Regin Prenter (1907-90)
Da Regin Prenter i 1945 blev udnævnt til professor i teologi på Aarhus Universitet, levede han i skjul på grund af sit engagement i modstandsbevægelsen
Regin Prenter (1907-90) var præst ved Århus Domkirke under Anden Verdenskrig. Samtidig skrev han sin doktorafhandling, Spiritus Creator, om Martin Luthers helligåndsteologi. Det nystartede Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet havde brug for en professor i dogmatik og denne stilling var Prenters mål.
Samtidig fungerede han som mellemled for de kurérer, der fragtede illegale blade for modstandsbevægelsen mod den tyske besættelsesmagt. På et tidspunkt blev han sat under mistanke og måtte med øjeblikkelig varsel forlade sit hjem. I foråret 1945 levede han skjult hos forskellige venner og bekendte.
I mellemtiden var hans doktorafhandling blevet antaget, og han blev 1. maj 1945 udnævt til professor. Først nogle dage senere, da Danmark blev befriet den 4. maj om aftenen, kunne han dog forlade sit skjulested. På grund af sit engagement i modstandskampen blev han tilbudt posten som kirkeminister i den samlingsregering, der blev dannet efter befrielsen. Men han valgte at koncentrere sig om teologien frem for politikken.
Kirke og teologi hører sammen
Prenter mente, at teologien og den kristne tro ikke bare kunne være teori den måtte udføres i praksis. Derfor engagerede han sig for eksempel i modstandsbevægelsen, dels som mellemled for kurérer, dels ved at skrive en bog om, hvordan kirken i praksis kunne forholde sig til besættelsesmagten.
Også senere hen engagerede han sig i livet uden for universitetets mure. Han holdt foredrag for almindelige mennesker i mange forskellige kirkelige sammenhænge, og han skrev ligeledes bøger for lægfolk. Desuden begyndte og endte han sin karriere med at være almindelig sognepræst i små landsogne.
|
Prenter understregede sammenhængen mellem kirken og den akademiske teologi på universitetet men ikke en hvilken som helst teologi. For at være et relevant udtryk for kristen tro måtte teologien være forbundet med kristendommens kilder i Bibelen, bekendelserne og kirkehistorien.
Men Prenter lod sig inspirere af mange forskellige traditioner inden for kristendommen: fra højkirkelige englændere og svenskere til den schweiziske reformerte teolog Karl Barth men især Luther og Grundtvig var hans store teologiske forbilleder.
Lektor Blomme var ikke så slem
Regin Prenter blev født den 6. november 1907 og voksede op i et lærerhjem i Frederikssund. Som ung blev han sendt på Metropolitanskolen i København for at tage studentereksamen. Her gik han samtidig med blandt andre K.E. Løgstrup og Hans Scherfig. Løgstrup skulle senere blive hans professorkollega ved Det Teologiske Fakultet i Århus. Og Scherfig skrev nogle år senere romanen Det forsømte forår, der beskrev skolen som en sort skole med tyranniske lærere.
Faktisk var Regin Prenters latinlærer netop den lærer, der i Det forsømte forår er portrætteret som skurken, lektor C. Blomme, den mest ondskabsfulde af alle lærerne. Alligevel noterede Prenter sig i sine erindringer, at skolen slet ikke var så slem, som Scherfig gav indtryk af. Efter studentereksamen begyndte Prenter at læse teologi ved Københavns Universitet, fordi han havde besluttet sig for at blive præst.
Da han var blevet kandidat i teologi, rejste han nogle år rundt i verden til forskellige andre universiteter for at lære endnu mere. Han blev betragtet som et lovende talent, der havde gode chancer for at gøre akademisk karriere.
|
Imidlertid holdt han fast i ønsket om at blive præst, så i 1935 blev han ansat som sognepræst i Hvilsager-Lime Pastorat i Østjylland. Senere blev han hentet til Århus Domkirke. Biskop Skat Hoffmeyer sørgede nemlig for at få samlet de folk, der kunne blive gode lærere på det nye Teologiske Fakultet.
Mellem hjemstavnen og den store verden
Regin Prenter var en af de fire berømte Århus-teologer, som satte dagsordenen for dansk teologi i midten af det 20. århundrede. De tre andre var P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup og Johannes Sløk. De var alle professorer i teologi ved det nyoprettede Teologiske Fakultet i Århus. De var vidt forskellige, og der var ofte stridigheder mellem nogle af dem, men Prenter sørgede for at holde sig på god fod med dem alle sammen.
Af de fire Århus-teologer var Prenter den mest traditionelle teolog. Han holdt hele livet fast i det gammelgrundtvigske standpunkt, som han havde fået med fra sit barndomshjem. Men han var også den mest internationalt orienterede af de fire. Som nævnt lod han sig inspirere af mange udenlandske strømninger, og han fik også selv en stor betydning uden for Danmarks grænser.
Han havde mange arbejdsopgaver for Kirkernes Verdensråd og det Lutherske Verdensforbund i syv år var han formand for sidstnævntes internationale teologiske kommission. Højdepunktet i hans karriere var, da han blev gæsteprofessor i Strasbourg i 1961-63. Han fik også flere af sine bøger oversat til andre sprog, og han blev udnævt til æresdoktor ved universiteterne i Strasbourg, Reykjavik, Lund og Helsinki.
Skabelse og Genløsning
Prenters hovedværk var hans lærebog i dogmatik, Skabelse og Genløsning (1955). Titlen viser, hvad der var Prenters mærkesag: Både skaberværket og frelsen gennem Jesus Kristus er udtryk for Guds kærlighed. Verden er grundlæggende et godt sted, fordi Gud har skabt den sådan, men tilværelsen bliver først fuldkommen, når Kristus har genløst den.
I 1972 tog Prenter sin afsked fra Aarhus Universitet. De sidste seks år af sit arbejdsliv fungerede han som sognepræst i Branderup i Sønderjylland. Han døde 15. december 1990, 83 år gammel, og blev begravet på sine forældres gravsted i Frederikssund.