Jeanne d'Arc (ca. 1412-1431)

En 17-årig bondepige fortalte den franske konge om sine åbenbaringer og ændrede dermed historiens gang, men hun måtte også betale prisen for det

I 1429 var Frankrig nær ved at blive løbet over ende af engelske tropper og deres allierede. Landet var hærget efter 92 års krig med England om den franske trone. Den franske konge, Karl VII, var i vildrede, og hans folk var modløse. På det tidspunkt kom en 17-årig fransk kvinde fra Lorraine til hoffet i Chinon. Hun skulle siden blive en af de vigtigste personer for krigens forløb og en af de mest berømte personer i middelalderen overhovedet, selvom hun døde kun to år senere.

For en sikkerheds skyld var hun klædt som en mand og eskorteret af et større følge, som var blevet tilvejebragt af to adelsmænd, der var overbeviste om, at Gud havde givet hende evnen til at forudsige krigens gang. Kvinden og hendes eskorte havde foretaget en lang og farefuld rejse gennem et territorium, der var kontrolleret af englændernes allierede, burgunderne. Da hun nåede frem til kongen erklærede hun, at Gud selv havde udpeget hende til at føre Frankrig til sejr.

Jeanne d'Arc i spidsen for hæren

Den unge kvinde, Jeanne d'Arc, gjorde så stort indtryk på kongen, at hun blev sat i spidsen for en mindre hær, der drog til Orléans for at forsøge at befri byen fra englændernes belejring. Det var naturligvis højst usædvanligt, at man satte en kvinde til at føre en hær for slet ikke at tage om en ung bondepige.

Imidlertid lykkedes befrielsen af Orléans over al forventning måske netop fordi Jeanne var der og gav soldaterne kampmoral. Orléans havde en afgørende strategisk beliggenhed ved Loire-floden. Hvis byen var faldet, havde englænderne måske kunnet erobre hele den centrale del af Frankrig.

Jeanne vendte tilbage fra slaget ved Orléans under stor jubel. Da opfordrede hun til, at man skulle krone Karl VII til konge. Han var nemlig formelt stadig kun dauphin (kronprins), idet englænderne mente, at det var den engelske konge, Henrik VI, der havde retten til den franske trone. Henrik VI var dog kun syv år gammel på dette tidspunkt, så England og den besatte del af Frankrig blev regeret af den afdøde konges brødre.

Lykken vendte i Compiègne

En kroning ville have en vigtig symbolsk betydning for udfaldet af striden om den franske trone. Problemet var blot, at den by, hvor franske konger traditionelt blev kronet, Reims, lå langt inde i fjendtligt territorium. Men Jeanne d'Arc gav Karl VII og hans folk mod til at forsøge at erobre byen. Jeanne førte så hæren mod Reims, og det lykkedes overraskende let at tilbageerobre de områder og byer, de kom igennem undervejs. Det blev set som endnu et tegn på, at Gud var med Jeanne.

Da de nåede frem til Reims den 16. juli 1429, åbnede franskmændene i byen med glæde portene for dem. Næste morgen blev Karl VII kronet til konge af Frankrig. Jeanne fortsatte med at have succes i krigen, men lykken vendte det følgende år under et dristigt forsøg på at befri byen Compiègne, der var belejret af englænderne og burgunderne. Hun befalede tilbagetrækning, men insisterede på at være den sidste til at forlade slagmarken, hvorefter hun blev taget til fange af burgunderne.

Jeannes familie havde ikke råd til at betale løsepenge for hende, og da den franske konge heller ikke købte hende fri, blev det i stedet englænderne, der betalte løsepengene og fik hende udleveret. De ville nemlig stille hende for en kirkelig domstol under anklage for kætteri.

Helgener havde åbenbaret sig for Jeanne d'Arc

Det virkelige motiv for englændernes anklager mod Jeanne d'Arcvar, at de så hende som en farlig politisk modstander. Imidlertid var det på den tid ret let at anklage usædvanlige kvinder for at være kættere eller hekse. Den franske konge havde ellers forsøgt at tage sine forholdsregler. Allerede da hun første gang kom til hoffet, havde man igangsat en undersøgelse af hendes baggrund og dermed sikret sig, at hun virkelig var en ulastelig god og from kristen.

Jeanne hævdede, at hun havde modtaget åbenbaringer siden hun var omkring 12 år gammel. Hun havde set helgenerne Michael, Katharina og Margaretha, der fortalte hende, at hun skulle fordrive englænderne og føre kronprinsen til kroning i Reims. Eftersom dette gik i opfyldelse, mente franskmændene, at Gud virkelig måtte være med hende. Hendes tro gav franskmændene nyt mod og håb om, at krigen kunne vindes.

Det frugtbare samspil mellem religion og politik, som Jeanne havde været årsag til hos franskmændene, blev imidlertid vendt til det modsatte, da hun kom i englændernes varetægt. Kirkens folk, anført af den engelskvenlige Pierre Cauchon, lod sig misbruge til et politisk formål. I virkeligheden var der nemlig et særdeles tyndt grundlag under de anklager, som Jeanne blev udsat for.

Jeanne d'Arc blev fordømt af kirken af politiske grunde

Det kirkelige retssystem på den tid var ganske veludbygget og indeholdt mange instanser, der skulle sikre den anklagede mod en uretfærdig dom. Dette valgte man dog behændigt at overse under retssagen mod Jeanne d'Arc. Hun havde krav på at få juridisk bistand, men det blev nægtet. Hendes forsøg på at appellere til paven blev ignoreret. Og retssagen blev begyndt, selvom en indledende undersøgelse havde vist, at der ikke var hold i anklagerne.

Der var altså snarere tale om en politisk motiveret skueproces end en egentlig bedømmelse af, om Jeanne var kætter eller rettroende. Formelt set gik anklagerne blandt andet på, at hun havde klædt sig ud som en mand, hvilket hævdedes at være i modstrid med Bibelens forskrifter. Men i virkeligheden var de formelle anklager ikke så vigtige. Hovedsagen for englænderne var, at hun blev dømt og siden henrettet.

Jeanne d'Arc blev brændt på bålet i Rouen den 30. maj 1431. Englænderne var klar over, at mange franskmænd stadig opfattede hende som en hellig kvinde, så for en sikkerheds skyld brændte de hendes lig to gange mere og smed asken i floden. Dermed kunne franskmændene ikke begrave hende eller indsamle relikvier fra hende.

Jeanne d'Arc blev frikendt og anklageren dømt

Krigene varede i over 20 år endnu og endte med, at Karl VII sejrede og blev konge over hele Frankrig. Efter krigen blev Jeanne d'Arcs sag genåbnet på pave Callistus III's befaling. I 1456 blev hun renset for alle anklager og blev i stedet udnævnt til martyr, fordi hun uskyldigt var blevet slået ihjel for sin tro. Biskop Pierre Cauchon, der havde ledt processen mod Jeanne og også var død i mellemtiden, blev derimod dømt som kætter, fordi han havde slået en uskyldig kvinde ihjel for at fremme sine verdslige interesser.

I begyndelsen af det 19. århundrede blev interessen for Jeanne d'Arc genoptaget. Hun blev af blandt andre Napoléon brugt som et nationalsymbol for Frankrig. Hun blev et samlende symbol i Frankrig, der ofte har været splittet af forskellige ideologier, for eksempel mellem tilhængere og modstandere af kirkens indflydelse på samfundet. Kirketilhængere har betragtet hende som en from kvinde og martyr, mens de verdslige har set hende som en fritænker, der blev forfulgt af den officielle kirke.

På grund af den stigende interesse for Jeanne d'Arc, fik også den franske kirke øjnene op for hende igen. Biskop Félix Dupanloup af Orléans begyndte en kampagne for at få hende helgenkåret. Det kulminerede i 1920 med, at pave Benedict XV kårede hende til helgen i Rom. Hun betragtes blandt andet som en af Frankrigs skytshelgener og er desuden skytshelgen for blandt andre martyrer, fanger og kvindelige soldater.

Jeannes popularitet kan også ses af de mange kulturelle fremstillinger af hende. Mange byer i Frankrig har statuer af hende. Hendes liv er fremstillet i mange skuespil af blandt andre Shakespeare, Schiller, Brecht og Shaw. Desuden er hun mange gange blevet fremstillet på film; den måske mest berømte af disse film er den danske instruktør Carl Th. Dreyers La Passion de Jeanne d'Arc fra 1928, der betragtes som en af de bedste film overhovedet fra stumfilmsæraen.