Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716)

Leibniz er ikke kun kendt som filosof, men også som en indflydelsesrig matematiker og naturvidenskabsmand. Han mente, at man kunne bevise Guds eksistens og forstå, at han altid handler på den bedst mulige måde

Gottfried Wilhelm Leibniz blev født i den tyske by Leipzig i 1646. Allerede da han var barn, var det tydeligt, at han var et geni. Som 8-årig begyndte han at lære latin, og få år senere læste han både de gamle græske filosoffer, kirkefædrene og de antikke historikeres værker.

Allerede som 17-årig nedskrev han mange af de tanker, som blev videreudviklet i de bøger, han udgav mange år senere. Han fortalte selv om, hvordan han som 15-årig havde spekuleret over nogle meget svære filosofiske spørgsmål.

Selvom Leibniz ikke udgav mange bøger, skrev han utrolig meget. I hele sit liv nåede han at sende cirka 15.000 breve til mere end tusinde forskellige mennesker. Han skrev også udkast til mange bøger, som han aldrig udgav.

Som matematiker opdagede Leibniz differential- og integralregningens grundlæggende læresætninger. De er traditionelt blevet anvendt inden for naturvidenskabelige grene som for eksempel fysik og astronomi, men også indenfor økonomi, sociologi og økologi. Videnskabsmanden Isaac Newton havde dog formuleret dem allerede 10 år tidligere, men Leibniz havde ikke noget kendskab til den opdagelse. Leibniz nåede også at fremstille en regnemaskine.

I en periode var Leibniz involveret i det politiske liv og arbejdede for forskellige konger og fyrster. Hans indsats her fik dog ikke nogen stor betydning.

Gudsbevis
Leibniz' filosofiske overvejelser fik betydning for hans forståelse af, hvem Gud er. Han mente, at der fandtes gudsbeviser, som kunne gøre det helt klart, at Gud er til. Som en af de første filosoffer i historien begyndte han dog med at undersøge, om det overhovedet er logisk muligt, at Gud kan eksistere. Han ville vide, om ideen om Gud er selvmodsigende eller usammenhængende. Det mente Leibniz dog ikke, den var, og derefter gentog han et gammelt bevis for Guds eksistens. Det er kendt som det ontologiske gudsbevis: Hvis mennesket forestiller sig Gud som fuldkommen, så må han også eksistere. Noget kan nemlig ikke være fuldkomment, hvis det ikke eksisterer, hævdede Leibniz.

I historiens løb har mange spurgt, hvorfor det onde findes, hvis Gud både er almægtig og god. Leibniz tog dette spørgsmål alvorligt. Han mente, at han kunne give et svar. Gud er både god og almægtig, og derfor har han skabt en verden, der er så god, som det overhovedet er muligt, sagde Leibniz. Men man kan ikke forstå, hvad der er godt, hvis man ikke kender det onde, på samme måde, som man ikke kan forstå, hvad varme er, hvis man ikke samtidig ved, at noget er koldt, forklarede han. Leibniz sagde, at hvis man tænker sig godt om, så vil man forstå, at alle de lidelser, der findes i verden, er helt nødvendige, for de gør, at man kan sætte pris på det gode. Derfor er det ikke muligt at forestille sig, at Gud kunne have skabt en verden, der er bedre end denne.

Lige fra skabelsen har Gud kendt hele verdenshistorien og vidst helt præcist, hvad det enkelte menneske ville tænke, mene og tro, sagde Leibniz. Alligevel mente han også, at mennesket handlede fuldstændig frit. Gud har nemlig valgt at skabe den enkelte, fordi han/hun vil vælge at handle på en bestemt måde. Leibniz sagde, at Gud kunne have skabt mennesket anderledes, så det ikke ville synde, men det ville have betydet, at verden blev mindre perfekt, end den er nu, og derfor gjorde han det ikke.

Monader
Et helt særligt træk i Leibniz' tænkning er hans tanker om, at de materielle ting som stole og borde osv. ikke består af atomer. Selvom et atom er ekstremt lille, kan det jo stadig deles, så snart det fylder noget, sagde han. Han mente, at de delelige ting måtte være sat sammen af udelelige ting. Derfor sagde han, at verden i sidste ende består af størrelser, der slet ikke fylder noget, og som derfor ikke kan deles. Disse størrelser kaldte Leibniz for monader. Tankerne om monaderne er måske nok de sværeste at forstå i Leibniz' bøger.

Leibniz mente, at den menneskelige fornuft i modsætning til sanserne kan give os et helt præcist indblik i, hvad virkeligheden er, og derfor er han også kendt som rationalist. Faktisk mente han, at en hvilken som helst påstand ville kunne bevises helt på samme måde, som man i matematikken også har beviser. Leibniz forestillede sig, at man engang i fremtiden ville kunne nå så langt med at udarbejde dette system, at hver gang to mennesker var uenige om noget - for eksempel om hvorvidt Gud eksisterer eller ej - så kunne de sætte sig ned og sige "Lad os regne på det".