LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Jürgen Habermas (født 1929)

Der må formidles mellem det religiøse og det sekulære, fordi vi mangler et forsonende og samlende perspektiv i den globaliserede virkelighed, mener Jürgen Habermas. Foto: Ritzau Scanpix/AP

Jürgen Habermas er en af det 20. århundredes tunge drenge inden for filosofi og samfundsteori. For kristendommen og teologien har hans tænkning været en udfordring, som har ført til både anerkendelse og kritik

Habermas blev født i 1929 i Düsseldorf. Hans akademiske karriere er iøjnefaldende, bl.a. har han været professor i filosofi og sociologi i Heidelberg og Frankfurt i en lang årrække. Derudover har han været gæsteprofessor rundt omkring i verden på førende universiteter og har modtaget mange akademiske priser, bl.a. Sonning-prisen i København i 1987.

Forfatterskabet dækker et meget bredt emneområde, og han er en af de mest omdebatterede og vidtspændende filosoffer og samfundstænkere i det 20. århundrede i det hele taget. Han har udformet en kritisk samfundsteori og var en af inspirationskilderne til det tyske studenteroprør, selvom han protesterede mod den marxistiske drejning, man her gav hans tanker.

Habermas' syn på religion har ændret sig gennem tiden fra kritik til en forsigtig accept af dens betydning i menneskers liv. Generelt er han tilbageholdende med at udtale sig om religion, men i hans hovedværk fra 1981 "Theorie des Kommunikativen Handelns" spiller den en vigtig rolle for hans tanker om det moderne samfunds udvikling.

Habermas analyserer, hvordan det moderne samfund er blevet til. Der er sket en udvikling fra primitive samfund til det moderne samfund, og denne udvikling kaldes sekularisering. Det, der sker, er med Habermas´ særlige udtryk, at det hellige sprogliggøres. Med det mener han, at der i primitive samfund udgik en kraft og aura fra det hellige, som bandt samfundet sammen. I det moderne samfund er det hellige blevet sprogliggjort, og kraften og auraen forsvundet. Det, der binder samfundet sammen, er nu kommunikationen, dvs. samtalen og sproget.

Habermas ser altså religionen som en rest fra et overstået samfundsstadie, og han afviser dermed, at religionen har nogen reel betydning i det moderne samfund. Religionen er tilsyneladende fuldstændig ophævet og opløst.

Men i senere bøger og artikler viser spredte udtalelser, at Habermas nu anerkender religionen som en vigtig faktor i menneskers liv, når de erfarer grænsesituationer som alvorlig sygdom og død. Troen kan her spille en central rolle for mennesker, fordi disse situationer kalder på det religiøse sprog. Religionen rummer nemlig ord og fortolkninger, som f.eks. filosofien ikke gør.

Det er svært at tænke teologisk i direkte forlængelse af Habermas, fordi han er så tilbageholdende med at anerkende religionen. Men nogle teologer har forsøgt at bruge Habermas' tænkning i en teologisk sammenhæng, særligt hans tanker om kommunikation. I Danmark er det især teologen Jens Glebe Møller, som har forsøgt at bruge Habermas' tanker positivt. Andre teologer anerkender betydningen af hans teori, men kritiserer synet på religion for at være indskrænket og forældet.

I dag bruges Habermas ikke i så høj grad indenfor den protestantiske teologi. Men selv er han de senere år gået i dialog med Den Katolske Kirke, særligt kardinal Ratzinger, den nuværende pave Benedikt XVI. Dette kan ses som et forsøg på at forsone filosofi med religiøs tænkning. Ifølge Habermas rakte enigheden fra spørgsmål om demokratiets grundlag til bioetiske spørgsmål. Men der var uenighed mellem de to om Tyrkiets mulige indtræden i EU og om kristendommens betydning for EU.

Habermas mener i dag, at vi med sekulariseringen har mistet noget i moderniteten, nemlig de moralske pligters gyldighed, som før var sikret af religionen. Efter attentaterne i New York og Washington den 11. september bevæger de vestlige sekulære samfund sig mod en ny fase, han kalder "post-sekulære". Vejen frem er ikke at forsøge at vende tilbage, men vejen frem er heller ikke at se fornuft og religion eller tro som modsætninger. Der må formidles mellem de to, fordi vi mangler et forsonende og samlende perspektiv i den globaliserede virkelighed.