LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Klassiker

Hvem var Kaj Munk?

Kaj Munk var et lidenskabeligt menneske, med stærkt polemiske holdninger, der gjorde ham til en omstridt person. (Arkivfoto) Foto: Arkivfoto

Kaj Munk var sognepræst, dramatiker og kritiker af nazismen og jødeforfølgelserne. Han blev myrdet af den tyske besættelsesmagt i 1944

Kaj Munk havde gennem 1930'erne og 40'erne en utrolig stærk gennemslagskraft. Hans dramaer og holdninger til de nye diktaturer i Europa skabte strid om hans person. Jødeforfølgelserne og Danmarks besættelse gjorde ham til en modig kritiker af nazismen. Han blev brutalt myrdet af den tyske besættelsesmagt den 4. januar 1944.

Kaj Munks vel nok mest populære tekst er sangen om den blå anemone, hvor det i 2. vers hedder:

På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø,
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
Den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
Jeg ser den aldring mer

I verset fortæller Kaj Munk om sit udgangspunkt, Lolland, hvor han blev født i 1898 og hans omplantning til det barske Vestjylland, hvor han blev præst i Vedersø sogn i 1924 og forblev indtil sin død i 1944.

Kaj Munks barndom og studietid

Det var i Maribo, at Kaj Munk så dagens lys. Men han mistede tidligt sine forældre. Faderen, der var garvermester døde kun et år efter drengens fødsel og moderen døde fire år efter.

Den lille Kaj blev nu adopteret af nogle fjerne slægtninge på Vestlolland, et husmandspar, som gav ham al deres kærlighed. Om barndomshjemmet skriver han da også: Du, mit lille barndomshjem, du har lært mig se det store, ja det største i det små.

Navnlig beundrede han sin stedmoder for hendes stærke vilje og handlekraft måske blev det inspirationen til hans senere optagethed af det stærke menneske og den kraftige leder. Men nok så vigtigt for Kaj Munks udvikling blev den stærke kristendom, som han mødte både i form af den indremissionske i hans hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen. Han blev overbevist om, at kristendom er dramaets religion, som han sagde senere. Og så blev han igennem sin opvækst overvist om, at han med sin lysende begavelse var skabt til noget stort.

Fra landsbyskolen kom han i realskolen i Maribo og derfra til gymnasiet i Nykøbing, hvorfra han blev student i 1917. Gymnasietiden skildrer han senere som en krisetid, hvor han pga. verdenskrigens rædsler, samt sin elskede bedstemors død kom i stærk tvivl om Guds retfærdighed og kærlighed. Denne spænding i sindet slår igennem i hans senere dramatiske værker.

Kaj Munk ville selvfølgelig læse teologi. Han boede på Regensen og havde embedet som klokker, hvilket udviklede ny sider af hans væsen, nemlig en påfaldende idérigdom og fantasi.

I 1924 stod han med en færdig teologisk udannelse og kunne søge præsteembede. Han søgte og fik embedet i det lille barske vestjyske sogn, Vedersø. Her blev hans dramatiske værker og digtning til. Her fandt han sin hustru. Og her forblev til sin død.

En omstridt dramatiker

Allerede i sin studietid havde Kaj Munk tumlet med skuespillet En idealist. Det blev efter nogle omskrivninger endelig antaget af Det Kgl. Teater til opførsel i 1928. Skuespillet handler om den jødiske konge, Herodes den Store, som uden hensyn forfølger sin mål. Hans yndlingshustru, Mariamme lader han myrde. Han gør oprør mod sin Gud. Men lider nederlag i forhold til den nyfødte frelser.

Det er et drama om magtens pris og magtens nederlag, men også om den stærke og handlekraftige fyrste. Hjertets renhed er at ville eet lod Kaj Munk stå som motto for dramaets bogudgave.

Dramaet afspejler tydeligt Kaj Munks optagethed af det kaos, som fulgte efter 1. Verdenskrig. Demokratierne magtede ikke at skabe nye levedygtige nationer, mente Kaj Munk. Kun den stærke leder, idealisten var svaret på Europas fremtid.

Mens Kaj Munk ventede på, at En idealist skulle blive antaget, skrev han på sit skuespil om miraklets mulighed, nemlig Ordet. Måske er det gymnasieårenes krise, der igen melder sig i skuespillets handlingsforløb, hvor den unge gårdsmandskone, Inger, dør. Hendes mand er dybt fortvivlet og mister sin barnetro på en kærlighedens Gud.

Men miraklet sker, Inger opvækkes fra døden af den gale Johannes, der tro han er Jesus. Med Ingers lille datter ved hånden, der beder fadervor ved morens dødsleje, sker miraklet. For Gud er alt muligt, vil kaj Munk sige.

Opførselen af En idealist blev i første omgang en fiasko. Men Kaj Munk arbejdede stædigt på succesen

I de følgende år fulgte nu en række store dramaer med historiske temaer. Det drejer sig om Cant (1931), som blev godt modtaget. Det var drama om den engelske konge Henrik d. 8. og hans forelskelse i Anne Borleyn. Og så er der dramaet med baggrund i den puniske krig, Før Cannae (1943), der tydeligt nok var en kommentar til Hitlers forsøg på at overtage magten i Europa. Dramaet koncentrerer sig om samtalen mellem den romerske hærfører Fabius Maximus og den puniske hærfører Hannibal aftenen før det afgørende slag (216 f. Kr.).

Fabius forsøger forhandling, men Hannibal vil kun en militær løsning. Men Fabius påpeger, at Hannibals drøm om at erobre Rom kun vil føre til lidelse og hans eget endeligt. Og Fabius slutter samtalen: Så kondolerer jeg dig med sejren i morgen.

Ved siden af de store dramaer skrev Kaj Munk også lettere og mere hverdagsnære stykker. Udover Ordet skrev han i sin venten på antagelsen af En idealist også stykket Kærlighed (1926) om den hemmelige forelskelse mellem en vestjysk gårdmandskone og sognets unge, men dødsmærkede præst. Skuespillene I Brændingen og Havet og menneskene - begge fra 1929 henter også deres handling fra det vestjyske. Med Han sidder ved smeltediglen (1938) gik Kaj Munk til angreb på nazismens raceteorier.

Kaj Munks alsidighed og flid gav sig i øvrigt udtryk en række artikler i dagbladene. Han skrev en erindringsbog, Foråret så sagte kommer (1942), digte og sange, hvoraf Den blå anemone fra 1943 blev folkeeje. Hertil kom bibelske fortællinger for børn m.v.

Offer for besættelsesmagten

I 1933 hilste Kaj Munk Hitlers magtovertagelse velkommen. For Kaj Munk var han den mand, der kunne redde det tyske folk fra kaos. Selv tog han til Berlin for at overvære Hitlers åbning af rigsdagen i marts 1933.

Han vendte dog i løbet af 1930erne sin begejstring til direkte kritik, da han så konsekvenserne af Hitlers diktatur. Navnlig var han chokeret over jødeforfølgelserne og opfordrede i et åbent brev i dagspressen Europas anden diktator, Mussolini, til at standse Hitler. Det vakte postyr. For hvad lignede det at henvende sig til en anden fascistisk diktator! Mussolini gav da heller ikke noget svar og Kaj Munk skrev:

Jeg ved ikke, hvormeget der skal til for at rokke en diktator. Men jeg ved at sandheden skal siges..

Sin modstand mod den tyske besættelsesmagt kom i første omgang om svagt til orde i skuespillet Egelykke (1940), der handler om Grundtvigs første forelskelse, men først og fremmest om hans opfattelse af danskheden.

Tydeligere blev stemmen i skuespillet Niels Ebbesen (1942), hvori Niels Ebbesen fremstilles som den tøvende og besindige nøler, som imidlertid tager stridshandsken på af angst for ikke at handle og gøre det nødvendige. Og det nødvendige gør han, idet han dræber tyrannen grev Gert. Ironisk lader Kaj Munk grev Gert anklage det danske folk:

I afskyr kamp for det store, men er lystne nok til kiv i det små, uden sammenhold, uden alvor, madkære, selvglade.

Kaj Munks åbenlyse kritik af den danske samarbejdspolitik og de tyske overgreb blev hans skæbne. Natten mellem den 4. og 5. januar 1944 blev han hentet i sin præstegård og skudt ned i Hørbylunde vest for Silkeborg.

I en prædiken i Vor Frue Kirke i København sagde Kaj Munk en måned før sin død:

Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.