Origenes (ca. 185-254)

Origenes (ca. 185-254) er en af kirkehistoriens vigtigste skikkelser. Han skrev om og til martyrer, om treenigheden, om Jesu natur, frelsens betydning og meget andet. Alligevel blev hans skrifter erklæret kætterske af kirken omkring 300 år efter hans død - blandt andet fordi man mente, at han med sine skrifter havde sat spørgsmålstegn ved Jesu fuldstændige guddommelighed.

Kirkefaderen Origenes regnes som en af de vigtigste teologer i kristendommens historie. Alligevel blev han erklæret kætter efter sin død, fordi man mente, at han gjorde Jesus overflødig

Origenes, der levede fra omkring år 185 til (ca.) 254 regnes for én af den kristne kirkes mest betydningsfulde teologer og kirkefædre.

Han udsprang af den østlige, egyptisk teologiske tradition kaldet den alexandrinske - hvor han havde stor indflydelse på datidens teologiske diskussioner. Alligevel blev forskellige dele af hans lære af kirken officielt erklæret for kætterske efter hans død. Læs her hvorfor.

Forskellige opfattelser af Jesus
Allerede tidligt i kirkens historie fandtes der forskellige opfattelser af Bibelen og af Jesu person, hans henholdsvis menneskelige og guddommelige side, Jesus som Kristus. To af disse forståelser har man kategoriseret som tilhørende den alexandrinske eller antiokenske teologiske skole.

Den antiokenske skole udsprang fra Antiokia i Syrien og betonede den bogstavelige fortolkning af Bibelen, og stod i spørgsmålet om Jesu natur hvordan det menneskelige og guddommelige aspekt af hans person spillede sammen på den side, der vægtede Jesu menneskelige side højest. På den måde kom Jesus i høj grad til at fungere som et moralsk forbillede.

Den alexandrinske teologiske skole betonede en mere billedlig tolkning af Bibelen. Man søgte at forbinde kristendommen med nyplatonismen, der - som en efterfølger af Platons filosofi - blandt andet havde fokus på guddommelighed og på menneskets rationelle evne til erkendelse af den højeste sandhed.

I princippet mente Origenes, at dén sandhed, som Platon og andre filosoffer havde opdaget, var den samme sandhed, som blev åbenbaret i evangelierne. En diskussion man har kendt hele vejen op igennem kirkens historie frem til nutiden, hvor man også diskuterer, om der er flere veje til Gud, end vejen igennem Kristus.

LÆS OGSÅ:Mange præster tvivler på Jesus som den eneste frelser

Netop den platoniske kraftige indflydelse på Origenes teologi, skaffede ham adskillige teologiske fjender i århundrederne efter hans død, og førte i sidste ende til, at dele af hans lære blev erklæret for kættersk.

I modsætning til den antiokenske teologi var den alexandrinske teologi knyttet til en virkeligt eksisterende institution, nemlig den berømte kateketskole i Alexandria, som var opstået ved at en biskop havde knyttet frie skoler til sin egen menighed.

På denne skole havde Klemens af Alexandria fungeret som leder, hvorpå Origenes i år 203 havde overtaget ledelsen og i 28 år undervist både hedninge og kristne i kristen sandhedserkendelse. Skolen havde en enorm betydning som dét kulturcenter, hvorfra den alexandrinske teologi havde sit udspring.

Origenes og treenighedslæren - et spørgsmål om Guds natur
Treenighedslæren er læren om, at den kristne Gud er én udelt enhed og helhed bestående af de tre enheder Faderen (Gud), Sønnen (Jesus) og Helligånden. Disse tre enheder i enheden, er hver især lige betydningsfulde for forståelsen af, hvem Gud er.

I forlængelse af den alexandrinske teologi lagde Origenes i sin treenighedslære så stort et fokus på Gud faders guddommelighed, at han kom til at fremhæve ham som den vigtigste del af treenigheden, endda vigtigere en sønnen (Jesus).

Sønnen og Helligånden trods deres guddommelige natur - var derved i en eller anden grad underlagt Faderen (Gud). Der var simpelthen ubalance i forholdet mellem de tre ligeværdige enheder i treenigheden.

Origenes' lære bliver med et fint ord kaldt for subordinationslæren, en lære, der underordner Sønnen under Faderen. Den mest kendte subordinationslære er arianismen, der allerede blev fordømt kættersk på en synode i Nikæa i år 325 og endeligt i Konstantinopel i år 381. Men hvad var problemet teologisk set med denne underordning?

Problemet var, mente man, at kunne der rejses den mindste tvivl om, at også Jesus Sønnen var hundrede procent ligeværdig med Gud, altså selv hundrede procent guddommelig, skønt han udsprang af Gud, kunne der i grunden rejses tvivl om, hvorvidt Jesus overhovedet kunne frelse mennesket.

Det var altså i sidste instans som det så ofte var i oldkirken - et spørgsmål om menneskets fortabelse eller frelse.

Apokatastasis frelse for alle
Origenes er én af ophavsmændene til en meget optimistisk forståelse af frelsen, der dikterer, at alle mennesker fra deres faldne stand skulle føres tilbage til den renhed, de oprindeligt var skabt til af Gud, også selvom det kunne tage mange hundrede år og generationer at nå dertil.

Dette betyder i princippet, at alle mennesker vil blive frelst, og den græske term for denne berømte og berygtede forståelse af frelsen er apokatastasis panton, der på græsk betyder genoprettelse af alle (alting), nemlig genoprettelse af det faldne menneske til dets forhenværende paradisiske tilstand. I dansk, teologisk sammenhæng kaldes denne teologi for restitutionsteologi.

Denne lære blev erklæret for kættersk på kirkehistoriens femte økumeniske koncilium i år 553. Læren indebar nemlig, at ingen mennesker gik fortabt, og dette blev blandt andet anskuet som en slags overflødiggørelse af et reelt behov for frelse, og dermed for Kristi frelsergerning og dermed i sidste instans for Kristus selv.

Augustin og Luther var imod tanken om en apokatastasis
Både Augustin og senere Luther var tydelige modstandere af tanken om alles frelse, fordi den stred imod troen på, at der på dommens dag sættes et definitivt skel mellem de frelste og de fortabte, mellem fårene og bukkene.

I stedet for denne satte de læren om dét, man dogmehistorisk har kaldt for læren om den dobbelte udgang. Denne betoner, at mennesket på dommens dag enten frelses eller dømmes til evig fortabelse.

Origenes' tanker om alles frelse skal ses i lyset af hans overordnede teologi og antropologi: Hvis Gud havde skabt alle menneskesjæle lige, og med frihed og fornuft - hvorledes kunne han da få sig selv til at svigte disse menneskesjæles mulighed for at opnå perfektion?

Origenes mente ikke, at syndere ikke blev straffet efter døden, han mente blot, at idet legemet blev straffet, blev sjælen på samme tid gradvist renset, hvorpå den vendte tilbage til sin oprindelige stand.

Origenes skrev til martyrerne - og døde selv som én
Under kristenforfølgelserne i de første århundrede skrev flere af kirkefædrene en slags formanings- og opmuntringsskrifter til de forfulgte kristne eller indespærrede kommende martyrer. Disse skrifter havde stor betydning for datidens kristne menigheder og indespærrede kristne, og de giver eftertiden et spændende indblik i dele af datidens syn på synd, skyld, frelse og fortabelse.

Origenes forfattede et sådant formaningsbrev til sine indespærrede egyptiske venner Ambrosius og præsten Protoctetus. I formaningsskriftet taler Origenes om dén kalk, som martyren drikker, og metaforen er klar: Kalken, som martyren står for at skulle drikke, er skæbnen, ganske som den skæbne Jesus vedkender sig ved sit sidste måltid med disciplene, når han siger, at hans blod skal udgydes for syndernes forladelse.

Men skæbnen er ikke lunefuld i Origenes øjne. Den er derimod en gave, som martyren bør prøve at tage på sig med glæde, uanset hvor rædselsvækkende den kan synes. Mennesket skænkes den kalk, som mennesket kan bære!

Som kalke-metaforen indebærer, at kalken er fyldt med væske - under den sidste nadver var væsken således Jesu blod, skønt det havde udseende af vin forstår Origenes kalkens indhold som martyrens blod, og taler derfor om den bloddåb, martyren må gennemleve, men understreger, at det er en god ting, eftersom dåb er synonym for frelse:

I skriftstedet; kan du drikke af den kalk, jeg drikker? er der tilføjet; eller døbes med den dåb, hvorved jeg er døbt? Læg mærke til, at martyriets dåb, som modtaget af vores Frelser, soner verden, således, når vi modtager vores dåb, soner vi også for mange.

Som Jesu korsdød var et martyrium, der sonede verdens synder, forstår Origenes også martyrernes død som sonende, om end på et andet plan.

Overordnet hørte Origenes måde at tale om martyriet på til den kategori, der opfordrede de forfulgte kristne til at affinde sig med martyrskæbnen, hvis alternativet var afgudsdyrkelse, som det jo ville være, hvis man fornægtede sin kristne tro.

Fornægtelse af Kristus foran en romersk myndighed blev betragtet som bekendelse til en afgud.

Under Kejser Decius kristenforfølgelser (249-251) blev Origenes fængslet som kristen og tortureret. Origenes blev løsladt fra fængslet og døde i år (ca.) 254, formentlig som en følge af den omfattende tortur, han havde været udsat for i fængslet.