Johannes Sløk (1916-2001)

Johannes Sløk var meget kritisk over for kirken og så borgerskabets Gud som en papfigur, ingen kunne tage alvorligt.

Johannes Sløk omtales ofte som en af de fire store Århus-teologer, men han var mere end det. Han var en af de største intellektuelle i sin generation og markerede sig inden for teologi, idéhistorie, litteratur, filosofi, oversættelse og ikke mindst som debattør

Johannes Sløk blev uddannet som teolog i 1943. Han underviste i nogle år og var på studierejser rundt omkring i Europa, før han blev professor i systematisk teologi på Aarhus Universitet i 1959. I 1967 blev Sløk professor på det nye Institut for Idéhistorie. Men tidens marxistiske ånd fra '68 skabte for mange konflikter, og Sløk vendte tilbage til teologien i 1977. Her var han professor i etik og religionsfilosofi, indtil han gik af i 1986.

Sløks forfatterskab er meget omfattende - over 60 bøger - først og fremmest om store personligheder i europæisk åndslivs historie. Han har skrevet om blandt andet Kierkegaard, Platon, Spinoza og Jesus, men også om Shakespeare og moderne absurde dramatikere. En klassiker er hans bog "Kristen moral før og nu" fra 1959. Sløk var en mester til formidling, og han var også en meget populær forelæser. Han tiltrak en stor flok studerende fra alle fagområder til sine forelæsninger, som til tider kom til at ligne enkeltmands-teater.

Det var mødet med Kierkegaard, som fik Sløk til at læse teologi. Sløk omtaler selv mødet med det store geni som en omvendelse. Kierkegaard var Sløks udgangspunkt og store passion: Sløk skrev ikke bare om Kierkegaard, han bekendte sig til ham.

Fra Kierkegaard lærte Sløk, at mennesket grundlæggende er et lidenskabeligt væsen, som er tvunget til at leve i en bestemt forståelse af sig selv. Lidenskaben blev også drivkraften for Sløk selv.

Sløk var en stor provokatør og blev af mange opfattet som arrogant. Han var meget kritisk over for kirken og så borgerskabets Gud som en papfigur, ingen kunne tage alvorligt. Denne hvidskæggede bedstefar i det høje skulle skjule, at tilværelsen i virkeligheden er absurd og meningsløs, hævdede Sløk. Han afskyede religiøs fromhed, men i sine erindringer "Mig og Godot" (1986) siger han: "Jeg er derimod af en række dystre grunderfaringer tvunget til religiøsitet, til min egen form for religiøsitet, til en religiøsitet, som jeg kan stå inde for."

Vi mennesker må ustandseligt spørge om, hvad der i grunden er "meningen" med det hele. Det skyldes ifølge Sløk, at vi har glemt eller opgivet det religiøse sprog. Det religiøse sprog møder vi i myter, ritualer, salmer og lignende, og det rummer en grundlæggende sandhed og mening. Faktisk mente Sløk, at det religiøse sprog er grundlaget for alt sprog, også for det videnskabelige. Og dermed er det religiøse sprog forudsætningen for, at vi overhovedet kan tale med hinanden.

Mange af nutidens fremtrædende teologer og kirkefolk har stået i lære hos Sløk og betragter ham som deres læremester, blandt andet biskopperne i Roskilde og Århus, Jan Lindhardt og Kjeld Holm.

Sløks indflydelse lever også videre i hans store forfatterskab, ikke mindst i hans betoning af fortællingens og mytens betydning.

Nogle afviser Sløk som en ren provokatør og en relativist, der ikke tager kristendommen alvorligt. Men andre mener, at netop Sløk har taget vilkårene i det moderne samfund alvorligt og set, at sekulariseringen har gjort det nødvendigt at omfortolke gudsforholdet. Er det sidste rigtigt, står Sløk måske overfor en renæssance.