Patriark Kirill (født 1946)

Patriark Kirill er kendt som en på samme tid moderne og konservativ kirkeleder. Foto: Serge Serebro

Patriarken af Moskva og hele Rusland spiller en stor rolle i det russiske samfund

Siden 2009 har Kirill (født 1946) været patriark af Moskva og dermed øverste leder af den russisk-ortodokse kirke, som er det næststørste enkeltstående kirkesamfund i verden, næst efter den romersk-katolske kirke.

Kirill er kendt som en karismatisk, folkelig og åben leder, der på samme tid er moderne og konservativ. Han lægger stor vægt på moralske spørgsmål og på kirkens relationer udadtil, dels til den russiske stat og det russiske samfund, og dels til andre kirker rundt om i verden.

Kirills forgænger Aleksij havde siddet på posten siden 1990, altså før Sovjetunionens sammenbrud. Kirill er altså den første patriark, der er blevet valgt i det post-kommunistiske Rusland.

Han har taget mange initiativer til at styrke kirkens position i det russiske samfund. Han vil ikke finde sig i, at kirken spiller en underdanig rolle over for staten. En af hans mærkesager er at aktivere de mange russere, som er medlemmer af kirken, men ikke aktive kirkegængere, ikke mindst de unge.

Kirill er selv søn af en præst og hed oprindeligt Vladimir Mikhajlovitj Gundjajev. Han gjorde som ung lynkarriere i kirken. Han blev ordineret til præst som 22-årig i 1969 og tog ved samme lejlighed navnet Kirill.

Som 23-årig blev han udnævnt til lærer i dogmatik ved præsteseminariet i Leningrad, og som 28-årig blev han rektor. To år senere blev han gjort til biskop, og året efter ærkebiskop.

I 1978 blev Kirill udpeget som næstformand for den russisk-ortodokse kirkes afdeling for eksterne relationer, og i 1989 blev han formand. Det var især på grund af sit engagement i dette arbejde, at Kirill blev en profileret leder i den russisk-ortodokse kirke i årene op til hans udpegelse som patriark.

Han blev blandt andet kendt som forkæmper for mere økumenisk dialog med andre kirker, navnlig den romersk-katolske kirke.

Du kan læse mere om ham i Kristeligt Dagblads portrætartikel: Den konservative reformator.