Pontius Pilatus

Statholderen, der dømte Jesus til døden, er en af de mest kendte romere overhovedet, men hvad ved vi egentlig om ham?

Pontius Pilatus var den romerske guvernør eller statholder (præfect) i provinsen Judæa, dvs. området omkring Jerusalem, i årene 26-36. Det vil sige, at han var øverstkommanderende for de romerske soldater i provinsen og desuden havde det overordnede ansvar for skatteopkrævning og retsvæsen. Han er dog kun kendt på grund af én bestemt begivenhed i løbet af de ti år. Det var nemlig ham, der dømte Jesus til døden en fredag morgen i påsken omkring år 30.

Det er ikke meget, vi ved om Pilatus, men desto flere legender har vi om ham og hans videre skæbne. En af de ældste legender fortæller, at han blev forflyttet til Gallien (nuværende Frankrig), hvor han begik selvmord. Alle disse legender har dog næppe noget troværdigt historisk indhold. Hvis vi vil have et pålideligt billede af Pilatus, må vi holde os til beretninger i Det Nye Testamente samt de ganske få vidnesbyrd om ham uden for Bibelen.

Pilatus boede det meste af året i Cæsarea ved Middelhavet. Men hvert år i påsken tog han til Jerusalem for at holde orden ved påskefesten. På det tidspunkt var der nemlig ekstra mange mennesker i Jerusalem, og dermed også særlig stor risiko for uroligheder.

Ville have frikendt Jesus

Beretningerne i Det Nye Testamente fortæller, at Jesus i første omgang blev dømt af det jødiske råd. Ypperstepræsterne og de andre medlemmer af rådet mente, at Jesus spottede Gud ved at kalde sig selv for Kristus og Guds søn (Mark. 14,61-64). Det jødiske råd havde imidlertid ikke lov til at foretage henrettelser. Derfor sendte de Jesus videre til Pilatus, for at han også skulle dømme ham.

Det var dog et problem for dem, at det ikke var strafbart i forhold til romersk lov at bryde jødernes egen lov, Moseloven. Derfor anklagede de i stedet Jesus for at ville forhindre, at der blev betalt skat til kejseren, og at ville gøre sig selv til konge (Luk. 23,2). De to ting var der nemlig dødsstraf for efter romersk lov.

Det ser ud til, at Pilatus egentlig helst ville have frikendt Jesus, fordi han ikke mente, at Jesus var skyldig i anklagerne. Han troede nok heller ikke, at Jesus var nogen trussel for den romerske magt. Han gjorde da også alle mulige krumspring for at få Jesus løsladt. Blandt andet gav han folket mulighed for at få en fange frigivet i anledning af påsken: enten den morderiske oprører Barabbas eller Jesus. Ypperstepræsterne og rådsmedlemmerne havde imidlertid overtalt folket til at kræve Barabbas løsladt. Så det fik Pilatus ikke noget ud af.

Viljesvag eller kyniker?

Til sidst kunne Pilatus altså ikke se nogen anden udvej end at dømme Jesus til at blive pisket og korsfæstet. Ellers kunne der måske være blevet oprør, og det var jo netop det, han var i Jerusalem for at sørge for at undgå. Dette indtryk af Pilatus som en viljesvag leder har ofte sat sig igennem i senere tiders opfattelse af ham. Han er dog også nævnt et enkelt sted mere i Det Nye Testamente, som måske kan nuancere billedet af ham lidt.

I Luk. 13,1 fortælles det, at Pilatus havde ladet nogle galilæere blive slået ihjel og blandet deres blod med blod fra offerdyr. Sådan en grusom handling viser, at Pilatus' handlinger ikke skal forstås som et udtryk for viljesvaghed. Snarere var han nok en kynisk leder, som var villig til at ofre enkelte mennesker, hvis han mente, det tjente et større gode. Det var henrettelsen af Jesus også et eksempel på. Pilatus ville hellere slå en uskyldig ihjel end have et oprør på halsen.

Ud over de nytestamentlige beretninger er Pilatus også nævnt hos de jødisk-græske forfattere Filon og Josefus og den romerske forfatter Tacitus. I 1961 blev der desuden fundet en stor kalksten med Pilatus' navn på i Cæsarea, hvor han boede. Inskriptionen fortæller, at Pilatus byggede et tempel til ære for kejser Tiberius der.

Den mest omtalte romer

Bortset fra det ovennævnte ved vi ikke meget om Pilatus. Så det er forbløffende at tænke på, hvor mange udtryk i sproget, han har givet anledning til. Hvis man oplever at farte frem og tilbage for at opnå noget forgæves, kan man tale om at gå fra Herodes til Pilatus. Det skyldes, at Pilatus i løbet af retssagen sendte Jesus hen til kong Herodes af Galilæa, der også var i Jerusalem. Det var endnu et af Pilatus' forsøg på at slippe for at dømme Jesus. Jesus blev imidlertid snart sendt tilbage fra Herodes til Pilatus uden noget resultat (Luk. 23,6-12).

Man kan lige som Pilatus spørge Hvad er sandhed? (Joh. 18,38) eller sige Hvad jeg skrev, det skrev jeg (Joh. 19,22). Da Pilatus viste den torturerede Jesus frem for jøderne, sagde han: Se, her er manden! (Joh. 19,5) på latin Ecce homo! Denne sætning er siden blevet titel på mange kunstneriske fremstillinger af den lidende frelser. Den ikke særlig ydmyge filosof Friedrich Nietzsche brugte også denne titel til sin selvbiografi.

Jeg vasker mine hænder, kan man sige, hvis man vil fralægge sig skylden for noget. Det svarer til det tegn, som Pilatus brugte for at vise, at han ikke ville tage ansvaret for henrettelsen af Jesus: i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag (Matt. 27,24).

På tysk har Pilatus givet anledning til endnu et udtryk: wie Pilatus ins Credo som Pilatus ind i trosbekendelsen. Det kan man sige, hvis man mener, at noget er overflødigt eller upassende i en bestemt sammenhæng. Pilatus er nemlig det eneste menneske ud over Jesus og jomfru Maria, der er nævnt i den apostolske trosbekendelse. Der står, at Jesus blev pint under Pontius Pilatus.

Mange har åbenbart haft svært ved at forstå, hvorfor Pilatus skulle med der. Men fordi Pilatus altså bliver nævnt, hver gang kristne siger trosbekendelsen, er han måske på denne måde den mest omtalte romer overhovedet.