K. E. Løgstrup (1905-1981)

Filosoffen og teologen K. E. Løgstrup mente ikke at kristendommen kunne have monopol på en særlig etik. Men derfor kunne kristendom godt minde os om det fundamentale i etikken Foto: Arkivfoto

Knud Ejler Løgstrup er en af de fire store Aarhus-teologer og forfatter til værker som Den etiske fordring og Opgør med Kierkegaard. Hans værker om teologi, filosofi og etik har haft stor betydning både indenfor hans fagområder og i dansk kulturdebat

Filosof og teolog Knud Ejler Løgstrup (1905-1981) er blevet og bliver læst af en bred skare af læsere og ikke kun af fagfolk. Løgstrups popularitet hænger sammen med, at han netop var optaget af det elementære i livet, og at man som læser ofte møder eksempler, som man kan genkende fra dagligdagen.

Dertil kommer at Løgstrup ikke blot skrev videnskabelige afhandlinger, men efterlod sig et ganske omfattende forfatterskab, blandt andet en række essays om emner som natur, samfundsetik, litteratur med videre.

Løgstrups uddannelse

Knud Ejler Løgstrup blev født den 2. september 1905 på Frederiksberg i København. I 1923 fik han sin studentereksamen fra Metropolitanskolen, hvor han blandt andet gik i klasse med forfatteren Hans Scherfig. Efter gymnasiet begyndte Løgstrup at studere teologi ved Københavns Universitet, og fulgte sideløbende undervisning på filosofistudiet.

Han blev færdiguddannet teolog i 1930. Derefter foretog han en række studierejser i Europa, særligt i Tyskland, hvor han i 1931-32 havde et ophold hos filosof og biolog Hans Lipps i Göttingen. Her stiftede Løgstrup bekendtskab med fænomenologien (dvs. læren om det som viser sig, om fænomenerne), og blev meget inspireret af denne og især af den udformning, der er at finde hos netop Hans Lipps og hos filosoffen Martin Heidegger.

Under sine studier i udlandet arbejdede Løgstrup på videnskabelige afhandlinger, og han forberedte blandt andet en doktordisputats.

Løgstrups arbejdsliv

Løgstrup vendte derefter hjem til Danmark og i 1936 blev han præsteordineret. Han var i de følgende år sognepræst på Vestfyn.

Under sin tid som præst færdiggjorde han sin doktordisputats, der efter tre afslag blev antaget af Københavns Universitet i 1942. Samme år blev han udnævnt som professor i etik og religionsfilosofi ved det dengang nygrundlagte teologiske fakultet i Aarhus.

Løgstrup skrev, på grundlag af sin undervisning, en række bøger om emner indenfor hans fagområde, blandt andet de fire bøger, der må regnes blandt Løgstrups hovedværker, nemlig Den etiske fordring (1956) Opgør med Kierkegaard (1968) Norm og spontanitet (1972) Skabelse og tilintetgørelse (1978).

Løgstrup blev i 1961 medlem af Det danske Akademi, som er en selvstændig institution, der har som formål at virke for dansk ånd og sprog. Dette gøres blandt andet ved afholdelse af forfattermøder, uddeling af priser og anden kulturel virksomhed.

Løgstrup var sekretær for Akademiet i årene 1968-73 og havde herigennem kontakt med mange forfattere og kunstnere. Han fik med sin bog Den etiske fordring (1956) en central placering i dansk kulturdebat.

Udover de akademiske værker efterlod Løgstrup sig en række essaysamlinger: Kunst og etik (1961) System og symbol (1982) og Solidaritet og kærlighed (1987). Disse samlinger behandler emner som blandt andet menneskesyn, samfundsetik, naturopfattelse med videre.

I 1975 stoppede Løgstrup som professor ved Aarhus Universitet. Han fortsatte dog på elevers opfordring med at forelæse. Den 20. november 1981 døde Løgstrup. Herefter blev også hans prædikener, fra tiden som sognepræst, udgivet.

Løgstrups tænkning

Løgstrup beskæftigede sig både med teologi, filosofi og etik. I denne artikel er vægten lagt på hans etik.

I værket Den etiske fordring udfolder Løgstrup tanken om den etiske fordring, der konstant stilles det enkelte menneske:

Vi må til enhver tid se os selv sat i forhold til andre mennesker, og enhver form for kommunikation rummer en selvudlevering, der giver modparten magt. Mødet mellem mennesker ses altså som et vekslende forhold af selvudlevering og magt.

Som oftest vil et møde være præget af en grundlæggende tillid til, at man ikke vil hinanden noget ondt, men da det er muligt at misbruge denne tillid, er den etiske fordring om uselvisk at tage vare på det andet menneskes liv nødvendig. Løgstrup giver et eksempel på en formulering af fordringen i Norm og Spontanitet:

"Fordringen er blandt andet formuleret i den gyldne regel: Alt hvad du vil, at de andre skal gøre imod dig, det skal du gøre imod dem. Den er alt andet end en lunken regel om at gøre gengæld Den forlanger, at vi skal fantasere os til, hvordan vi ville ønske der blev handlet imod os, hvis vi var i den andens sted for så aktuelt at handle imod den anden på den måde." (K. E. Løgstrup, Norm og spontanitet, Gyldendal, 1972).

Løgstrup og de spontane livsytringer

Et andet etisk grundfænomen hos Løgstrup er de såkaldte spontane livsytringer, som for eksempel barmhjertighed og talens åbenhed, der er mest udførligt fremstillet i værket Opgør med Kierkegaard.

De er spontane i den forstand, at de ikke kræver overvejelse eller beslutning fra det enkelte menneske. De melder sig ganske af sig selv som en slags muligheder for handling. Når vi således står i en situation, hvor et menneske har brug for hjælp, vil der melde sig en mulighed for at komme dette menneske i møde.

Livsytringerne gør det altså i teorien muligt rent faktisk at varetage fordringen, som vi konstant stilles overfor. Vi vil dog ikke til enhver tid være tilbøjelige til at handle barmhjertigt, blot fordi det er en mulighed, tværtimod er det modsatte ofte tilfældet, og det er netop her fordringen sætter ind, og forlanger, som Løgstrup selv har udtrykt det i citatet ovenover, at vi skal sætte os i den andens sted.

Man kan ikke ifølge Løgstrup som sådan beslutte sig for at være et barmhjertigt menneske og have barmhjertighed som et konstant karaktertræk, men man kan være barmhjertig ved at sige ja til barmhjertigheden, når den melder sig som spontan livsytring, som mulighed, i en given situation.

Løgstrup og Den etiske fordring

Løgstrup kom med værket Den etiske fordring fra 1956 til at markere sig nationalt og internationalt som tænker. I værket beskriver Løgstrup et særligt etisk fænomen -en etisk fordring, som fordrer af mennesker, at de skal forholde sig til hinanden.

Løgstrups udgangspunkt var en kritik af en tendens i filosofi til med alt magt at skille religion og videnskab ad. Han skriver som programerklæring til værket, at det skal ses som:

"forsøget på rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse."

Pointen med det humane var vigtig for Løgstrup. Det var nemlig ikke et kristendomsforsvar, der var hans projekt. Værket skulle snarere ses som en humanistisk analyse af mellemmenneskelige relationer. Men altså en analyse, der skulle vise, at dét, som rent humant kunne vises, også kan findes i kristendommens og Jesu forkyndelse.

Den etiske fordring er tavs

Løgstrup tillægger den etiske fordringen række egenskaber. Den er tavs, radikal, ensidig og uopfyldelig. Den første egenskab, tavsheden, må ses i nødvendigt samspil med den tillid, vi som mennesker har til hinanden.

Løgstrup formulerer det i en sætning, der på mange måde er blevet symbol på hans etik:

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."

Den tillid, som der her tales om, ligger forud for ethvert mellemmenneskeligt møde, siger Løgstrup. Det er karakteriseret som gensidig afhængighed, interdependens.

Desværre opdager vi den først, når den skuffes, og vi bryder tilliden til hinanden. Grunden til dette er, at vi aldrig kan få at vide, hvad der forventes af os af de andre - hvad der fordres af os.

Vi må selv fra situation til situation afkode det fordrede - selv opdage fordringen. Derfor, siger Løgstrup, er fordringen tavs.

Den etiske fordring er radikal

At vi selv må finde ud af, hvad der fordres af os, giver os også et ansvar. Derfor siger Løgstrup, at fordringen er radikal. Det radikale består i, at den må lydes uselvisk. Den angår den måde, hvorpå den enkelte varetager den andens liv i mødet med ham eller hende. Den går ud på at gøre, hvad der efter ens egen overbevisning tjener den anden bedst.

At fordringen ikke kan udtales af den anden, fordi den er tavs, betyder også, at den anden i en vis forstand er i min magt. Magten over den anden, siger Løgstrup, ses i, at det er op til mig, om jeg vil tjene eller ødelægge den anden, om jeg vil den anden eller mig selv.

Fordringen er også radikal, fordi den burde være overflødig. Den er der, fordi vi ikke af os selv handlede, som vi skulle.

Den etiske fordring er ensidig

Et tredje, særligt træk ved den etiske fordringfinder man i, at vi i forholdet til hinanden er udleveret til hinanden, siger Løgstrup. Vi har på den måde magt over hinanden, men vi kan ikke sige noget om, hvordan den anden varetager denne magt.

Fordringen var jo også tavs, og vi kan derfor heller ikke formulere den for den anden. Derfor er fordringen ikke gensidig, men ensidig, siger Løgstrup.

Ensidigheden betyder en livsforståelse, hvor vi må tage vores liv som skænket os, som en gave. Fordi livet og alt, hvad det indebærer, er os skænket, kan vi ikke kræve en modfordring hos den anden.

Vi kan med andre ord ikke forvente, at den anden gengælder vores handling. Fordringen har derfor kun en retning - det er mig og kun mig, den fordrer noget af.

Den etiske fordring er uopfyldelig

Den sidste og nok mest bemærkelsesværdige egenskab ved den etiske fordring er dens uopfyldelighed.

Vi har nu set, at fordringen må være tavs, radikal og ensidig, men den er altså også uopfyldelig.

Vi er som mennesker henvist til at leve med hinanden i udleverethed til hinanden. Men vi er selviske, siger Løgstrup, vi vil selv være ophav til vores liv, og det gør det umuligt for os helt at overgive os i hinandens varetægt.

Det var radikalt ved fordringen, at den egentlig ikke burde være der, men er det, fordi den tillid, som var grundlæggende for mellemmenneskelige relationer skuffes. Opsamlende betyder dette, at mennesket i kraft af sin selviskhed gør fordringen uopfyldelig. Fordi tilliden netop ikke var der, ikke fremstod i situationen, må den fordres af os.

Det er med andre ord menneskets egen skyld på grund menneskets autonomisering af tilværelsen, at fordringen ikke opfyldes.

Løgstrup: Der findes ingen særlig kristeligt etik

Løgstrup indleder Den etiske fordring med at erklære, at han vil foretage en human analyse af den fordring, som man møder i Jesu forkyndelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt man finder kimen til fordringen i kristendommen, falder derfor naturligt. Er den fordring, Løgstrup taler om, nemlig ikke bare det samme som det, Jesus anviser i kristendommen? Nej, svarer Løgstrup.

Gennem hele Løgstrups forfatterskab spiller det en afgørende rolle, at vi som mennesker er givet livet.

Vi så med det ensidige ved fordringen, at mennesket slet ikke kan kræve en modfordring hos den anden, fordi det i udgangspunktet er foræret livet ganske gratis. Forholdet gør, at der ikke kræves og ikke kan kræves nogen gengældelse. Det er op til os selv at varetage den andens liv på den måde, vi finder bedst i situationen - ligesom det er op til den anden at varetage vores.

Løgstrup skriver det naturligt ind i en kristen forståelsesramme som det, man taler om, når man ser livet som noget skabt. I kristendommen er livet nemlig også skænket mennesket ganske gratis.

I denne sammenhæng anvender han Luther til at tale om en distinktion mellem nogetspecifikt kristeligtog nogetuniverselti kristendommen. Det specifikke er, at Gud findes med Jesus i evangeliet. Det universelle er, at vi alle har med Gud at gøre, ved at være skabt af Gud, og ved at verden opretholdes af Gud.

Når Jesus forkynder i evangeliet med lignelser og fortællinger, er der tale om at give den fordring ord, der som kendetegn er tavs. Derfor er forkyndelserne også uhåndterlige, skriver Løgstrup. De fortællinger, som vi møder hos Jesus kan nemlig ikke systematiseres og anvise eller moralsk foreskrive, hvilke handlinger, man skal og ikke skal udøve. Fordringen er ikke specifik hos Jesus. Fordringen er nemlig Guds.

Gud fordrer ikke andet end, hvad han selv giver. Hvad vi ikke skylder Gud, skylder vi ikke næsten, skriver Løgstrup. Gud forlanger ikke noget til gengæld. Det er det universelle i kristendommen, konkluderer Løgstrup. Fordringen skal minde os om at vi har den andens liv i vores hænder.

Hvorfor findes der ingen kristelig etik?

Fordi fordringen er universel, kan den aldrig give specifikt kristelige anvisninger til, hvordan vi møder det andet menneske.

Løgstrup påpeger, at det indimellem sker, at sådanne særlige anvisninger bliver givet i form af bestemte moralske handlingspåbud, hvor Gud bliver argumentet for bestemte handlinger. Problemet er, mener Løgstrup, at man netop herved bryder fordringens tavshed og fjerner mennesket fra det eget ansvar, det er at have den andens liv i hånden.

Når politiske eller moralsk-etiske overvejelser afgøres ud fra et eller andet specifikt kristeligt anvist, forenkles nemlig problemet med de afgørende overvejelser.

Den kristne sidder med favnen fuld af betragtninger, der er ligeså rigtige, som de er intetsigende, ligeså smukke, som de er banale, medens han overlader alle vanskelighederne til de ikke-kristne, slutter Løgstrup.

At kristendommen minder os om fordringen, er dog ganske klart hos Løgstrup. Den fordring, kristendommen taler om, er der bare til alle mennesker allerede. For den kristne er den givet alle af Gud, for den ikke-kristne af livet selv.

Denne artikel er første gang skrevet 1. oktober 2008. Senest opdateret 23. november 2017.

K.E. Løgstrup fik afvist sin doktordisputats flere gange, fordi den blandt teologer blev betragtet som filosofi, og blandt filosoffer blev betragtet som teologi. Foto: ritzau
Privat var Knud Ejler Løgstrup gift med Rosemarie Løgstrup, som han på billedet ses sammen med. Foto: Scanpix
K.E. Løgstrup er blevet verdensberømt for værket Den etiske fordring og sine tanker om de suveræne livsytringer og for formuleringen om, at et menneske aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at det holder noget af dets liv i sine hænder. Hans teologi har vundet udbredelse langt uden for de teologiske mure - ikke mindst er han blevet en inspirationskilde for folk, der arbejder med mennesker, nemlig inden for pædagogik og sygepleje. Tegning: Rasmus Juul
Løgstrup tilhørte en tid præget af sekulariseringen. Han forsøgte derfor at skabe en teologi til det ikke-religiøse menneske. Foto: ritzau