Mother Teresa (1910-1997)

Den spinkle nonne i den hvide sari er blevet hyldet og kritiseret for sit arbejde med verdens fattige. For nogle er hun et næstekærligt ikon, mens andre anser hendes verdensomspændende organisation for at bygge på et hyklerisk grundlag

Agnes Gonxha Bojaxhiu blev født den 26. august 1910 i Skopje, Makedonien, i en familie, hvor der herskede en inderlig katolsk fromhed. Familien bad ofte sammen og sørgede for at gå til morgenmesse, ligesom man så det som en kristen pligt, at tage sig af dem der var fattigere end en selv. Trods denne opdragelse lå det ikke i kortene, at den lille pige skulle ende som verdenskendt nobelpristager og talerør for verdens fattigste.

Som 18-årig forlod hun sit hjem, fordi hun ville være missionær i Indien. Hendes lyst til at tjene næsten overskyggende den kendsgerning, at hun måtte tage definitivt afsked med sin familie. Hun måtte ud i verden og søgte optagelse i en irsk nonneorden, der virkede i Indien.

I 1929 blev Agnes optaget som novice i Lorento-ordenen og tog navnet Teresa efter en karmelittersøster, der havde levet i et kloster i Lisieux. Denne søster havde inspireret den senere Mother Teresa med sine tanker om "den lille vej": At tjene Gud ved at gøre det mest trivielle arbejde så godt som muligt - og at være glad og munter, mens man gør det.

I 1931 aflagde hun sine første løfter til ordenen, der vægtede fattigdom, kyskhed og lydighed. Hun rejste til Loretosøstrenes ejendom i et af Calcuttas slumkvarterer, hvor hun startede sit virke som underviser og senere som leder af klosterets skole og som hjælper på hospitalet.

I klosteret levede hun i 19 år en tilbagetrukket og beskyttet tilværelse, afskærmet fra al den fattigdom, der fandtes på den anden side af klosterets port, men denne æra sluttede for søster Teresa efter en spirituel oplevelse på en rejse til bjergene med ordenen.

Hvert år tog søstrene på en retræte i bjergene, og året 1946 var ingen undtagelse. For Søster Teresa fik denne rejse afgørende betydning, for det var her hun fik, hvad hun selv betegnede som sit "kald i kaldet". Hun fik en uomtvistelig fornemmelse af, at Gud havde nye planer for hende, og at hun for at følge disse, måtte bevæge sig ud blandt Calcuttas fattigste i slumkvartererne for at arbejde der. Som en årlig tilbagevendende begivenhed, fejrer man i Mother Teresas orden denne dag, som bliver kaldt "inspirationsdagen".

Hun brændte for at komme i gang og henvendte sig straks til ærkebiskoppen for at få planerne godkendt. Han havde dog ikke til sinds at efterkomme hendes ønsker med det samme, og 1947 blev således et år i venteposition for Søster Teresa. Der var tvivlsomt, om hun kunne få lov til at virke uden for klosterets mure uden at opgive sine nonneløfter, hvilket hun ikke havde nogen intentioner om at gøre. Men da året var omme, fik hun tilladelsen, og kunne forlade ordenen med mulighed for at vende tilbage i tilfælde af, at hun ikke kunne realisere sit kald.

Det første, hun gjorde, var at udskifte den omfangsrige europæiske nonnedragt med en sari i lighed med de simple og mere praktiske sarier, som de fattige kvinder gik klædt i. Den hvide bomuldssari med den blå kant er i dag den velkendte ordensdragt, man ser nonnerne fra Mother Teresas orden "Missionarys of charity" bære.

Efter en periode med oplæring i sygepleje og fødselshjælp var søster Teresa klar til at begive sig ud blandt Calcuttas fattige for at tilbyde sin hjælp, hvor hun kunne. Hun var 38 år, havde stort set ingen midler og intet sted at bo, men kastede sig alligevel ud i den opgave, hun følte sig kaldet til.

Uden lokaler, borde eller kridt og tavle begyndte hun at undervise de fattigste børn i slumkvarteret. Med en pind skrev hun på jorden og kunne på den måde starte en skole. Hendes ambition var at redde så mange børn som muligt fra den analfabetisme, der her var normen, og som var medvirkende til en knugende fattigdom. For at skaffe mad til sultne, var hendes taktik at gå fra dør til dør og bede om rester som kunne undværes. Det var kendetegnende for hele hendes virke, at mad ikke var noget, der var råd til at spildes, og rester blev altid videregivet til de fattigste.

Når hun senere i livet blev hædret og modtog priser, frabad hun sig altid middage i forbindelse hermed, for i stedet at lade overfloden gå til dem, der trængte. Hun ledte selv et overmåde asketisk liv i overensstemmelse med de løfter hun aflagde i sine unge dage. Undede kun sig selv den mest nødvendige søvn og spiste helst kun ris og salt.

Hendes noget ukonventionelle måde at arbejde på, vakte kritik, men var også til inspiration for mange, der valgte at slutte sig til hendes ellers ensomme tjeneste. På den måde tog "Missionarys of charity" sin begyndelse.

I 1950 havde søster Terasa fået indisk statsborgerskab, og hendes fæller i tjenesten var efterhånden så mange, at man kunne tale om en egentlig orden. Hun formulerede deres regel og målsætning således: "Fattigdom, kyskhed, lydighed, og en helhjertet og fri tjeneste af de fattigste af de fattige". Ordensreglen blev godkendt af den katolske kirke og stadfæstet af paven. Fra dette tidspunkt kunne søster Teresa med rette kalde sig mother Teresa.

Enhver sjæl havde den største betydning for mother Teresa, og hun lagde vægt på at søstrenes største mission i livet skulle være at: "søge efter de fattigste, de forladte, de døende, de håbløse, de fortabte, de udstødte i byer og landsbyer over hele verden og tilbyde dem hjælp, flittigt besøge dem og leve Kristi kærlighed for dem ..."

I de følgende år voksede organisationen og bredte sig verden over. Det første hjem åbnede søstrene 1952, og i 1960 fandtes der 25 hjem for fattige i Indien. I 1988 var 70.000 mennesker i verden medarbejdere på mother Teresas projekt, der stadig den dag i dag er en levende og livgivende organisation.

I 1971 blev Mother Teresa tildelt Johannes XXIII's fredspris. Andre priser og anerkendelser af hendes virke fulgte efter. I 1979 tog hun til Oslo, hvor hun modtog Nobels fredspris. Hun modtog den med glæde, ikke fordi hun selv fik prisen, som hun i sin tale erklærede sig uværdig til, men fordi hun kunne modtage udmærkelsen i de fattiges navn.

Pengene, der fulgte med prisen, blev brugt til at brødføde og huse de fattigste af de fattige. Den officielle festmiddag bad hun om at få aflyst, så pengene kunne bruges til hendes børnehjem, hjem for narkomaner, prostituerede, mishandlende kvinder, skoler for fattige børn og hospicer for aidsramte - som hendes organisation havde åbnet verden over.

I 1996 fik mother Teresa et alvorligt hjerteslag, der tog hårdt på den efterhånden aldrende nonne. Derfor valgte man en ny generalpriorinde, som fik mother Teresas velsignelse.

På spørgsmålet om, hvad der dog skulle blive af ordenen uden mother Teresa, svarede hun: "Lad mig nu dø først, så skal Gud nok sørge for dét. Han finder én, der er mere hjælpeløs, mere håbløs end mig, som han kan sætte til at gøre sit arbejde." 

Siden Mother Theresa modtog Nobels Fredspris, er hendes arbejde med fattige gentagne gange blevet kritiseret. Hendes omdømme er blevet undergravet af rygter om misbrug af de enorme summer, hendes organisation modtog, dårlig medicinsk behandling og upassende mission i de institutioner, hun havde grundlagt.

Blandt andet lavede den engelske forfatter Christopher Hitchens sammen med den britisk-pakistanske journalist Tariq Ali i 1994 en særdeles kritisk dokumentar om Mother Teresa med titlen ”Helvedes Engel”.

Herfra er især ét citat fra den katolske nonne blevet berømt: "Der er noget smukt ved at se fattige acceptere deres lod, at lide ligesom Kristus' passion. Verden modtager meget fra deres lidelser."

I 1997 døde mother Teresa, 87 år gammel. Hun blev stedt til hvile i Missionarys of charity's moderhus i Indien, hvor hendes grav hurtigt blev et mål for pilgrimme.

I 1999 indledtes processen for hendes saligkåring. Usædvanligt, fordi der normalt skal gå fem år fra dødsdagen til sådan en proces startes. Ikke desto mindre blev hun saligkåret i 2003, og hendes dødsdag den 5. september blev udnævnt til officiel festdag.