Baggrund: Hvem var præsten N.F.S. Grundtvig?

N.F.S. Grundtvig har haft indflydelse på det danske undervisningssystem, folkehøjskolerne, ordninger som valgmenigheder og sognebåndsløsning. Han var med i den forsamling, der skrev Danmarks Grundlov, og så har han sat sit præg på den danske salmeskat. Tegning: Morten Voigt

Grundtvig er en af de personer, der har haft størst betydning for dansk kirkelig og national identitet, og han har skrevet flere salmer til Den Danske Salmebog end nogen anden. Men hvem var han egentlig? Læs om hans liv og virke her

Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) er kendt som en Danmarks store landsfædre og salmedigtere. Han er den, der har skrevet allerflest salmer til Den Danske Salmebog, og derudover har han også oversat eller bearbejdet en række ældre salmer.

Faktisk er næsten en tredjedel af salmerne i salmebogen enten digtet eller gendigtet af Grundtvig. Salmer som "Dejlig er den himmel blå", "I al sin glans nu stråler solen", "Nu falmer skoven trindt om land"og utallige andre er blevet folkeeje.

Også på mange andre områder gjorde Grundtvig sig bemærket. Han satte et afgørende præg på det danske undervisningssystem med sine tanker om folkeoplysning, der blandt andet førte til oprettelsen af folkehøjskolerne.

Han fik afgørende betydning for udviklingen af folkekirken og dens rummelighed med ordninger som valgmenigheder og sognebåndsløsning. Han var med i den forsamling, der skrev Danmarks Grundlov, hvor han især arbejdede for religionsfriheden til gengæld var han skeptisk over for selve folkestyret.

Ikke sjældent hører man i den offentlige debat henvisninger til Grundtvig. Han er et vigtigt pejlemærke for dansk identitet og ikke mindst for folkekirkelig indentitet. Men han måtte gå mange personlige udviklinger igennem, før han blev den, som han i dag er kendt for at være.

Den unge Grundtvig

Grundtvig blev født den 8. september 1783 i Udby præstegård ved Vordingborg. Han blev født ind i en gammel præsteslægt, og både N.F.S. Grundtvig og hans storebror Otto valgte da også at følge i forfædrenes fodspor og blive præster. Resten af søskendeflokken på fem døde, mens de var unge.

Selv om den unge N.F.S. Grundtvig altså fulgte familiens tradition og påbegyndte teologistudiet i år 1800, havde han på dette tidspunkt mistet sine forældres kristne tro til fordel for en stærk interesse i nordisk mytologi, historie og den nyeste tyske filosofi.

Efter tre år på universitetet i København bestod Grundtvig teologistudiet med højeste udmærkelse, selv om han egentlig ikke havde interesseret sig spor for dette studium. Han ville gerne være blevet boende blandt sine venner i København, men for at forsørge sig selv blev han nødt til at tage en stilling som huslærer på herregården Egeløkke på Langeland.

På herregården blev Grundtvig grebet af en af tidens store modediller blandt unge mænd: han blev ulykkeligt forelsket i en uopnåelig kvinde, nemlig selveste herregårdens frue. Goethes tragiske roman om Den unge Werthers lidelservar skyld i denne dille og havde trukket et spor af romantisk ulykkelige unge mænd gennem Europa. Nogle af dem begik endda selvmord ligesom bogens Werther, men så galt gik det dog ikke for Grundtvig.

Kirkelivet på Langeland var temmelig slunkent, så den unge Grundtvig fik frit spil til at benytte sig af kirkernes prædikestole. Her prædikede han til at begynde med et moralsk budskab, der var mere præget af oplysningstidens rationalismeend af almindelig kristendom, men gennem sine egne prædikener kom Grundtvig også til at tænke dybere over indholdet af den kristne tro og bevægede sig dermed tættere på fædrenes traditionelle kristendom.

I denne periode fordybede Grundtvig sig endnu mere i den nordiske mytologi. Hans første bøger kom til at handle om dette emne. Han fandt også efterhånden ud af, at denne interesse ikke behøvede at være i konflikt med kristendommen.

Grundtvig i kamp for kristen tro

I 1808 fik Grundtvig mulighed for at vende tilbage til København, hvor han fik en stilling som historielærer. Efter et par år var faderen hjemme i Udby imidlertid blevet så gammel og svagelig, at han ikke længere kunne overkomme arbejdet som sognepræst. På den tid var der imidlertid ikke mulighed for at blive pensioneret, så der var brug for den unge Grundtvig som kapellan (hjælpepræst) i Udby.

For at kunne blive ordinerettil præst måtte han holde en såkaldt dimisprædiken som prøve på sine evner som prædikant. Hvor langt Grundtvig på dette tidspunkt var nået i sin religiøse udvikling, kan vi se ud af denne prædiken, som senere blev udgivet under titlen "Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?" Heri angreb han samtidens præster for at have givet efter for rationalismen og opgivet den rene kristne lære.

Udgivelsen af dimisprædikenen vakte stor forargelse blandt de præster, den var møntet på, og de forlangte, at Grundtvig skulle irettesættes af universitetets ledelse. Denne irettesættelse blev dog meget lempelig, men alligevel tog Grundtvig sagen meget tungt. Grundtvig oplevede en personlig vækkelse, og han indså for alvor, hvor meget hele kirken havde brug for en sådan vækkelse, en ny reformation.

Grundtvig tøvede dog stadig med at rejse fra København til Udby for at blive kapellan. Han tvivlede fortsat på, hvorvidt han var en rigtig kristen. Desuden var han blevet syg på grund af alt postyret omkring dimisprædikenen kombineret med sin voldsomme personlige og religiøse udvikling.

Efterhånden kom han sig dog så af både sygdommen og anfægtelserne, og i 1811 blev han ordineret til præst og kom tilbage til Udby. Det berettes, at man aldrig havde oplevet en mere ivrig og personligt bevæget præst der på egnen.

Faderens død og rejsen tilbage til København

Faderen døde allerede efter to år, i 1813, og N.F.S. Grundtvig søgte om at overtage hans embede i Udby. Han fik dog ikke stillingen, da der stadig var mange inden for kirken, der nærede stor mistro til ham på grund af dimisprædikenen.

I stedet vendte han tilbage til København og slog sig ned som digter og forfatter. Dette blev en særdeles produktiv periode i Grundtvigs forfatterskab, hvor han skrev om historie, samfundsforhold og mytologi. At skrive salmer kom han dog først for alvor i gang med nogle år senere.

I 1821 fik Grundtvig igen embede som præst denne gang i Præstø. Allerede året efter fik han et nyt præsteembede ved Vor Frelsers Kirke i København. Det var i løbet af sin tid som præst i Vor Frelsers Kirke, at Grundtvig udviklede sin helt særlige idé om, at den apostolske trosbekendelse var overleveret direkte fra Jesu egen mund til disciplene og videre op til nutiden. Den historiske rigtighed af denne idé er dog yderst tvivlsom, men ikke desto mindre fik den stor betydning for Grundtvig fremover.

Den unge teologiprofessor H.N. Clausen udgav i 1825 værket "Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus". Dette værk var stærkt præget af rationalismen og gav udtryk for den opfattelse, at Bibelen og den kristne lære er for vag og vanskelig at forstå for almindelige mennesker. Kun teologer og præster kan udlægge læren rigtigt, og lægfolketmå derfor overlade forståelsen til dem, mente Clausen.

Grundtvig blev både vred over Clausens umyndiggørelse af det almindelige lægfolk og over hans fravigelse af traditionelle kristne troslæresætninger. Derfor udgav han samme år stridsskriftet "Kirkens Gienmæle",hvori han rettede voldsomme angreb mod Clausen og anbefalede ham enten at beklage sine falske lærdomme eller at opsige sin professorstilling og aflægge sig sit kristennavn.

Clausen ville ikke have disse anklager siddende på sig og anlagde en injuriesag mod Grundtvig. Desværre for Grundtvig holdt både den almindelige mening og domstolen med Clausen. Grundtvig blev nu sat under en streng censur, som kom til at vare i over ti år. Han blev dog ikke fyret fra sit præsteembede, men valgte selv at sige op i protest.

Den folkelige Grundtvig

Grundtvig brugte i de følgende år igen meget tid på at studere og skrive, ligesom han havde gjort, før han blev præst i Præstø. Han fik også lov til at fortsætte med at prædike, selv om han ikke måtte døbe eller uddele nadver. Det var i disse år, at hans enorme skare af tilhørere blev grundlagt.

Til sidst medførte Grundtvigs popularitet, at censuren i 1837 blev ophævet, og at han i 1839 fik et nyt præsteembede ved Vartov hospital. Vartov har lige siden var centrum for den grundtvigske bevægelse.

I 1844 blev verdens første folkehøjskole oprettet i Rødding i Nordslesvig. Det skete på Grundtvigs initiativ. I løbet af hans levetid blev der oprettet over 20 folkehøjskoler. Her skulle unge mennesker lære for livet og ikke for nogen bestemt eksamen eller profession. Disse tanker kom ikke kun til at præge højskolerne, men hele det danske skolesystem.

På sine gamle dage blev Grundtvig en meget folkelig og ligefrem landsfaderlig skikkelse. Han var et vigtigt medlem af den Grundlovsgivende Rigsforsamling og senere af Folketinget. I 1861 fik han tildelt ærestitlen som biskop i anledning af sit 50-årsjubilæum som præst.

Grundtvig døde stilfærdigt den 2. september 1872 under en uge før sin 89-års fødselsdag. Så sent som dagen før havde han som sædvanlig holdt gudstjeneste i Vartov. Grundtvigs kiste blev fulgt af et tusindtalligt begravelsesfølge. Som en tilfældigt forbipasserende bemærkede: "Han må have været en meget afholdt mand."

Endnu i dag er Grundtvig et navn, som er omgivet af stor respekt i Danmark. Ikke mindst hans salmer ser ikke ud til at få mindre betydning med årene. Man kan næppe gå til en gudstjeneste i den danske folkekirke uden at synge en Grundtvig-salme og oftest flere.