Dietrich Bonhoeffer (1906-1945)

For Bonhoeffer var modstanden mod nazismen en uundgåelig konsekvens af livet som efterfølger af Jesus. Han endte derfor med at blive henrettet kun 39 år gammel som en moderne martyr for sin tro

Den tyske lutherske teolog og præst Dietrich Bonhoeffer beundres af mange for sin kompromisløse modstand mod det nazistiske regime i Tyskland og dets forbrydelser mod menneskeheden.

Han endte med at dø for denne sag, og derfor betragtes han af mange som en moderne martyr og en helgen. Bonhoeffer var nemlig ikke kun drevet af sin personlige afsky for den nazistiske ideologi, men han så modstanden mod undertrykkelse og ufred som et ufravigeligt krav til den, der vil leve som en efterfølger af Jesus. Hans liv og død blev dermed for ham en konsekvens af Guds handlen.

Bonhoeffer skrev en lang række bøger, hvoraf den kendteste nok er Nachfolge fra 1937, som i 2006 blev genudgivet på dansk med titlen Efterfølgelse. I den gjorde han rede for kravet til alle kristne om efterfølgelse af Jesus. Netop det krav, som han selv tog den yderste radikale konsekvens af, da han blev henrettet for sin modstand mod nazismen.

Fra Breslau til Harlem
Da Dietrich Bonhoeffer blev født den 4. februar 1906, var der næppe nogen, der forestillede sig, at hans liv skulle blive så turbulent. Han blev født ind i en velstående, borgerlig familie i Breslau og havde fra begyndelsen de bedste forudsætninger for en akademisk karriere.

Faderen, Karl Bonhoeffer, var en berømt psykiater og neurolog, og moderen, Paula Bonhoeffer, var lærer og ud af en slægt af teologer og kunstnere. Alligevel overraskede det hans familie ikke mindst hans kirkefremmede far da den unge Dietrich som 13-årig bekendtgjorde, at han ville være teolog og præst.

Bonhoeffer blev student i 1923 og begyndte derefter at læse teologi og filosofi først i Tübingen, men senere i Berlin, efter et studieophold i Rom. Allerede som 21-årig skrev han afhandlingen Sanctorum Communio ("De Helliges Samfund"), hvori han forsøgte at kombinere en teologisk og sociologisk forståelse af kirken. I 1930 bestod han den teologiske afgangseksamen, men var endnu ikke fyldt 25 år, som var aldersgrænsen for at blive ordineret til præst.

Derfor tog han på et studieophold på Union Theological Seminary i Harlem, New York. Dér fik han blandt andet øjnene op for den fattigdom, som mange af byens sorte levede under, og han begyndte for første gang at interessere sig for politik, da han blev konfronteret med sine medstuderendes skarpe holdninger til krig og fred.

I opposition mod kirken
Efter et år i USA vendte Bonhoeffer hjem til Berlin, hvor han blev underviser i systematisk teologi på universitetet. Han var en populær forelæser, der skilte sig ud fra de fleste af sine kolleger, blandt andet ved at indlede sine forelæsninger med bøn og ved at tage tydeligt afstand fra nazismen.

Den 1. februar 1933 to dage efter Adolf Hitlers magtovertagelse holdt Bonhoeffer en tale i radioen, hvori han beskyldte Hitler for at forgude sig selv. Bonhoeffer sagde, at hvis føreren lod sig ophøje til en slags afgud, så var han ikke en fører men en forfører. Ikke overraskende blev radioudsendelsen afbrudt midt i en sætning.

Den 6. september 1933 vedtog den Tyske Evangeliske Kirke Arierparagraffen, som fremfor alt havde til formål at udelukke jøder fra den kristne kirke.

Flertallet i kirken tilhørte på det tidspunkt en gruppe, der kaldte sig de tyske kristne, som var stærkt optaget af den nazistiske ideologi og af at fjerne ethvert jødisk træk ved kristendommen, for eksempel også Det Gamle Testamente.

Bonhoeffer anså dette for et kætteri og tilsluttede sig Præstenødforbundet, en oppositionsgruppe af præster, som blandt andet havde som sit direkte formål at beskytte præster af jødisk herkomst.

Fortaler for fred
Kort tid efter vedtagelsen af Arierparagraffen, den 17. oktober 1933, rejste Bonhoeffer til London for at blive præst der i to tysksprogede menigheder, fordi han ikke længere følte, at han kunne være i en kirke styret af de Tyske Kristne.

I løbet af 1934 udviklede Præstenødforbundet sig til Den Bekendende Kirke, som afgrænsede sig fra den nazistisk-styrede Tyske Evangeliske Kirke. Ved Den Bekendende Kirkes grundlæggelsessynode vedtog man Barmenerklæringen, som gjorde op med statskirkens fører-ideologi og antisemitisme.

I flere år havde Bonhoeffer været engageret i det økumeniske arbejde på at forene verdens kirker trods splittelser. I løbet af 1930'erne forberedte de europæiske lande sig på krig, og derfor blev Bonhoeffer endnu mere aktiv i sit arbejde på at forene verdens kirker i at arbejde for fred.

Blandt andet deltog han som Den Bekendende Kirkes repræsentant på en stor international økumenisk ungdomskonference på Fanø i august 1934. Bonhoeffer var på dette tidspunkt pacifist, og han opfordrede i sin store fredstale på konferencen til, at kirken skulle "tage våbnene ud af hænderne på sine sønner, forbyde krigen og udråbe Kristi fred over hele den rasende verden."

Aktiv modstand mod nazismen
Bonhoeffer var meget inspireret af den indiske uafhængighedsforkæmper Mahatma Gandhis tanker om ikke-voldelig modstandskamp. Derfor rejste Bonhoeffer i 1935 til Indien for at møde Gandhi, inden han vendte hjem til Tyskland.

Da han kom hjem, blev han leder for Den Bekendende Kirkes præsteuddannelse. I 1937 blev præsteseminariet dog lukket af staten, men det blev videreført illegalt og i hemmelighed, indtil det hemmelige nazistiske politi Gestapo fik sat en endelig stopper for det i 1940.

I 1939 foretog Bonhoeffer endnu en rejse til USA. Dér blev han tilbudt et professorat, men afslog tilbuddet, fordi han så det som sin kristne pligt at blive i Tyskland og stå lidelserne igennem sammen med sit eget folk.

Da han kom hjem igen, to måneder før Anden Verdenskrigs udbrud, begyndte han at tage kontakt til modstandsgrupper mod det nazistiske regime. Via sin svoger og sin bror kom han da i kontakt med blandt andre general Hans Oster, som var en af lederne i en gruppe, Kreisauer-kredsen, der planlagde et attentat på Hitler.

Bonhoeffer kom med i denne gruppe, men først efter lange etiske overvejelser om spørgsmålet: "Må en kristen overtræde buddet Du må ikke begå drab?" Til sidst nåede han frem til, at det ville være værre at lade være med at slå tyrannen ihjel.

I 1941 lykkedes det Bonhoeffer at blive ansat i det nazistiske regimes kontraspionagetjeneste, til trods for, at staten havde forbudt ham at ytre sig i tale og skrift.

Her fungerede han som dobbeltagent, idet han rejste til udlandet og udleverede hemmelige dokumenter for modstandsgrupper under dække af sin tjeneste for den tyske stat. Han hjalp også med at sende jøder ud af Tyskland, for at de skulle undgå at komme i koncentrationslejr.

Enden - men begyndelsen på livet
Bonhoeffers antinazistiske aktiviteter blev imidlertid opdaget i foråret 1943, så den 5. april det år blev han arresteret for undergravelse af værnemagten. Han forblev fængslet i de sidste to år af sit liv trods en mulighed for flugt i oktober 1944, som han gav afkald på af frygt for repressalier mod sine pårørende. Mens han sad i fængslet brugte han tiden på at skrive, blandt andet en mængde breve og digte.

Den 20. juli 1944 begik oberst Claus von Stauffenberg et attentatforsøg mod Hitler på vegne af Kreisauer-kredsen, den modstandsgruppe som Bonhoeffer var tilknyttet. Stauffenberg anbragte en bombe i et lokale, hvor Hitler holdt møde med nogle højtstående officerer. Fire officerer døde i attentatet, men Hitler selv slap med skrækken og nogle knubs.

Det nazistiske regime indledte en intensiv jagt på de sammensvorne bag attentatet og på modstandsfolk i almindelighed. Det blev afsløret, at i kredsen af sammensvorne var folk som efterretningsofficererne Wilhelm Canaris og Hans Oster, jesuitten Alfred Delp og brødrene Klaus og Dietrich Bonhoeffer.

Hitler beordrede den 5. april 1945, at alle de af de sammensvorne fra attentatet, der endnu var i live, skulle henrettes. Derfor blev Dietrich Bonhoeffer og fire andre dømt til døden af en SS-domstol tre dage efter.

Den 9. april om morgenen blev de henrettet ved hængning i koncentrationslejren Flossenbürg kun to uger før lejrens fanger blev befriet af amerikanske soldater, og under en måned før Nazitysklands endelige sammenbrud.

Fanger, der havde været involveret i attentatforsøg mod Føreren, blev altid henrettet på meget barske måder, og denne henrettelse var ingen undtagelse: De dømte blev klædt af i deres celler, tortureret og ført til henrettelsesstedet under vagternes hån.

De mange henrettelser betød en mangel på galger, og derfor havde Hitler og hans propagandaminister Josef Goebbels fundet på at bruge kødkroge fra slagterier og at hejse fangen langsomt op i en løkke bundet af en klaverstreng. Denne brutale metode førte til, at kvælningen tog omkring en halv time, i modsætning til en almindelig hængning, hvor fangen dør øjeblikkeligt.

Til trods for henrettelsens barskhed berettede lejrens læge senere, at Bonhoeffer havde virket helt rolig og fattet den morgen, hvor han blev hevet nøgen ud af sin celle for at blive tortureret og henrettet.

Den britiske officer Sigismund Payne Best havde været Bonhoeffers medfange i de sidste måneder af hans liv, og i den periode var de to blevet nære venner. Før Bonhoeffer blev ført til sin henrettelse sagde han disse afskedsord til Payne Best: "Dette er enden men for mig begyndelsen på livet."