Jean-Paul Sartre (1905-1980)

- Der findes ikke nogen gud, så mennesket må stole på sin egen fejlbarlige vilje og moralske indsigt, sagde filosoffen Sartre. Foto: Arkivfoto

Sartre er en af de filosoffer, der har skrevet mest om de eksistentielle spørgsmål om livets mening, menneskets frihed og om at vælge i en verden, der ikke er til at forstå. Hans tanker har fået indflydelse både på filosoffer, teologer og skønlitterære forfattere

Sartre blev født i Paris i 1905. Faderen døde, da Sartre var lidt over et år gammel, hvorefter hans morfar hjalp til med at undervise og opdrage ham. Sartre beskrev selv sin barndom som et paradis.

Som 19-årig begyndte Sartre at studere filosofi i Paris, hvor han mødte Simone de Beauvoir, som blev hans samlever igennem hele hans liv. Simone er kendt for at skrive filosofiske værker om kvindeoprør og de skiftende opfattelser af kønnene. Flere forskere mener, at hun har haft stor indflydelse på Sartres tænkning.

Efter endt uddannelse underviste Sartre i filosofi både i franske provinsbyer og i Paris. Mange af hans karakteristiske tanker havde han fået allerede som ganske ung. Alligevel blev han også stærkt påvirket af den tyske filosof Edmund Husserl, som han dog først lærte at kende, da han var godt 25 år. Interessen for Husserl var så stor, at Sartre tilbragte et par år i Tyskland med at studere hans filosofi.

Sartre formulerede flere af sine tanker i skønlitterære værker, men han udgav også teoretiske bøger om filosofi. En af grundene til, at han er blevet så kendt, er uden tvivl, at han var en dygtig fortæller og derfor også fik mange læsere uden for den filosofiske fagkreds.

Eksistens

Et helt grundlæggende træk i Sartres filosofi er hans analyse af, hvad det vil sige at være til som menneske i den moderne verden. Findes der nogen mening med livet? Er der en Gud, der har en plan med mit liv? Den slags spørgsmål stillede han, og allerede meget tidligt satte han fokus på tilværelsens tilfældige træk. Man kan sagtens forestille sig, at verden havde set helt anderledes ud, end den gør nu, eller at der slet ikke havde været bevidst liv på jorden, tænkte han. Netop det, at mennesket ikke kan forstå, hvorfor det er til eller få svar på, hvad meningen med dets liv er, gør at tilværelsen bliver absurd.

På grund af Sartres særlige optagethed af den menneskelige eksistens er han ofte blevet kaldt eksistentialismens grundlægger.
Eksistentialisme er en særlig form for filosofisk tænkning, der netop sætter fokus på menneskets liv i en verden, hvor det ikke er muligt at finde endegyldigt svar på noget, og hvor den højere mening synes at mangle. Der er ingen tvivl om, at Sartre var eksistentialist, men det er mindre sikkert, at han var den første.
BådeFriedrich Nietzsche og Søren Kierkegaard kan nemlig også hævdes at høre til i denne kategori af tænkere.

Bevidsthed

Det mest originale træk i Sartres filosofi er nok hans beskrivelse af den menneskelige bevidsthed. Kort sagt mener Sartre, at der findes to former for væren i universet. På den ene side findes der de materielle ting som stole, borde og lignende, der simpelthen bare er, hvad de er. På den anden side findes der den menneskelige bevidsthed. Den findes kun, fordi vi konstant forholder os til os selv. Det vil sige vi tænker for eksempel over, om vi kan tillade os at tænke og handle på en bestemt måde.

Enhver tanke, som et menneske får, kan det forholde sig til, derfor kan det også se sig selv udefra. Det afgørende for Sartre er, at når mennesket hele tiden kan forholde sig kritisk til sig selv, så findes der ikke nogen tanker eller indskydelser i bevidstheden, som ikke kan ændres. På den måde mener han, at mennesker er fuldstændigt frie væsener. Som frie personer må man også hele tiden genskabe sin egen identitet. Man er ikke på forhånd noget bestemt, men igennem sine handlinger gør man sig selv til et bestemt menneske. Det udtrykker Sarte ved at sige, "at eksistensen går forud for essensen".

Ingen Gud

Ifølge Sartre er det ikke muligt, at Gud eksisterer. Hvis Gud er absolut fri, så kan han nemlig ikke have nogen bestemte karaktertræk. Sartre sagde også, at alle de eksistentielle problemer, som mennesket har, ikke ville kunne løses af Gud, hvis han eksisterede.

Sartres tankegang får også etiske konsekvenser. Når mennesket er absolut frit, så kan det aldrig undskylde sine forkerte handlinger ved at sige, at det var nødt til at handle på en bestemt måde, eller at det er menneskeligt at fejle.

På et mere teoretisk plan mener Sartre, at det er umuligt at opstille generelle regler for, hvordan man skal handle i bestemte situationer. Han gav selv følgende eksempel: Da Frankrig var besat under 2. Verdenskrig kom en af hans elever og spurgte ham til råds. Eleven havde mistet sin bror i krigen og ville nu kæmpe for at befri sit land. Hans mor var dog psykisk ustabil, og elevens far havde forladt hende, så han følte sig også forpligtet til at tage sig af hende.

Sartre sagde, at når man står i sådan en situation, så er det umuligt at sige, hvilken af de to handlinger, der er den rigtige. Budet om, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles, giver ikke svar på, om man skal gå i krig eller blive hjemme, mente Sartre. Hans konklusion var, at man aldrig slap for at tage et valg, selvom det var umuligt at forklare, hvorfor ens handling var den rette.