Judas Iskariot

Få mennesker er blevet lagt så meget for had som manden, der forrådte Jesus

Judas angav sin mester, Jesus, til myndighederne skærtorsdag aften. På grund af Judas blev Jesus anholdt, tortureret og korsfæstet.

Siden er navnet Judas nærmest blevet synonymt med forræder. Der har dog til alle tider også eksisteret alternative meninger om, hvad Judas gjorde og hvorfor. Det gælder ikke mindst i dag, hvor mange sætter spørgsmålstegn ved den gængse forklaring.

Gamle støvede håndskrifter er normalt ikke noget, der interesserer den brede offentlighed. Men i påsken 2006 vakte det stor opsigt, at National Geographic udsendte en dokumentarfilm om et gammelt skrift ved navn Judasevangeliet. Skriftet fortalte angiveligt en helt anden historie om Judas' forræderi og Jesu død end Bibelens fire kanoniske evangelier.

Den mest betroede discipel?

Ifølge Judasevangeliet var Judas i virkeligheden ikke en forræder, men derimod Jesu mest betroede discipel. Jesus overtalte i hemmelighed Judas til at udlevere ham til myndighederne, så han kunne blive korsfæstet. På den måde kunne Jesus blive befriet fra sin fysiske krop. Inden da havde han givet Judas del i sin hemmelige viden eller gnosis.

Judasevangeliet er imidlertid ikke skrevet af Judas Iskariot selv, men derimod af en gruppe af såkaldte gnostikere i midten af det 2. århundrede e.Kr.

Gnostikerne var en speciel gruppe inden for den tidlige kristendom. De stod i opposition til den almindelige kirke. Hvor de andre kristne mente, at Gud havde skabt verden grundlæggende god, mente gnostikerne, at verden var skabt grundlæggende ond af en ond undergud.

Målet med tilværelsen var for gnostikerne at opnå indsigt (græsk: gnosis). Derved kunne de slippe fri af det onde skaberværk og menneskekroppen og opnå forening med den sande Gud. For de andre kristne var det derimod målet, at både krop og sjæl skulle frelses ved kødets opstandelse.

I 2006 blev Judasevangeliet præsenteret som en stor sensation. Efterhånden blev det imidlertid klart, at det mest af alt er en meget god kilde til, hvad gnostikerne troede på. Det giver os derimod næppe nogen ny viden om den historiske person Judas Iskariot. Dels er Judasevangeliet ikke lige så gammelt som de andre evangelier, og dels bygger det tydeligvis på andre tekster og er ikke nogen selvstændig beretning.

En af de tolv

Navnet Judas var et helt almindeligt navn på Jesu tid. Der var endda én mere af Jesu 12 apostle, der hed Judas. Navnet Iskariot betyder formentlig mand fra Keriot (en by i det sydlige Judæa). Men nogle hævder, at navnet snarere skal tolkes sådan, at Judas var medlem af en radikal jødisk oprørsgruppe ved navn sicarierne.

Sicarierne ville bekæmpe den romerske besættelsesmagt med voldelige metoder. Hvis Judas var medlem af denne gruppe, kan det tænkes, at han måske forrådte Jesus for at sætte gang i et oprør eller af skuffelse over, at Jesus ikke ville lede et voldeligt oprør. Mange mener dog, at sicarierne tidligst opstod 10 år efter Jesu død, og så kan Judas naturligvis umuligt have været en af dem. Derfor er det mest sandsynligt, at navnet betyder, at Judas eller hans familie kom fra Keriot.

I evangelierne nævnes Judas første gang i forbindelse med, at Jesus udvalgte de 12 apostle. Jesus udvalgte altså Judas til at være en af hans nærmeste disciple, selv om han ifølge Johannesevangeliet (6,70-71) allerede var klar over, at Judas ville ende med at forråde ham.

Næste gang, Judas er nævnt, er efter en syndig kvinde i Bethania har salvet Jesus med en meget dyr olie. Disciplene mente, at de penge kunne være brugt bedre ved at blive givet videre til de fattige. Ja, ifølge Joh 12,4-6 var det netop Judas, der kom med denne indvending. Johannes mente dog, at Judas havde en skjult hensigt med dette, nemlig at stikke nogle af pengene i egen lomme. Det var nemlig Judas, der stod for at holde styr på Jesu og disciplenes pengekasse.

Ifølge Markusevangeliet (14,10-11) og Matthæusevangeliet (26,14-16) var det lige efter denne episode, at Judas gik til ypperstepræsterne for at hjælpe dem med at få Jesus slået ihjel. Ypperstepræsterne pønsede allerede på at få Jesus ryddet af vejen. De var nemlig bange for den uro, han skabte i folket (Luk 22,1-2).

Judaskysset

Hvorfor forrådte Judas Jesus? Det spørgsmål har mange stillet uden at finde et endeligt svar. Markus og Matthæus ser ud til at mene, at det hang sammen med, at Judas var forarget over Jesus. Judas mente ikke, at Jesus skulle lade sig udsætte for frådseri og persondyrkelse, sådan som kvinden i Bethania gjorde.

En anden ting, der spillede ind i, var nok den belønning, som Judas fik af ypperstepræsterne for at forråde Jesus: 30 sølvmønter (Matt 26,15), hvilket var en ganske pæn sum. Ifølge Lukasevangeliet (22,3) og Johannesevangeliet (13,2.27) var dog også en dybere forklaring: Satan selv havde besat Judas og fået ham til at forråde Jesus.

Efter Judas havde aftalt med ypperstepræsterne, at han skulle forråde Jesus, spiste Jesus sit sidste måltid før sin død sammen med disciplene. Også Judas var med ved dette måltid, som er blevet kendt som den sidste nadver. Det var det måltid, hvor Jesus indstiftede nadveren, som lige siden er blevet gentaget i kirkens gudstjenester.

Der skete dog også noget andet ved dette måltid: Alle fire evangelier beretter, hvordan Jesus forudsagde, at Judas ville forråde ham (se f.eks. Matt 26,21-25). Jesus sagde: En af jer vil forråde mig. Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Og da Judas spurgte, om det var ham, svarede Jesus: Du sagde det selv.

Ifølge Joh 13,30 forlod Judas de andre umiddelbart efter dette. Senere på aftenen gik Jesus sammen med disciplene ud til Getsemane have. Judas vidste, at de ville være der, fordi det var deres sædvanlige mødested (Joh 18,2). Mens Jesus sad og bad, kom Judas med vagterne fra templet, som skulle anholde Jesus. Judas forrådte Jesus ved at kysse ham (Mark 14,44-45). Det har givet anledning til udtrykket Judaskys en handling, som på overfladen ser kærlig ud, men i virkeligheden er gemen og forræderisk.

Judas' død

Dagen efter blev Jesus dømt til døden, først af jødernes råd og siden af den romerske statholder Pontius Pilatus. Samme dag blev han også korsfæstet, men ifølge disciplene stod han op fra de døde tredje dag efter det. I mellemtiden var Judas dog allerede død.

Der berettes både om Judas' død i Matthæusevangeliet og i Apostlenes Gerninger (sidstnævnte er skrevet af samme forfatter som Lukasevangeliet), men beretningerne er lidt forskellige. Ifølge Matt 27,3-10 fortrød Judas sit forræderi, efter Jesus var blevet dømt. Han afleverede pengene tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og gik hen og hængte sig. Pengene blev brugt til at købe en mark, som skulle bruges til gravplads for fremmede. Fordi den var købt for blodpenge, blev marken efterfølgende kaldt Blodmarken.

Ifølge ApG 1,16-20 blev Blodmarken ganske vist købt for de penge, Judas havde fået af ypperstepræsterne og de ældste. Men det var Judas selv, der købte marken. Han døde heller ikke ved selvmord, men ved en ulykke måske som Guds straf. Dette er et klassisk eksempel på en uoverensstemmelse, som har fået mange til at konkludere, at Bibelen ikke er korrekt i alle historiske detaljer. Det gælder f.eks. den britiske forfatter C.S. Lewis, der ellers lagde stor vægt på de nytestamentlige beretningers historiske troværdighed.

Alternative fortolkninger

Mystikken omkring Judas' motiver til at forråde Jesus har givet anledning til mange spekulationer. Judasevangeliet er ikke ene om at have en alternativ fortolkning af Judas' rolle. Ifølge Koranen var det slet ikke Jesus, der blev korsfæstet. Der var derimod forræderen Judas, som var blevet forvandlet, så han lignede Jesus.

Også mange senere forfattere fra Dante til Tim Rice og Andrew Lloyd Webber har lavet alternative fortolkninger af Judas. Dante dømte i Den guddommelige komedie Judas til at blive tygget i Satans mund i Helvedes nederste cirkel. Rice og Webber fremstillede i Jesus Christ Superstar Judas som en tragisk figur, der var utilfreds med persondyrkelsen omkring Jesus.