LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Nikolaus Cusanus (1401-64)

Nikolaus von Kues. - Foto: Billede:Wwikimedia commons.

Filosoffen og teologen Nikolaus Cusanus var en af renæssancens største og mest originale tænkere

Egentlig var han hverken professionel filosof eller teolog, men jurist. Som tænker udgjorde han en ny type, idet han var den praktiske arbejdende kirkejurist og kardinal, der tilbragte en god del af sit liv som kirkens rejsende diplomat.

Hans faglige interesser var omfattende alt fra filosofi til matematik og astronomi. Hans tænkning rækker frem til moderne problemstillinger, når det drejer sig om verdensbilledet, universets uendelighed og Gudsbegrebet. Hertil kommer hans opfattelse af mennesket som et kultur- og begrebskabende væsen.

Opvækst og uddannelse
Nikolaus von Kues (Nikolaus Cusanus, red.) har sit navn efter fødebyen Kues ved Mosel, som ligger lige overfor Bernkastel. Her fødtes han i 1401 som søn af en fragtskipper.

Som barn arbejdede han for faderen. Men den lokale fyrste, grev Manderscheid, fik ham som tolvårig sendt i skole hos Brødrene af fælleslivet i Deventer, en lægmandsorden kendt for sin humanitære indsats og skolevirksomhed. Herfra gik dannelsesrejsen videre til Padua for at studere kirkeret, hvor han afsluttede sine studier med doktorgraden i 1423.

Men nok så vigtigt for hans videre udvikling blev det kendskab til græsk, som han erhvervede her plus venskabet med matematikeren Paolo Toscanelli. Via et ophold i Rom kom Cusanus hjem igen i 1425. I Køln studerede han derpå teologi og blev præsteviet.

Kirkemødet i Basel
Den katolske kirke havde i en lang årrække været præget af, at paverne opholdt sig i den franske by Avignon. I begyndelsen af 1400-tallet vendte paverne tilbage til Rom, og i 1431 indkaldte pave Eugenius IV til et stort kirkemøde i Basel.

Cusanus deltog i dette møde eller koncil. På konciliet gjorde Cusanus sig stærkt gældende, og snart var han med i forhandlingerne om forholdet til kætteren Johan Hus' tilhængere fra Bøhmen.

På konciliet forelagde Cusanus et værk om kirkeret og kirkeordning, hvori han gjorde gældende, at kirkens magt er af åndelig art, en magt som skaber enhed ved at den tro, som den forkynder, gennemtrænger alle og skaber en fri og indefra kommende anerkendelse af kirkens autoritet.

Kirken har derimod ingen ydre magtmidler. Cusanus afviser på det skarpeste det såkaldte [i]konstantinske gavebrev (Donatio Constantini), ifølge hvilken paven er det romerske kejserdømmes arvtager. Pavemagten er for Cusanus kun et samlende midtpunkt for de troende.

Cusanus bidrog i høj grad til, at man opnåede enighed med hussiterne i øvrigt på trods af paven.

Mødet med østkirken
Pave Eugenius gav i 1437 Cusanus en opgave. Han skulle sammen med en pavelig kommission deltage i en rejse til Konstantinopel for at forberede et økumenisk koncil, et unionskoncil mellem øst- og vestkirken. Denne opgave kan han kun have fået, fordi han på konciliet havde gjort sig stærkt gældende i forhandlingerne. Hertil kommer hans humanistiske dannelse og kendskab til græsk.

Rejsen til Konstantinopel blev for Cusanus et inspirerende møde med den østlige kirketradition. Men nok så vigtigt var den mystiske oplevelse, han fik på hjemvejen fra Konstantinopel. Han mener nemlig i et kort øjeblik at have skuet den skjulte Gud. Men ellers var det mødet med den græske filosofi, især Platon og de lærde græske teologer, der fik betydning for Cusanus.

Gud som den skjulte enhed for alt
Cusanus skriver nu en bog med titlen Den lærde uvidenhed (De docta ignorantia). Heri taler han om Gud som det ene, Gud som lyskilden, solen, der sender sine stråler ud uden selv at forandres. Gud er netop det uforanderlige. Gud kan ikke nævnes ved noget navn.

Han er det værendes magt, som den menneskelige tanke ikke kan nå frem til. Han er en skjult Gud. Altså er Gud ikke et objekt, og kan derfor kun ses i troen, håbet og kærligheden. Derfor kan der kun tales om Gud i symboler, fordi symbolet er den eneste menneskelige mulighed for at tale om den Gud, der ikke kan tales om.

Cusanus fremhæver enheden. I Gud er der ikke modsætninger. Gud står på én gang over alle modsætninger, og samtidig forenes de i Ham. Denne Gudserkendelse peger således frem mod et Intet mere end mod Noget. Og det, der for fornuften viser sig som et Intet, er samtidig den uforståelige Gud, den største, endelige og ene Væren.

Cusanus verdensopfattelse
I bog II af Den lærde uvidenhed beskriver Cusanus sin kosmologi. Dristigt påpeger han, at verden hverken har nogen begyndelse eller ende, hverken et midtpunkt eller en omkreds. Derfor er jorden heller ikke verdens midtpunkt. Himmelen har heller ingen faste poler. Det er Gud, der både er verdens midtpunkt og omkreds.

Igen er det modsætningernes sammenfald i Gud, der er pointen i Cusanus' tænkning. Han skriver:

Ligesom jorden ikke er verdens centrum, således er sfæren af fiksstjerner heller ikke dets omkreds jorden er hverken centrum, for de otte sfærer eller andre sfærer. Han, som er universets centrum, velsignelsens Gud, er også jordens centrum, alle sfærers centrum, ja af alt. Han er den uendelige grund for alt.

Forholdet mellem religionerne
I 1453 udgiver Cusanus et skrift, som han kalder Om trosfreden (De pace fidei). Skriftet er tydeligt nok anlagt for en bredere læserkreds end hans filosofisk-teologiske værker i øvrigt. Det er hverken en afhandling eller en dialog, men et religionsfilosofisk-pædagogisk skrift i fiktionens form.

Skriftet er blevet til lige efter Cusanus' ankomst til sit nye bispedømme i Brixen i Sydtyrol. Selve skriftets anledning formulerer Cusanus i indledningen, nemlig tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453. Det var en begivenhed, som fyldte kristenheden med angst. For ville det her betyder kristendommens endeligt?

I indledning til Om trosfreden bliver en mand, der så inderligt beder om hævn over tyrkernes forfølgelser i et syn overbevist om, at der bag religionernes forskellige ytringer findes en samstemmighed og enhed.

Den bedende føres til indsigtens højder, hvor han overværer en dialog mellem den ærkeengel, som er den fornemste blandt nationernes skytsengle, Gud Fader og det inkarnerede ord.

Englen indleder med at påpege to fejltagelser i religionerne:

1. I religionerne er der ingen adskillelse mellem religionsstifteren og Gud selv. Religionernes profeter forstås af mennesker, som var disse profeter Gud selv. Igennem religionernes lange historie har man hver for sig i religionerne kæmpet for stifternes lære ud fra den forudsætning og misforståelse, at det er Guds egen sandhed, det drejede sig om.

2. I løbet af religionernes lange historie er der udviklet skikke og traditioner, som er gjort til ét med sandheden. Tilsammen har dette først til krige, undertrykkelse og armod.

Cusanus' eftermæle
Hvad blev så i øvrigt virkningen af Cusanus' tanker i hans egen samtid? Blev han stort set glemt?

Hans gravmæle finder vi i dag i kirken San Pietro in Vincoli i Rom, som i det mindste må have været besøgt af pilgrimme. I Kues ved Rhinen, hvor han blev født og voksende op, står det hospital, han havde grundlagt, samt hans bibliotek, som var værdsat af italienske og tyske lærde.

I 1964 udgav den tyske filosof Karl Jaspers en bog om Cusanus, hvori han fremhæves som den store ener, der hverken tilhørte katolicismen, protestantismen eller den tyske romantik.

Med Det andet Vatikanerkoncil i begyndelsen af 1960'erne blev Cusanus igen studeret af den katolske kirke. Hans skrifter om forholdet mellem kristendom og religionerne fik på ny aktualitet, ligesom hans skrifter om kirken og dens autoritet blev genstand for studier. Men frem for alt er det hans Gudsbegreb og syn på forholdet mellem kirkerne og religionerne, der har bud til en senmoderne tid.