Biografi

Hvem var Sankt Nikolaus (ca. 280-350)?

Sankt Nikolaus var oprindeligt en græsk biskop, men er mest kendt for at blive identificeret som julemanden.

I dag er han måske mest kendt som julemanden, men han var oprindeligt en græsk biskop. Der er både forskelle og ligheder mellem Nikolaus og nutidens billede af julemanden

Hvem er manden bag julemandens store skæg?

Historisk set er det Sankt Nikolaus, som var biskop i den græske by Myra i det nuværende Tyrkiet.

Nikolaus var mærket af tortur efter mange års kristenforfølgelser, så der var nok ingen, der forestillede sig, at han mange år efter ville blive afbildet som en velnæret julemand. Og Nikolaus, som selv forærede familieformuen væk til de fattige, ville nok heller ikke kunne genkende sig selv som den julemand, der er hovedsymbolet på nutidens juleforbrugsfest.

Ikke desto mindre er Nikolaus altså forlægget for vor tids julemand. I mange lande kaldes julemanden da også ved navne, der kan føres tilbage til Nikolaus, f.eks. Sinterklaas i Holland eller Santa Claus i USA.

Ligesom vor tids julemand er Nikolaus kendt for at give gaver til børn. I hans tilfælde var der dog noget mere alvorligt på spil end den nyeste legetøjsracerbane eller barbiedukke. Det vidner de følgende historier om.

Hemmelighedsfuld velgører

En fattig mand i Myra havde tre døtre. Desværre var manden så fattig, at han ikke havde råd til at give sine døtre en medgift. Medgiften var nødvendig for at døtrene kunne blive gift, når de blev voksne. Hvis døtrene ikke kunne blive gift, var der næppe nogen anden mulighed, end at de måtte blive prostituerede for at kunne forsørge sig selv. Det plagede manden meget. Han var imidlertid også en meget stolt mand, selv om han var fattig. Ingen skulle komme og give ham penge som velgørenhed.

Biskop Nikolaus hørte om mandens problem og besluttede at hjælpe ham. Fordi manden ikke ville modtage penge, måtte Nikolaus give ham dem i al hemmelighed. Den mest enkle version af denne legende siger, at Nikolaus gik hen til mandens hus i ly af natten og kastede tre poser med guldmønter én pose for hver datter ind ad vinduet. Manden brugte mønterne som medgift, og døtrene blev gift og undgik prostitution.

Ifølge en mere udførlig beretning foregik Nikolaus' gavegivning over tre år: Hvert år, når en af døtrene var ved at nå myndighedsalderen, gik Nikolaus hen til mandens hus og kastede en pose guld ind ad vinduet. Det skete netop natten før, at pigen nåede den giftemodne alder.

Manden ville gerne vide, hvem det var, der gav ham pengene, så han udtænkte en plan. Natten før den tredje datter nåede myndighedsalderen, lagde han sig på lur ved vinduet for at afsløre den hemmelighedsfulde velgører.

Nikolaus hørte imidlertid om mandens plan, så i stedet for at kaste posen ind ad vinduet, kastede han den denne gang ned gennem skorstenen. Datteren havde netop vasket sine strømper og hængt dem til tørre over ildstedet. Posen med guld faldt ned gennem skorstenen og landede i en strømpe. Herfra er der selvfølgelig ikke langt til historierne om julemanden, der kravler ned gennem skorstenen julenat og putter gaver i de til lejligheden ophængte sokker.

Populær helgen

En anden legende om Nikolaus fortæller, at han engang reddede en sømand, der var faldet over bord, fra at drukne.

En tredje legende fortæller, at han genopvækkede tre børn, der var blevet slået ihjel af en grusom, kannibalsk slagter under en hungersnød.

På grund af alle disse legender betragtes han som skytshelgen for både søfolk, børn, fattige, pantelånere og mange andre. Nikolaus er i det hele taget en af de mest populære helgener i kristendommen. Det kan også ses af det store antal kirker, der er opkaldt efter ham. Alene i Danmark er der mere end 20 Sankt Nikolaj kirker.

Som altid med legender er det svært at sige, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er senere tiders fromme videredigtninger. Der er nok ingen tvivl om, at Nikolaus var en god og gavmild mand. Men han har også andre sider, som er mindre kendte.

Fængsel og tortur

På Nikolaus' tid stod den kristne kirke over for to store trusler, én udefra og én indefra: For det første var de kristne i perioder stærkt forfulgt af de romerske myndigheder på grund af deres religion. Under kejser Diocletian oplevede de de voldsomste kristenforfølgelser nogensinde (303-311). Mange kristne ledere blev fængslet og tortureret, også biskop Nikolaus.

For det andet var kirken truet af en intern splittelse. Den østlige del af kirken var splittet i to partier: Biskop Alexander af Alexandria og hans efterfølger Athanasius var hovedmændene i det ene parti. De hævdede at Jesus Kristus var både Gud og menneske på samme tid. Det andet parti blev anført af præsten Arius (også fra Alexandria). De benægtede at Kristus var Gud. De mente, at han kun var et menneske, om end et helt exceptionelt godt menneske.

For Alexander og Athanasius og deres tilhængere var det selve frelsen, der stor på spil. Kort fortalt mente de, at hvis ikke Kristus både er Gud og menneske, har han ikke magt til at frelse mennesker fra døden. Kristenforfølgelserne ophørte i 311, men tilbage stod denne splittelse. Den nye kristne kejser Konstantin indkaldte derfor alle verdens biskopper, inklusive biskop Nikolaus, til et stort møde i Nikæa, tæt på Myra.

Nikolaus i Nikæa

Beretningerne fra mødet fortæller os, at biskopperne ved mødet i Nikæa var et besynderligt syn. Mange var mærket af tortur fra forfølgelserne, nogle havde endog mistet arme eller ben. Også Nikolaus kom til mødet, og han var sikkert heller ikke uberørt af pinslerne. Men han holdt modet højt, for det var en vigtig sag, han var kommet for at støtte.

Nikolaus var overbevist om, at Alexander og Athanasius havde ret. Det var derfor afgørende for ham, at Arius' lære ikke fik lov at sejre. Nikolaus havde ikke kun omsorg for menneskers materielle nød, men også deres åndelige nød. Kun hvis Kristus var både Gud og menneske, kunne han befri menneskene fra deres åndelige nød.

I alt deltog omkring 300 biskopper fra hele den kendte verden i mødet. Diskussionerne endte med, at alle undtagen to blev enige om, at Kristus både er Gud og menneske. Alexanders, Athanasius' og Nikolaus' synspunkt havde sejret. Resultatet blev formuleringen af den nikænske trosbekendelse. Den er endnu i dag er en del af næsten alle kristne kirkers teologiske grundlag, også folkekirkens.

Biskoppen Nikolaus er senere blevet til julemanden, Santa Claus, der kommer med gaver til børnene. Maleri af Jurij Šubic. Foto: Wikimedia