LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

René Girard (1923-)

Kristendommen er kulturernes fortolkningsnøgle, påstår Girard.

Fortællingen om Jesu lidelse og død spiller en afgørende rolle for vores forståelse af alle kulturers oprindelse og udvikling, mener den franske historie- og litteraturvidenskabsmand René Girard

René Girard blev født juledag 1923 i byen Avignon i Frankrig. I 1943 begyndte han at studere middelalderens historie i Paris, men fuldendte studiet og en ph.d.-grad i historie i Indiana i USA. På universitetet i Indiana underviste han desuden i litteratur, og det var som litteraturvidenskabsmand snarere end som historiker, at han først og fremmest blev kendt.

Gennem fortolkninger af verdenslitteraturens hovedværker stødte Girard på det, han kalder det mimetiske begær, og Girard opdagede, at dette begær får en ny udformning set i sammenhæng med kristendommen. Den forsoningslære, han udleder af Det Nye Testamente, virker provokerende på mange kristne, fordi tanken om Jesu død for vore synders skyld hos Girard får en helt ny betydning.

Girard er i dag professor emeritus i litteratur og civilisation ved Stanford University, Californien.

Det er Girards påstand, at kristendommens komme i bogstaveligste forstand ændrede verden, fordi beretningen i Det Nye Testamente om Jesu lidelser og død afslører alle kulturers sande ansigt og samtidig viser os en ny vej at gå.

Det Nye Testamente er enestående, fordi det gør Gud selv til offer for menneskers vold og samtidig hævder, at offeret er uskyldigt, og at dommen over offeret er helt uden berettigelse. Hermed vil Det Nye Testamente fortælle os, at behovet for at bringe ofre, hvad enten det er mennesker, dyr eller korn, der ofres, er menneskets behov. Gud har ikke behov for ofre, det er mennesket selv, som funderer sit sociale fællesskab på offeret til en gud, som det selv har konstrueret, mener Girard.

Det er afgørende for at forstå Girards tænkning, at man forstår hans begreb om det mimetiske begær. Mimesis betyder på græsk efterligning. Og mimesis er ifølge Girard et helt grundlæggende fænomen ved mennesket. Dyrenes adfærd er styret af deres instinkt. Mennesket derimod har evnen til at efterligne.

Fordi vi ikke intuitivt ved, hvad vi skal begære, efterligner vi andre i deres begær. Vi låner begæret fra de mennesker, som forekommer os at være stærke eller på anden måde gode at efterligne. Vi ved ikke, hvad vi vil have, eller hvordan vi skal leve, men vi kopierer hinanden og finder derigennem et svar.

Men netop fordi mennesker efterligner hinanden og stræber efter de samme goder, er der altid en risiko for, at de mellemmenneskelige relationer kammer over i vold. Jo mere mennesker stræber efter det samme, jo mere nærmer rivalerne sig hinanden. Og vold og destruktion bliver rivaliseringens yderste konsekvens, mener Girard.

Men når volden mellem rivalerne truer med at kamme over i kaos, viser det sig pludseligt, ifølge Girard, at syndebukmekanismen kan skabe ro og stabilitet i samfundet.

Girards tese om kulturernes oprindelse går derfor på, at menneskene, dengang samfundsformerne var på et uudviklet stade, på mirakuløs vis gang på gang oplevede, at den vold, der truede med at opløse et samfund, forsvandt, når volden samlede sig om et enkelt offer. Men selvom det forekom at være et mirakel, var faktum dog, at stabiliteten opstod af sammenholdet i samfundet. For på mirakuløs vis blev fællesskabet stærkt, når alle pludselig kunne rette deres vrede mod det ene og samme offer.

Religioner er opstået af denne mekanisme, siger Girard. Man har oplevet, at det rent faktisk virkede at kanalisere det onde over på et enkelt offer, og man forbandt derfor syndebukmekanismen med noget helligt eller guddommeligt

Derfor skete det også hyppigt, at syndebukken, efter den var blevet ofret, fik guddommelig status. For det var jo netop i kraft af syndebukken, at samfundet kunne vende tilbage til normaltilstanden.

Og efterhånden som processen flere gange havde vist sig at bringe lykke, blev processen også mere og mere institutionaliseret. Man ville sikre sig, at det virkede og at intet gik galt, og derfor fik processen efterhånden karakter af et gennemstruktureret ritual, hvor offeret ikke længere blev udvalgt ved tilfældighed.

Det er dette ritual, som ifølge Girard stadig er grundlaget for offertanken også i moderne religion, også selvom det ikke længere er mennesker, der ofres.

Det er Girards pointe, at syndebukmekanismen kun virker, hvis alle, endda gerne inklusive offeret selv, er overbeviste om, at offeret rent faktisk bærer skylden for det onde eller ødelæggende i samfundet. For hvis ikke man tror på, at det onde udgår fra syndebukken, så kan man heller ikke overbevise sig om, at det onde vil forsvinde, uanset hvor mange syndebukke man slår ihjel.

Når Girard nu undtager kristendommen fra at være en fortsættelse af syndebukmekanismen, så er det ikke fordi, bevægelsen fra offer til gud ikke findes i kristendommen. Tværtimod er det jo netop, hvad Det Nye Testamente handler om. Forskellen ligger udelukkende i den vinkel, hvormed historien fortælles.

Det afgørende i Det Nye Testamente er, at historien hele tiden fortælles med en stemme, som siger: dette skete, selvom offeret var helt uskyldigt. Afsløringen af, at ofringen i virkeligheden er en voldelig handling, sker altså, fordi historien fortælles set fra offerets side.

Fortællingen om Jesus, som dømmes til døden, pines og korsfæstes, afslører fortidens religiøse praksis og dermed også fundamentet under menneskets sociale fællesskaber som voldeligt, og gør det samtidig svært at fortsætte i samme spor. For så snart man ved, at syndebukken er uskyldig, så virker det jo ikke efter hensigten, mener Girard.

I Det Nye Testamente viser Jesus os vejen til Gudsriget, siger Girard. Men Gudsriget er for Girard ikke et himmelsk paradis på den anden side af døden, men en etisk virkelighed her på jorden.

Det er en virkelighed, som det er muligt, om end vanskeligt, at realisere. Og Jesus viser os vejen til dette rige ved at give os et alternativ til ofringer og vold. Han tilbyder os en model, som vi kan efterligne, og med Girards ord er Jesus derfor en mimetisk model. Hvis vi efterligner Jesus og besvarer vold med ikke-vold, vil behovet for vold forsvinde, og dermed, og kun derigennem, er vi i Gudsriget.

Men Girards fremhævelse af kristendommen betyder ikke, at han mener, at kristendommen er helt fri for vold. Det er kun kristendommen i en afsakraliseret form, som ikke er voldelig. Så snart man mener, at Jesus på mystisk vis bar menneskers synd og derfor faktisk i en eller anden forstand havde påtaget sig en skyld, så er man tilbage i syndebukmekanismen. Så snart vi hævder, at han døde for vore synders skyld, så gør vi Jesus til en syndebuk, og vi har dermed intet forstået af, hvad der holder vores sociale fællesskaber sammen.

For ifølge Girard var Jesu død meningsløs. Meningen er først opstået ved, at historien er blevet fortalt. Og meningen med historien er at afsløre, at syndebukmekanismen er det skjulte grundlag for alle religioner og kulturer, og at tilbyde os en alternativ model til efterligning.

Girards teori om kulturernes udvikling er blevet mødt med kritik fra flere sider. Fra teologisk side har man kritiseret ham for at reducere kristendommen til en rent etisk størrelse, som kun angår dette liv her på jorden. Fra antropologisk, psykologisk og litteraturvidenskabelig side har man omvendt kritiseret Girards brug af kristendommen som fortolkningsnøgle til alle kulturers udvikling.

I Danmark er det særligt professor dr.theol. Hans Jørgen Lundager Jensen, ansat ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet, som har fremhævet Girards idéer, og har blandt andet skrevet en introduktion til Girards filosofi.

Tre af Girards vigtigste værker er:

La violence et le sacré (1972), eng: Violence and the Sacred (1977)

Des choses cachées depuis la fondation du monde (1978), eng: Things Hidden Since the Foundation of the World. (1978)

La route antique des homes pervers (1985), dansk: Job - Idol og syndebuk (1990)