Kong David (omkring 1000 f.Kr.)

Adventstiden markerer forventningen om Jesu fødsel som Messias. Nogle af profetierne om Messias kalder ham for Davids søn. Men hvem var denne David?

David, der levede omkring 1000 f.Kr., er en af de mest kendte personer i Det Gamle Testamente. Han var den anden konge over Israel og regerede i 40 år, hvor han formåede at holde sammen på sit land og forsvare sig mod fjender indefra og udefra. Jøderne betragtede ham dengang og i dag som den ideelle konge.

Han anses også som profet og digter. Han har lagt navn til de fleste af Bibelens salmer, og ifølge beretningerne om ham var han en ivrig sanger og citer-spiller. Der var ellers ingen, der havde regnet med, at David skulle blive til noget særligt, da han blev født.

Historikere strides dog om, hvor meget af beretningerne om David, der er historisk korrekte. I de senere år er der kommet en del arkæologiske fund, som ser ud til at bekræfte, at David var en stor konge i Israel. Men uanset hvad står det fast, at David har haft en enorm betydning for eftertiden, både i jødedommen, kristendommen og andre religioner og kulturer.

Mange af de mest kendte beretninger i Det Gamle Testamente omhandler kong David. Det gælder bl.a. historierne om David og Goliat, David og Saul og David og Batseba.

Et uventet besøg

Davids far hed Isaj og var en helt almindelig bonde fra landsbyen Betlehem. Han havde otte sønner, af hvilke David var den yngste. En dag kom den berømte profet Samuel pludselig på besøg i Betlehem. Han indbød Isaj og hans sønner til at deltage i en ofring, men han havde en bagtanke: Gud havde givet ham besked på, at én af Isajs sønner skulle salves til konge af Israel. Den gamle konge, Saul, havde nemlig vendt Gud ryggen og var blevet en dårlig konge. Der havde ellers været store forventninger til ham, da Samuel salvede ham som Israels første konge nogensinde.

Isaj var glad for Samuels invitation og tog alle sine syv voksne sønner med, mens han lod den yngste, David, blive hjemme og passe fårene. Samuel var meget imponeret af Isajs høje, flotte sønner, men idet han gennemgik alle syv, sagde Gud, at det ikke var nogen af dem, der skulle salves til konge. Samuel måtte spørge Isaj, om han ikke havde flere sønner. Så blev der sendt bud efter den yngste søn, David, som der ellers ikke var nogen, der regnede med.

Da Samuel så David, lod Gud ham vide, at det var ham, der skulle salves til konge. Så salvede Samuel David med olie. Dette var den almindelige måde at vise, at en person var udset til at være konge. Det hebraiske ordMessias (og det græskeKristus) betyder salvet. Når jøderne senere hen forventede en Messias, så var det også en form for kongeskikkelse.

Saul vidste ikke noget om salvelsen af David og blev ved med at regere nogle år endnu. Men på et tidspunkt kom han i kontakt med David, fordi han havde brug for en citerspiller til at berolige sig. En af hans tjenere foreslog at hyre David, og Saul blev meget godt tilfreds med David.

Lige i panden

Israelitterne lå i krig med deres nabofolk filistrene. Filistrene sendte en hær mod Israel, og kong Saul sendte Israels hær ud for at møde dem på slagmarken. I filistrenes hær var der især én kriger, som var kendt og frygtet af alle. Han hed Goliat og var en kæmpe på over to meters højde. Han stillede sig hver dag frem foran israelitterne og udfordrede dem til at finde en mand, der kunne kæmpe med ham i en tvekamp.

Der var ingen, der turde kæmpe mod Goliat, og det hånede han dem for. Men en dag kom den unge David til hærens lejr for at bringe friske forsyninger til sine tre ældste brødre, som var soldater i hæren. Han så Goliat stå frem og udfordre israelitterne, og han så, hvor bange alle blev for ham. Men han hørte også, at den, der kunne slå Goliat i tvekamp ville få en stor belønning af kong Saul: rigdom, frihed og Sauls egen datter.

Det blev bemærket, at David var meget interesseret i at høre om denne belønning, men både hans ældste bror Eliab og kong Saul gav ham besked på, at han kunne glemme alt om at kæmpe mod Goliat. Han var jo bare en dreng. Alligevel fik David overbevist Saul om, at når han som hyrde kunne kæmpe mod løver og bjørne, så kunne han også kæmpe mod Goliat.

Saul gav David sin egen rustning på, men den kunne han slet ikke bevæge sig i. I stedet for tog David kun sin stav og sin stenslynge med til kampen. David stolede på, at Gud var med ham i kampen, og mod alle odds lykkedes det ham at ramme en sten lige i panden på Goliat, så han faldt om og døde.

Magtkampen

Tvekampen mod Goliat blev begyndelsen på Davids berømmelse, men også på Sauls misundelse mod David. En lang historie fulgte, som man kan læse om i Første Samuelsbog 18-31. Kort fortalt forsøgte Saul at slå David ihjel, så David til sidst blev nødt til at flygte til filistrenes land og komme i filisterkongens tjeneste. Så førte David en filisterhær mod Saul. Da Saul indså, at han ville tabe, begik han selvmord.

Efter Sauls død blev David konge og regerede i 40 år. Undervejs måtte han dog kæmpe for at beholde magten flere gange, bl.a. mod sin egen søn Absalom.

En uimodståelig fristelse

En af de mest berømte historier fra Davids tid som konge handler om en smuk kvinde ved navn Batseba. Det er en historie, som viser, at selv om David i det store hele var en god konge, så var han ikke fejlfri.

David var kommet til at se Batseba i badet, da han en aften stod på sit tag og kiggede ud over byen. David kunne ikke modstå fristelsen, så han sendte bud efter hende. David gik i seng med hende uden at spørge hendes mand, som ikke var hjemme, eller for den sags skyld hende selv om lov.

Der skete imidlertid det lidt uheldige, at Batseba var blevet gravid. David tænkte, at det nok skulle gå, hvis bare han kunne få Batsebas mand, Urias, til at komme hjem på orlov fra hæren og gå i seng med sin kone. Så ville Urias jo tro, at han selv var far til barnet. Urias mødte op hos David, som opfordrede ham til at gå hjem til sin kone, men Urias var solidarisk med sine kammerater og gik ikke hjem. David prøvede at drikke ham fuld, men det nyttede heller ikke.

En dårlig løsning

Nu var David i en alvorlig knibe, så han mente ikke, han havde anden udvej end at sørge for, at Urias blev slået ihjel. Så da han sendte Urias tilbage til hæren, fik han et brev med til hærføreren Joab, som gav ordre til, at Urias skulle sættes i forreste linje og lades i stikken, så der var størst mulig sandsynlighed for, at han ville dø. Det gjorde han også, og siden har man kaldt sådan en udsat post for en uriaspost.

David mente nu, at sagen var klaret, men Gud sendte profeten Natan til ham for at overbevise ham om det modsatte. Da David blev klar over, hvor galt det, han havde gjort, var, bekendte han sin synd, men den fik stadig konsekvenser: David og Batsebas søn døde syv dage efter fødslen.

David levede mange år endnu. Han førte talrige krige for Israel, men døde ikke i nogen af dem. Han døde fredeligt af alderdom i sin seng, og da han var død, blev hans søn Salomo konge efter ham. Salomo var den sidste konge, som kunne holde sammen på hele riget. Efter hans død blev riget delt, men Davids efterkommere regerede stadig over den sydlige del af riget, Juda, i flere hundrede år, indtil deres land blev erobret af babylonerkongen Nebukadnesar i 597 f.Kr.

Davids søn

Omkring 1000 år efter Davids død var der blandt jøderne en tæt atmosfære af forventning om en Davids søn: Messias. Jødernes land var under romersk herredømme, og man længtes tilbage mod fortidens store idealkonge. Man læste profetierne i Esajas' Bog kapitel 11 om en efterkommer af David, som skulle oprette et evigt fredsrige.

På den tid stod en af Davids efterkommere frem som prædikant. Han var Jesus fra Nazaret, og mange anså ham for at være den ventede Davids søn. Han skuffede dog jødernes forventninger. Han rejste til Jerusalem, og i stedet for at blive kronet til konge og smide romerne ud blev han henrettet som en gemen forbryder. Men da han åbenbarede sig som den opstandne for sine tilhængere, blev tilhængerne overbevist om, at Davids søns rige var noget helt andet, end de havde forventet: et evigt, himmelsk rige, ikke en konkret, politisk stat på jorden.