Simon Peter

Apostlen Peter var ifølge den katolske tradition den første pave i Rom. Her ses han i midten af billedet sammen med blandt andre Johannes med korset. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Simon Peter var disciplen, som fornægtede Jesus langfredag. Alligevel blev han apostlenes og dermed den kristne kirkes første leder

Peter er en af den tidlige kristendoms allervigtigste personligheder. Jesus udvalgte ham som leder af sine disciple. Da Jesus ikke var blandt dem længere, kom Peter til at spille en afgørende rolle for den første udbredelse af det kristne budskab og organiseringen af den spirende kristne kirke.

Læs Peters pinseprædiken her

Men Peter var også et menneske som alle andre: han kunne være fej og bange; derfor svigtede han Jesus, da det virkelig gjaldt, nemlig ved korsfæstelsen, og derfor havde han brug for tilgivelsen.

Simon en simpel fisker

Peter hed oprindeligt Simon. Navnet Peter fik han først senere af Jesus. Før han mødte Jesus, var han en helt almindelig fisker fra den lille by Betsaida ved Genesaret-søen i Galilæa, den nordlige ende af Israel.

Også to andre af apostlene kom fra Betsaida, nemlig Filip og Simons egen bror Andreas. På et tidspunkt helbredte Jesus Simons svigermor, så han må også have haft en kone, men i øvrigt hører man ikke noget om hende, selv om Paulus også nævner, at han var gift (i modsætning til Jesus og Paulus).

Ud over det, der er beskrevet ovenfor, ved man ikke meget om Simon Peters liv, før han mødte Jesus. Han har formentlig været blandt de ældste af apostlene.

Et afgørende møde

Alle fire evangelier beskriver, at Jesus kaldte Simon til at være sin discipel, men der er dog lidt forskel på, hvor detaljerede deres beretningerne er. Ifølge Matthæus og Markus mødte Jesus simpelthen Peter og Andreas, da de fiskede i Genesaret, mens Lukasevangeliet også beretter, hvordan Jesus først udførte et par mirakler overfor Simon og også lånte hans båd til at stå og tale til folkemængden i, før Simon bøjede sig for Jesus og valgte at følge ham.

Johannesevangeliet fortæller desuden, at Simons bror Andreas først var discipel af Johannes Døberen. Derigennem mødte Andreas Jesus og blev overbevist om, at han var Messias, og derfor hentede han sin bror Simon, for at han også skulle møde Jesus.

Alle evangelierne fortæller, hvordan Simon Peter og de andre disciple forlod al deres ejendom og deres familie for at følge Jesus, da han kaldte dem til det. Denne beslutning skulle blive afgørende, ikke bare for disciplenes egen videre skæbne, men også for hele kristendommen, som de kom til at sætte deres vigtige præg på.

"Du er Peter"

Simon Peter var den første af disciplene til at bekende, at Jesus var Guds søn. Som følge deraf sagde Jesus ifølge Matthæusevangeliet kapitel 16 disse ord til ham:

"Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."

Dermed fik Simon navnet Peter, som på græsk betyder klippe dette navn er en oversættelse af det aramæiske Kefas, som også nogle gange bruges som navn på Peter i blandt andet Johannesevangeliet og Paulus' breve. Ifølge nogle fortolkninger var det også ved disse ord, at Peter blev gjort til leder for kirken og apostlene.

Den romersk-katolske kirke regner paven for at være Peters efterfølger. De mener, at de oven for citerede ord til Peter legitimerer, at også Peters efterfølger, paven, skal være leder for hele kirken. Derfor er disse ord også skrevet med store bogstaver under kuplen på den romersk-katolske hovedkirke, Peterskirken.

Peter havde altså netop bekendt sin tro på Jesus som Guds søn, og Jesus havde derpå anerkendt ved at kalde ham en klippe. Alligevel var det næste, der skete, at Jesus måtte irettesætte Peter.

Jesus var begyndt at tale om sin kommende lidelse og korsfæstelse, og dertil havde Peter sagt: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" Trods de gode intentioner var Jesus nødt til at irettesætte ham med disse alarmerende ord: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."

Peter var således både et forbillede og samtidig også en person, som ikke altid formåede at rette sig efter Jesus. I forbindelse med tilfangetagelsen af Jesus satte han handling bag ordene ovenfor, idet han huggede et øre af en af de soldater, som kom for at arrestere Jesus.

Endnu engang måtte Jesus irettesætte Peter, fordi han ville forhindre udførelsen af Guds plan, som var, at Jesus skulle tages til fange og korsfæstes.

Fornægtelse og tilgivelse

Det mest kendte eksempel på, at Peter gjorde, som han ikke burde, skete imidlertid først senere samme aften. Mens Jesus blev forhørt i ypperstepræstens hus, sad Peter udenfor og varmede sig ved et bål.

Dér spurgte tre forskellige mennesker efter hinanden ham, om han ikke var en discipel af Jesus. Alle tre gange benægtede Peter at kende noget som helst til Jesus.

Evangelierne fortæller, at da Peter havde fornægtet Jesus for tredje gang, galede en hane og mindede ham om, at Jesus havde forudsagt, at Peter ville fornægte ham tre gange, før hanen galede. Derfor gik Peter bort og græd over, at han havde undsagt Jesus i denne afgørende stund.

Efter Jesu død var Peter igen sammen med de andre disciple. Da nogle kvinder kom til dem og fortalte, at Jesus var opstået fra de døde, var Peter en af de første til at løbe ud til graven og se efter. Ifølge Paulus (1. Kor. 15,5) var Peter den første, som den genopstandne Jesus viste sig for.

Det sidste, Johannesevangeliet beretter om, er en samtale mellem Jesus og Peter. Tre gange spørger Jesus Peter, om han elsker ham, og tre gange bekræfter Peter sin kærlighed til Jesus svarende til de tre gange, han havde fornægtet Jesus. Da tilgav Jesus ham og bekræftede hans position som leder for kirken med ordene: "Vogt min får!"

Den spirende kirke

Da Jesus ikke var blandt apostlene længere, blev Peter deres leder. Han fungerede som alle de kristnes talsmand i den første del af den periode, som beskrives i Apostlenes Gerninger.

Han førte an ved valget af Matthias som ny apostel i stedet for forræderen Judas, han udbredte det kristne budskab i prædikener for Jerusalems indbyggere, og han holdt forsvarstaler, når apostlene blev anklaget.

Apostlenes Gerninger indeholder også flere beretninger om mirakler, der fulgte Peter. Han helbredte syge og opvakte endda en død. På et tidspunkt blev Peter fængslet, men blev befriet igen af en engel.

Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 10 fik Peter en åbenbaring, hvor han så alverdens dyr og fugle, og hvor han af en himmelsk stemme blev beordret til at slagte og spise dem. Mange af dyrene var imidlertid forbudte at spise ifølge de jødiske renhedsforskrifter.

Denne oplevelse overbeviste dog Peter om, at ingen mad skulle anses for uren for de kristne. Ved samme lejlighed blev han overbevist om, at det heller ikke var urent for en kristen jøde at besøge en hednings hus, og derfor kunne han næste dag besøge den romerske officer Cornelius' hus og prædike for ham og hans husstand, så de som nogle af de første ikke-jøder blev omvendt til kristen tro.

Senere spredte kirken sig langt udenfor Jerusalem og kunne ikke længere nøjes med kun at have én hovedtalsmand. En ny vigtig person var kommet på banen: den nye apostel Paulus, der tidligere havde forfulgt de kristne, men nu selv var blevet omvendt til kristendommen.

Mens Peter blev i Jerusalem og ledte apostlene og menigheden dér, rejste Paulus rundt i verden og forkyndte evangeliet for både jøder og hedninger.

Omkring midtvejs i Apostlenes Gerninger skifter fokus fra Peter til Paulus, og derefter hører vi ikke meget om Peters videre skæbne. Det eneste, man med sikkerhed kan fastslå ud fra resten af Det Nye Testamente, er, at han på et tidspunkt kom til Antiokia, hvor han mødtes med Paulus (Galaterbrevet 2,11).

Desuden indeholder Det Nye Testamente et eller to breve skrevet af Peter eller en af hans nære medarbejdere, men de indeholder ikke personlige detaljer om Peters liv.

Martyrdøden

Der findes imidlertid andre kilder, som giver mere information om den senere del af Peters liv og navnlig om hans død. Nogle af dem er dog muligvis mindre troværdige. Sandsynligvis er det sandt, når Clemens af Rom i et brev fra slutningen af det første århundrede fortæller, at Peter blev henrettet som martyr.

Mere specifikke kilder fra slutningen af det andet århundrede beretter, at Peter blev korsfæstet i Rom ifølge nogle med hovedet nedad. Hvis disse oplysninger er korrekte, døde han formentlig under Kejser Neros kristenforfølgelser efter Roms brand i år 64 nogenlunde samtidig med, at Paulus blev halshugget samme sted.

Kirkefaderen Irenæus af Lyon berettede omkring 180 e.Kr., at den kristne menighed i Rom var blevet grundlagt af Peter og Paulus, og at Peter havde været den første biskop dér. Derfor, sagde Irenæus, måtte alle andre kirker bøje sig og være enige med Roms kirke. Dette er grundlaget for, at biskoppen af Rom, som i daglig tale er kendt som den romersk-katolske pave, endnu i dag hævder at skulle være hele den kristne kirkes suveræne leder.

Peterskirken i Rom ligger ifølge traditionen på det sted, hvor Peter blev begravet. I 1950 fandt man nogle knogler begravede under kirkens alter, som mange har hævdet, er Peters. Imidlertid fandt man tre år senere endnu en grav, som også hævdes at være Peters, men denne grav ligger i Jerusalem. Det lader sig altså ikke gøre at få klarhed over, hvor Peter endte sine dage.