Satan - gudssønnen, der blev hersker i Helvede

"Satan" betyder "modstander", men det er først i Det Nye Testamente, Satan bliver Guds direkte modstander. Foto: SILOTO

Djævelen, Lucifer, Antikrist - forestillingen om Den Onde Selv har adskillige navne og en mere turbulent historie, end mange forestiller sig

Det hebraiske navn Satan stammer fra Det Gamle Testamente. Det betyder modstander. I Det Gamle Testamente er Satan dog ikke Guds modstander; faktisk bor han i himlen! Det er først i Det Nye Testamente og den tidlige kristendom, at Satan indtager scenen som Guds direkte modstander, der kæmper for at forpurre Guds planer om at frelse verden. Gudssønnen
Satan optræder kun få gange i Det Gamle Testamente. I Første Krønikebog (1. Krøn. 21, 1) frister han David, og i Zakarias' Bog (Zak. 3, 1-2) forsøger han at anklage ypperstepræsten Josva.

Satans mest berømte optræden i Det Gamle Testamente finder sted i Jobs Bog. Her omtales Satan som en af gudssønnerne. Hans opgave er efter alt at dømme at aflægge rapport om menneskene til Gud. Men da han sår tvivl om den retfærdige Jobs fromhed, får han lov til at teste Job ved at tage alt fra ham

Man har traditionelt opfattet gudssønnerne i Jobs Bog som en form for tjenere for Gud. I sin bog Satan den fortabte søn argumenterer professor Kirsten Nielsen dog for, at man faktisk bør holde fast i metaforen om et far-sønforhold. Hun læser fortællingen om Gud, Satan og Job som en fortælling om en far og hans to sønner. Ifølge Kirsten Nielsen opfører Satan sig i Jobs Bog som en misundelig storebror, der forsøger at så splid mellem Gud og dennes yndlingssøn Job (hvis navn i øvrigt betyder hvor er far?).

Uanset hvordan man helt konkret opfatter forholdet mellem Gud og Satan, er det vigtigt at bemærke, at Satan kun tager alt fra Job, fordi Gud har givet ham lov. I det gammeltestamentlige verdensbillede er Satans magt nemlig kontrolleret og begrænset af Gud.

LÆS OGSÅ:Var Gud svag, da han prøvede Job?

Djævelen
Mens Satans optræden og magt i Det Gamle Testamente altså er stærkt indskrænket, kommer han til at spille en helt anden og afgørende rolle i Det Nye Testamente. Af Det Nye Testamente fremgår det også, at Satan oprindeligt var en del af den himmelske verden, men at han nu er blevet udelukket derfra: Jesus selv har set ham falde fra himlen, fortæller Lukasevangeliet (Luk. 10).

I Det Nye Testamente optræder Satan første gang i Matthæusevangeliet (Matt. 4). Her kaldes han Djævelen og er den, der frister Jesus i ørkenen. Han tilbyder Jesus alle verdens riger, hvis blot Jesus vil tilbede ham. Men Jesus afviser ham med ordene: Vig bort, Satan.

Det er værd at bemærke, at fristelsen i ørkenen sker på Guds initiativ; det er nemlig Guds ånd, der har ført Jesus ud i ørkenen. I Matthæusevangeliet er der altså stadig en forbindelse mellem Gud og Satan, som til dels svarer til den i Det Gamle Testamente.

Antikrist
Efterhånden skærpes den nytestamentlige forestilling om Satan dog. Satan er nu ikke længere forbundet med Gud, men optræder i stigende grad som hans modstander: Ifølge Lukasevangeliet og Johannesevangeliet er det for eksempel Satan, der står bag Judas forræderi (Luk. 22,3; Joh. 13,2).

Verden opfattes nu mere og mere som en kampplads mellem godt og ondt mellem Gud og Satan. Det endelige opgør mellem de to beskrives i Johannes Åbenbaring. Her er Satan dragen som Gud efter en voldsom kamp besejrer og kaster i en sø af ild og svovl, hvor den skal pines til evig tid.

Lucifer
Så vidt de bibelske beretninger om Satan. I forlængelse af dem og af beretninger fra de såkaldt apokryfe og pseudepigrafiske skrifter, som er samlinger af jødiske skrifter, der ikke er en del af den kanoniserede Bibel opstod der i den tidlige kristendom en forestilling om, at Satan oprindeligt var en engel, som gjorde oprør mod Gud. Oprøret bestod i, at han ville kontrollere menneskene og blive større end Gud. Derfor blev han forvist fra himlen.

Man identificerede på dette tidspunkt fortællingen om Satans fald med en passage i Esajas Bog, der handler om den strålende morgenstjernes fald (Es. 14,12). Den latinske udgave af Bibelen gengiver udtrykket strålende morgenstjerne med ordet Lucifer lysbringeren. Derfor har Satan i den kristne tradition også navnet Lucifer.

Helvedes hersker
I Middelalderen blev Satan først og fremmest betragtet som herskeren i Helvede stedet med evig pine for fortabte sjæle. For folk i middelalderen spillede han en stor rolle i forbindelse med forfølgelsen af hekse. Man mente nemlig, at hekse havde indgået en pagt med ham om at være hans efter døden.

Også for Martin Luther var Satan og hans kamp med Gud om menneskenes sjæle helt afgørende: Luther opfattede mennesket som et trækdyr, der blev trukket af enten Gud eller Satan, og hvis vilje derfor var styret af enten den ene eller den anden.

Det onde Satan afmytologiseres
Efterhånden kom forestillingen om Satan dog under pres. Dette skyldtes især rationalismen, der for alvor slog igennem i det 19. århundrede også inden for teologien. Presset blev øget yderligere med den såkaldte afmytologisering i 1940erne. Målet med afmytologiseringen var at oversætte kristendommens mytiske forestillinger herunder forestillingen om Satan til et sprog, man mente gav mening for det moderne menneske.

Selvom afmytologiseringen var (og stadig er) stærkt kritiseret i teologiske kredse, har den haft afgørende betydning for, at Satan af de fleste ikke længere opfattes som en personlig magt. Han er i vid udstrækning blevet afløst af det abstrakte og upersonlige begreb det onde.

Vi forsager Djævelen
Det kan godt være, at Satan er blevet afmytologiseret. Men ét sted kan det moderne menneske ikke komme uden om ham: I den danske folkekirke indledes trosbekendelsen nemlig med forsagelsen af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Den danske folkekirke er en af de eneste kirker i verden, der har fastholdt forsagelsen i trosbekendelsen. Det skyldes først og fremmest Grundtvig, der i det 19. århundredes såkaldte ritualstrid i et opgør med rationalismen insisterede på, at forsagelsen skulle gå forud for trosbekendelsen.

Diskussionen er dog ikke lukket med Grundtvig. Også i vore dage er der med jævne mellemrum røster i folkekirken, der argumenterer for, at Satan ikke siger moderne mennesker noget og derfor skal ud af trosbekendelsen. Andre derimod insisterer på, at han skal blive, så bekendelsen til Gud og alt det gode først kommer, efter man har sagt nej til ham, der står for alt det onde

LÆS OGSÅ:Danske præster vil af med Djævelen

Satanisme
I nyere tid er Satan også dukket op uden for kirken i satanismen. Ordet satanisme er en fællesbetegnelse for en række filosofiske retninger med mere eller mindre okkulte træk. Fælles for satanister er, at de dyrker en drift- og lystbetonet livsstil i modsætning til kristendommens påståede forsagelse af egne lyster og behov.

Satanisme bliver desuden associeret med musikgenren heavy metal dog ofte uden grund. Det skal således næppe opfattes bogstaveligt, når sangeren Ozzy Osbourne omtaler sig selv som Prince of Darkness (mørkets fyrste).

LÆS OGSÅ: Satanismens to ansigter

Kilder til denne artikel
Kirsten Nielsen: Satan Den fortabte søn?, Forlaget Anis 1991
Gads Bibelleksikon, Gads Forlag 1998
www.denstoredanske.dk
www.en.wikipedia.org