Rick Warren (født 1954)

Rick Warren (i midten) blev genstand for stor opmærksomhed under det amerikanske præsidentvalg i 2008. Han var vært for et stort anlagt vælgermøde, hvor de to partiers kandidater, Obama og McCain, for første gang optrådte ved samme begivenhed. Mødet foregik i Warrens kirke Saddleback Church i Californien den 16. august 2008.

Megakirkepræsten Rick Warren fra Californien betragtes som en af nutidens ledere for USA's evangelikale kristne

Rick Warren er ledende præst for USA's ottendestørste enkeltstående kirke, Saddleback Church i det sydlige Californien med omkring 20.000 ugentlige kirkegængere altså en såkaldt megakirke.

Men hans indflydelse rækker endnu videre. Hans bøger er solgt i millioner af eksemplarer og oversat til mange sprog. Hans to vigtigste bøger er udkommet på dansk som 'Den målrettede menighed' og 'Det målrettede liv'.

I bøgerne beskriver han den vej til succes, som han også selv har fulgt. Han grundlagde sin menighed i 1980 og begyndte at stemme dørklokker for at spørge folk, hvad der kunne få dem til at gå i kirke. Derfor fik hans kirke de ydre former, som folk efterspurgte: moderne musik, afslappet tøjstil, prædikener om dagligdags problemer. Samtidig forsøger han at holde sin menighed fast på en traditionel kristen lære med grundlag i Bibelen.

Warren betragtes som ledende skikkelse blandt evangelikale kristne i USA. De evangelikale er typisk kendetegnet ved deres konservative opfattelser, ikke kun til teologiske spørgsmål men også samfundsmæssige, som for eksempel modstand mod abort og homoseksuelle ægteskaber.

Warren har imidlertid givet udtryk for, at han vil foretrække, at evangelikale ikke er kendt for det, de er imod, men derimod for det, de er for. Derfor har han startet et storstilet projekt, kaldet P.E.A.C.E., som skal fremme social retfærdighed og bekæmpe fattigdom og sygdom, navnlig i den tredje verden.

Warrens person blev genstand for stor opmærksomhed under det amerikanske præsidentvalg i 2008. Han var vært for et stort anlagt vælgermøde, hvor de to partiers kandidater, Obama og McCain, for første gang optrådte ved samme begivenhed. Mødet foregik i hans kirke og var en stor succes, men gav også anledning til beskyldninger om sammenblanding af religion og politik.

Efter Obama havde vundet valget, inviterede han Warren til at forrette bønnen ved sin indsættelsesceremoni, på trods af at Warren tidligere har udtrykt støtte til den republikanske præsident George W. Bush.

Læs også: Hele Amerikas præst.