Rudolf Karl Bultmann (1884-1976)

Bibelen indeholder ikke nogen ny erkendelse men er en radikalisering af en almen menneskelig erfaring, mente Rudolf Bultmann.

Beretningerne i Det Nye Testamente er ikke historisk korrekte, men de fortæller om nogle grundlæggende menneskelige livsvilkår, mente Bultmann. Med sin originale tankegang gjorde han på en ny måde Bibelen aktuel og blev en af 1900-tallets største teologer

Rudolf Bultmann blev født i byen Wiefelstede, Tyskland, i 1884. Hans far var lutheransk præst, og allerede i en tidlig alder var Rudolf Bultmann overbevist om, at han selv ville læse teologi på universitetet. Efter han i 1912 havde afsluttet sine studier på universitetet i Tübingen, blev han ansat på universitetet i Marburg og det fortælles om ham, at han var en fremragende underviser.

På universitetet i Marburg blev Bultmann ven og kollega med en af de største og mest betydningsfulde filosoffer i Europas historie, nemlig tyskeren Martin Heidegger. Heideggers filosofi fik stor indflydelse på Bultmanns teologi. Selvom Heidegger under Anden Verdenskrig bekendte sig til nazismen, mens Bultmann var en stor kritiker af den, så ødelagde denne uoverensstemmelse tilsyneladende ikke deres venskab.

Når man skal forklare, hvorfor Bultmann har fået stor indflydelse på kristendommens historie, så er en af de indlysende grunde, at han forstod at tale til sin samtid. Eksistentialismen var brudt igennem med tanker om, at mennesket selv må tage ansvar, fordi det ikke er muligt at vide, om Gud er til, og om der findes en plan med livet på jorden. Flere eksistentialister beskrev tilværelsen som helt meningsløs.

I en periode var Bultmann meget optaget af den danske eksistentialistiske teolog og filosof Søren Kierkegaard. På mange måder blev Bultmanns teologi aktuel for dem, der mente, at Gud ikke var til at få øje på i den moderne verden. Han forsøgte nemlig at vise, hvorfor Gud fremstår så fjern, og hvordan han igen kan blive nærværende.

I løbet af sit teologiske studie mistede Bultmann troen på, at beretningerne i Det Nye Testamente var historisk korrekte. De beretninger om Jesus som findes i Bibelen er ikke skrevet ned af øjenvidnerne men af andre forfattere, som levede en eller flere generationer senere. Eftersom historierne om Jesus var gået fra mund til mund, så kunne man altså ikke længere vide, hvad der i virkeligheden var sket, og hvad Jesus faktisk havde sagt, mente Bultmann.

Det Nye Testamente kan lære mennesket en hel masse, selvom det ikke er en korrekt gengivelse af, hvad der skete engang i fortiden. Faktisk gør Bultmann en pointe ud af, at det netop ikke handler om at finde ud af, hvad der foregik på Jesu tid men derimod om, hvad fortællingerne i Det Nye Testamente betyder for os i dag.

Netop i fortolkningen af Det Nye Testamente var Bultmann stærkt inspireret af sin filosofiske kollega Martin Heidegger. Heideggers filosofi er en af de vanskeligst forståelige, men én af pointerne er, at man ikke kan betragte livet uden at forholde sig til sin egen eksistens of ens eget liv. For Bultmann får det den konsekvens, at man heller ikke kan tænke på Gud som en, der åbenbarede sig på et bestemt tidspunkt og sagde noget bestemt. Derimod er Gud til stede hos enhver lige nu og her og står ansigt til ansigt med det enkelte menneske hele tiden.

Bultmann er blevet kendt for at have forsøgt at "afmytologisere" Det Nye Testamente. Med den betegnelse sigtes der til, at han ville forsøge at fortælle testamentets indhold i et andet sprog. Det moderne menneske kan ikke forstå de betegnelser og de beretninger, som findes om Kristus, mente Bultmann. I deres verdensbillede kan man ikke forholde sig til, hvad det vil sige at være besat af onde ånder eller at folk bliver helbredt blot ved at røre ved Jesus.

Fordi Det Nye Testamente er skrevet ind i en bestemt tid, så er det også skrevet til folk med et bestemt verdensbillede, hævdede Bultmann. Han ville forsøge at gøre beretningerne aktuelle igen. Det skulle dog ikke ske ved at helbredelser skulle finde sted i vor tid. Vi skulle i stedet forstå, at der findes en kraft og en magt, der kan skabe forvandling i vores eget liv. Ifølge Bultmann handler det ikke om at fokusere på den historiske Jesus men derimod på den opstande Jesus.

Bibelens skabelsesberetning fortalte ifølge Bultmann ikke noget om, hvordan jorden og universet var blevet til. Derimod mente han, at den måtte forstås som en myte, det vil sige som en beretning, der forsøger at fortælle om en virkelighed, der er så overvældende, at menneskets fornuft ikke kan fatte den og at sproget ikke kan beskrive den udtømmende.

Skabelsesberetningen vil ifølge Bultmann fortælle, at der er en skaber, som står bag og som er Herre, at mennesket ikke selv ejer jorden og at det står til ansvar over for Gud. Når man har forstået det, og når det får betydning for den måde man lever sit liv på, så har man forstået beretningens indhold, mente Bultmann.

Bultmanns forståelse af Det Nye Testamente var stærkt afvigende fra den, som man finder både i den katolske og protestantiske kirke. Der lægger man nemlig i hvert fald til en vis grad vægt på, at beretningerne om Jesus er beretninger om noget, som virkelig skete engang. Imod denne opfattelse sagde Bultmann, at Bibelens budskab er den forståelse af den, som findes i nutiden.

Bultmann gik så langt som til at sige, at Det Nye Testamente faktisk ikke indeholder en erkendelse af noget afgørende nyt. Bibelen er ifølge ham en radikalisering af en erkendelse, som mennesket allerede har. Bultmann mente, at ethvert udsagn der var sandt om Gud samtidig beskrev mennesket og dets eksistensvilkår.

Bultmann blev i mange kredse ensidigt fremstillet som bibelkritiker. I virkeligheden var han i højere grad fortolker end kritiker. Han sagde da også selv, at hvis nogen ville være i stand til at bevise, at Bibelens beretninger var historisk korrekte, så ville han stadig hævde, at fortolkningen af dem skal være den samme, som den er i den afmytologiserede form.

Med sin opsigtsvækkende og moderne tankegang blev Bultmann en af 1900-tallets største og mest betydningsfulde teologer. Bultmann døde i 1976 i byen Marburg, hvor han havde brugt store dele af sit liv på at præge og inspirere sine elever.