortalte, at han selv var stærkt inspireret af Humes skepsis men ønskede at vise, at han tog fejl.