René Descartes (1596-1650)

"Man bør tvivle om alt og tro på meget," sagde Descartes. Foto: Wikimedia Commons

Den franske filosof og matematiker Descartes begyndte med at tvivle på alt, men endte med at mene, at både Guds og sjælens eksistens kan bevises. I vor tid nyder han stadig stor respekt

René Descartes blev født i 1596 i La Haya i Midtfrankrig. Allerede da han var 10 år, blev han optaget på jesuitterkollegiet La Flèche. Det var en af de bedste skoler i datidens Frankrig. Alligevel var store dele af Descartes senere tænkning et bevidst opgør med den lærdom, han fik med sig derfra.

Descartes blev på La Flèche sat ind i den tænkning, som de kristne filosoffer fra middelalderen havde. Også fag som logik, fysik og metafysik blev han undervist i. Meget tidligt blev han frustreret over, hvor lidt man kunne sige med sikkerhed inden for disse fag og fandt megen af sin viden værdiløs.

Matematikken interesserede derimod Descartes, fordi alle dens påstande kunne bevises. Igennem store dele af sit liv beskæftigede Descartes sig både med naturvidenskab og matematik, og særligt inden for det sidste fag har han haft stor indflydelse.

I 1619 oplevede Descartes noget, han selv beskrev som en religiøs ekstase. Han fik en vision om, at han skulle opdage "en vidunderlig videnskab", der ville øge menneskehedens viden og indsigt helt enormt. Descartes ville i denne sammenhæng arbejde med matematikkens klarhed som et ideal, fordi han mente, at dens domme er intuitivt sande. Descartes har også lagt navn til en såkaldt "cartesiansk tænkning", som er en betegnelse for tankegange, der minder om dem, han havde om erkendelse og om forholdet mellem sjæl og legeme.

Descartes døde i Stockholm i 1650. Han var blevet kaldt dertil af den svenske dronning Christina, som han skulle undervise i filosofi. Hun var også interesseret i at få Descartes til landet, fordi hun var utilfreds med den forståelse af kristendommen, der fandtes i Sverige og håbede, at Descartes, som var katolik, kunne forny den. Descartes mente, at Sverige var både koldt og trist. Christina insisterede på at blive undervist tidligt om morgenen, mens Descartes var vant til at sove længe. Efter kort tid døde Descartes af sygdom og udmattelse kun 54 år gammel.

Erkendelse

Den fornemste disciplin i filosofien var ifølge Descartes teorien om, hvad den menneskelige erkendelse er. Han undersøgte strengt metodisk, hvordan mennesket overhovedet kan vide noget som helst med sikkerhed. For at se om der var noget, der var helt sikkert, så prøvede han at undersøge, om der var noget, man ikke kunne tvivle på.

I første omgang fremhævede Descartes, at man kan tvivle på, om de ting, der kan sanses i rummet, altså borde, stole og andre materielle genstande, virkelig eksisterer. Man kan ifølge Descartes også betvivle, at de har de egenskaber, som mennesket oplever, at de har. I drømme oplever man netop også, at man ser og rører ved ting, selvom de ikke findes.

Descartes er blevet kendt for at have sagt: "Jeg tænker, altså er jeg", men i virkeligheden formulerede han sig ikke på den måde. Descartes sagde nemlig kun: "Jeg tænker, jeg er til". På den måde ville han vise, at det at tænke og at være til er to sider af én og samme sag. Selvom Descartes tvivlede på meget, var han sikker på, at han selv var til.

Selvom Descartes nu var nået et lille stykke i sin søgen efter sikker viden, fortæller han selv, at hans skepsis først ophørte, da det lykkedes ham at bevise Guds eksistens.

Gud

Ud over at Descartes gentager et gammelt gudsbevis, der er kendt som det ontologiske gudsbevis, så formulerer han også et helt nyt, der er blevet kaldt det antropologiske gudsbevis.

Tankegangen i Descartes' antropologiske gudsbevis er, at forestillingen om Gud ikke kan komme fra mennesket selv. Mennesket er jo begrænset, det tager fejl og er på ingen måde fuldkomment. Alligevel forestiller mennesket sig Gud som et absolut væsen, der aldrig tager fejl, og som på alle måder er perfekt.

Descartes påstand er den, at mennesket med sin begrænsede viden aldrig selv ville kunne danne sig en forestilling om Gud. Og eftersom intet kommer af intet, så må ideen om Gud som et fuldkomment væsen komme fra Gud selv. Kun Gud indeholder så megen fylde, at han kan være årsag til gudsbegrebet.

Sjæl

Descartes' forestillinger om sjælen diskuteres stadig. Kort sagt mente Descartes, at menneskets legeme var helt forskelligt fra sjælen, og at man aldrig ville kunne forklare, hvorfor mennesket har bevidsthed blot ved at henvise til fysiske processer i hjernen.

Legemet er udstrakt, det har form og fylder noget i rummet. Selv hvis ingen kigger på det, eksisterer det stadig. Med bevidstheden er det derimod en helt anden sag ifølge Descartes. Sjælen, som for Descartes er identisk med bevidstheden, findes ikke noget sted i rummet. Man kan hverken se den eller røre ved den. Alligevel ved ethvert menneske, hvad bevidsthed er, fordi det kender oplevelsen indefra.

Selvom mange filosoffer har let ved at acceptere Descartes' tanke om, at sjælen er af en helt anden art end legemet, så opstår der dog et nyt filosofisk problem i hans tænkning. Hvordan forklarer man for eksempel, at jeg i min bevidsthed føler smerte, når jeg slår mig, hvis krop og sjæl er to helt forskellige ting?

Descartes tænkning om sjælen er til tider vanskelig at forstå, og han sagde også selv med et smil på læben, at man bedst kunne forstå forbindelsen mellem sjælen og kroppen, hvis man lod være med at tænke alt for meget over den.