Peder Palladius (1503-1560)

Noget kunne tyde på, at biskop Peder Palladius ikke var helt tilfreds med antallet af kirkegængere. I hvert fald handlede en del af hans prædikener om, hvor vigtigt det var, at man mødte trofast op til gudstjenesterne. Foto: Arkiv.

Peder Palladius er kendt for sit arbejde som biskop og professor i teologi efter reformationen i Danmark. Serien "Troens hovedpersoner" fortsætter med denne artikel om eleven af Martin Luther, der i sine prædikener talte om både Djævelen og troldkvinder

Peder Palladius blev født i Ribe i 1503. På trods af at han er en meget indflydelsesrig person i dansk kirke- og kulturliv, så ved man ikke meget om hans voksenliv og stort set intet om hans barndom og ungdom.

Kilderne antyder, at Palladius begyndte sin skolegang i Ribe og senere fortsatte den i Assens og Roskilde, men det kan ikke vides med sikkerhed. Man ved dog, at han i en periode fungerede som skolemester i Odense.

I 1531 blev Palladius indskrevet på universitetet i Wittenberg, hvor han fulgte forelæsninger hos de store reformatorer Martin Luther og Philipp Melanchthon. Sidstnævnte har givet Peder Palladius sit latinsk klingende efternavn. Før dette var han muligvis kendt som Peder Plad eller Peder Plade. Palladius opholdt sig på det tyske universitet i ca. 7 år.

Efter Palladius forlod Tyskland og de berømte reformatorer, var det ikke slut med at viderebringe den teologi, han havde stiftet bekendtskab med. Fra 1537-60 fungerede han som den første lutherske biskop over Sjælland, efter Danmark var blevet reformeret i 1536. De katolske biskopper, der havde været aktive før reformationen, blev fængslet.

Palladius er dog ikke kun kendt som biskop. I perioderne 1537-45 og 1550-60 fungerede han også som professor i teologi ved Københavns Universitet. På den måde var han også med til at præge de første præster, der blev uddannet efter reformationen.

I forlængelse af sine to embeder udgav Palladius en lang række skrifter om den kristne tro. Der ud over oversatte han også en del af den reformatoriske litteratur, der havde fået størst betydning i udlandet blandt andet Luthers lille katekismus. Palladius var også med til at revidere den danske oversættelse af Bibelen.

Palladius havde en evne til at gøre sine tanker forståelige for folk uden for universitetsverdenen. Hans bedst kendte og vigtigste tanker findes i udgivelsen "Visitatsbogen". I den kan man læse, hvad Palladius lærte menighederne, da han i 1538-43 var på tilsynsrejse i sit stift. Her skulle han blandt andet undersøge, om befolkningen nu også mødte op i kirken om søndagen. Prædikerne, han holdt, kan give et indblik i, hvad der egentlig blev talt om i de danske kirker umiddelbart efter reformationen.

Noget kunne tyde på, at Palladius ikke var helt tilfreds med antallet af kirkegængere i datidens Danmark. I hvert fald handlede en del af hans prædikener om, hvor vigtigt det var, at man mødte trofast op til gudstjenesterne. Han mente, at man kunne se det som et tegn på, at en person var besat af Djævelen, hvis han blev væk fra kirken alt for ofte.

I det hele taget var Palladius ikke bange for at bruge truende billeder, når han talte. Han sagde fx, at ligesom en herremand kan straffe sine undersåtter, hvis de ikke passer deres arbejde ordentligt, så kan Gud også finde på at straffe dem, der ikke vil lytte til ham. Her brugte han igen Djævelen som et skrækeksempel på, hvem Gud kunne finde på at bruge til at udføre straffen.

Reformatoren Luther brød med hele den katolske tradition, fordi han sagde, at mennesket ikke blev frelst på grund af sine gode gerninger, men derimod blev det frelst alene ved nåde. Måske var det Palladius' hensigt at gøre det klart for befolkningen, at det dog var vigtigt, at man hørte budskabet og stadig tog kirkegangen alvorligt. Alligevel er det meget tydeligt, at Palladius ikke havde helt samme forståelse af, hvad den reformerte kristendom handler om, som findes i Den Danske Folkekirke i vor tid.

Palladius talte også om andre mere traditionelle kirkelige emner som bønnens betydning, ydmyghed over for Gud, vigtigheden af at tage sig af de fattige og om de unge menneskers forhold til deres seksualitet. Her mente han, at man skulle gifte sig, når man ikke længere magtede at leve et liv i afholdenhed.

Man får også en fornemmelse af, at hvilken tid Palladius levede i, når han taler om troldkvinderne. Palladius sagde, at hvis man kendte nogen af dem, så skulle man afsløre dem. Han fortalte også om, hvordan man allerede havde fanget flere af dem og derefter brændt dem.

Palladius mente, at det var troldkvindernes fortjente straf for ikke at leve i overensstemmelse med Bibelens lære, når de blev brændt. En af hans formaninger lød: "Kvinde var din mund, så du ikke får en sviende hale."

Palladius er på trods af sin store betydning for den danske kirke umiddelbart efter reformationen ikke blevet en særlig kendt personlighed. Da lutherdommen blandt andet på grund af ham var blevet accepteret i Danmark, blev han i høj grad glemt i den brede befolkning.

Af Palladius mange skrifter er det også kun Visitatsbogen, han er blevet kendt for. Det ændrer dog intet ved, at han var en dygtig formidler og havde et levende sprog, der var fyldt med billeder. Ved et bispemøde i København i 1555 blev Palladius ramt af et slagtilfælde, mens han stod på prædikestolen. Dette svækkede ham resten af livet. Det afholdt ham dog ikke fra at fortsætte som flittig forfatter, indtil han døde i 1560.

Andre læser lige nu