Paulus (ca. 10-67)

Med trusler om mord, begyndte Paulus ivrigt at forfølge de kristne, men senere blev han selv omvendt til kristendommen. Foto: Wikimedia Commons

Mere end nogen anden forbindes Paulus med kristendommens grundlæggelse og tidligste udbredelse

Apostlen Paulus er uden diskussion den person, der i årtierne umiddelbart efter Jesu død ydede størst bidrag til forkyndelse og fortolkning af den kristne tro. Hans liv og skrifter er gennem tiderne blevet udforsket, diskuteret og brugt til åndelig inspiration i en grad, han næppe selv havde forestillet sig. Hans historie begynder i en by beliggende ud til Middelhavet i det nuværende Tyrkiet.

Tarsus

Tarsus i Lilleasien er efter alt at dømme Paulus' fødeby og sandsynligvis er han en årgang 10, men ingen af delene kan man vide med sikkerhed. Man ved dog, at Paulus' forældre var jøder, at han opvoksede i Tarsus, og at han også havde det jødiske navn Saulus. Lidt mere usikkert er det, hvordan han så ud, men det sandsynligste er, at han ikke har været nogen fotomodel. Enkelte kilder beskriver den voksne Paulus som lille af statur, skaldet, med skæve ben (måske hjulbenet), øjenbryn, der mødes på midten og en lang næse.

Familien hørte til de såkaldte diasporajøder, det vil sige jøder, der boede uden for Palæstina, mange af dem i landflygtighed for den romerske besættelsesmagt. Paulus' familie var af den praktiserende slags. I Galaterbrevet nævner Paulus, at han brændte af iver for sine fædrene overleveringer, og der er grund til at tro, at det betyder, at hans forældre har tilhørt den farisæiske retning, som bestod af jøder, der strengt overholdt Moseloven. Denne detalje er ikke uden betydning, når man tænker på, hvilket syn på den jødiske lov, Paulus senere fik.

At Paulus i sine unge år levede i et strengt jødisk miljø, betyder imidlertid ikke, at han ikke kendte til andre kulturelle og religiøse orienteringer. Tarsus var som andre større byer i Middelhavsområdet på den tid kendetegnet ved stor kulturel og religiøs variation. Paulus er født ind i en hellenistisk, hvilket egentlig blot betyder græsk, kultur, men det betegner i virkeligheden en tid, hvor græsk blev blandet med både romersk og orientalsk kultur. Man kan godt sige, at der på Paulus' tid, som i dag, herskede en form for religiøs pluralisme.

Selvom Paulus var jøde, var han som Tarsus-indbygger også indfødt romersk borger, og de retssikkerhedsmæssige fordele, det indebar, skulle han senere udnytte.

Jerusalem

Hvis det er usikkert, at Paulus' forældre var farisæere, så er det dog ganske vist, at Paulus selv var det. Som ung mand drog han nemlig til Jerusalem for at lade sig uddanne til skriftklog af sin lærermester, Gamaliel. Her fik han et indgående kendskab til Det Gamle Testamente, et kendskab han flittigt trak på senere i sine breve.

Paulus kan godt have været i Jerusalem samtidig med Jesus, men det er usandsynligt, at han har truffet ham eller for den sags skyld interesseret sig for ham. Jesus har for den unge Paulus givetvis blandet sig i mængden af excentriske vandreprædikanter på den tid, og ikke engang Jesu korsfæstelse behøver at have foranlediget nogen opmærksomhed fra Paulus' side. Det skete ofte.

Damaskus

Det virkede imidlertid ikke til, at Jesu død kunne lukke munden på hans tilhængere. De troede nemlig på, at han var stået op fra de døde igen, og nye tilhængere strømmede til. Deres antal nåede hurtigt en så anseelig størrelse, at ingen, heller ikke Paulus, kunne ignorere dem.

Dels skabte tilhængerne af Vejen, som de kristne blev kaldt (ApG 9,2), folkelig uro, og jøderne var bange for, at det kunne få den romerske besættelsesmagt til at eliminere den sidste rest af selvstyre i landet. Men det, der var værre for jøder som Paulus, var, at Jesus-tilhængerne tilsyneladende lod hånt om Moseloven og de fædrene overleveringer. De sagde, at det nu kun handlede om at tro på Jesus, og på at Gud havde oprejst ham fra de døde.

Derfor følte Paulus sig som den rettroende farisæer, han var, sig nødsaget til at tage kampen op mod den nye bevægelse. Og han gik hårdhændet til værks. Med trusler om mord, begyndte han ivrigt at forfølge de kristne og var med til at kaste dem i fængsel på grund af deres tro.

Apostlenes Gerninger fortæller, at netop som han en dag er på vej til Damaskus for at pågribe de kristne, han kunne opstøve dér, ser han et stort lys skinne fra himlen og hører en stemme, der siger: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Det fortælles videre, at stemmen tilhører Jesus, og at Paulus derefter kommer til tro på ham og stopper med at forfølge de kristne.

Nogen tid efter påbegynder han det, han er blevet allermest kendt for, nemlig rejserne og grundlæggelsen af en række kristne menigheder rundt omkring i hele Middelhavsregionen. Det er i forbindelse med disse rejser, at han skriver sine breve.

Paulus' teologi og modstandere

Store dele af Paulus' liv var kendetegnet af konflikt. Hele hans voksne tilværelse var han omgivet af modstandere. Først var det de kristne, dernæst jøderne efter han selv blev kristen, men det, vi ved allermest om, er hans teologiske modstandere. Hans breve afspejler en udlægning af kristendommen, som ofte står i kontrast til andres.

Et oplagt eksempel er Galaterbrevet, hvor nogle kristne jøder har bragt en ifølge Paulus falsk lære ind i menigheden. Paulus bruger en stor del af brevet på at forklare, at det altså modsat de kristne jøders falske lære ikke er nødvendigt at overholde Moseloven for at være et Guds barn. Kun troen på Jesus kan gøre et menneske retfærdigt, det vil sige stille det i et frit forhold til Gud. Denne retfærdiggørelse af tro står som én af de allermest centrale teologiske pointer hos Paulus, ikke bare i Galaterbrevet, men i det hele taget.

Et andet eksempel er Andet Korinterbrev, hvor nogle ledere i menigheden har fået den idé, at man som kristen skal kunne udvise store og mægtige gerninger. Det afviser Paulus og siger, at det kun er når mennesket er svagt, at Gud kan vise sin styrke gennem det.

Hvordan Paulus døde, ved vi ikke med sikkerhed, men det er meget sandsynligt, at han endte sine dage i Rom på skafottet, henrettet på grund af sin tro. På den måde kom han ironisk nok til at lide samme skæbne som nogle af dem, han selv havde pågrebet, før han blev kristen. Men hans livshistorie og skrifter lever fortsat i bedste velgående.