Teresa af Ávila (1515-1582)

Bøn og meditation var de vigtigste redskaber, Teresa brugte til at ændre verden. Hendes betydning rækker langt ud over hendes egen tid

Teresa af Ávila, også kendt som Teresa af Jesus, blev født ind i en spansk adelsfamilie og havde alle muligheder for at få en sorgløs, overfladisk tilværelse som adelsfrue. Men hun ville noget andet og større. Hun brød alle konventioner for, hvad en kvinde kunne opnå på den tid. Sammen med Johannes af Korset grundlagde hun en ny gren af karmeliterordenen. Hun rejste rundt i Spanien og sørgede for, at der blev bygget en mængde klostre til den nye orden.

Samtidig med sine udadrettede aktiviteter var hun et dybt spirituelt menneske, som havde større erfaringer end de fleste med bøn og meditation, og hun delte ud af denne erfaring gennem en række bøger, som stadig læses flittigt. Havde hun valgt livet som adelsfrue, var hun nok blevet glemt i dag, men nu huskes hun som en af den kristne mystiks vigtigste forfattere og karmeliterordenens kvindelige reformator.

Doctor ecclesiæ
Teresa skrev en række bøger; de vigtigste er Sjælens slot og Fuldkommenhedens vej. Begge bøger handler om spiritualitet og mystik. Et gennemgående tema er spiritualiteten som en vandring ved hjælp af bøn og meditation frem mod fællesskab med Gud.

Mange mennesker finder endnu i dag stor inspiration i Teresas tanker og erfaringer. Derfor har den romersk-katolske kirke ikke blot helgenkåret hende, men også givet hende den særlige ærestitel doctor ecclesiæ kirkelærer som én ud af kun 33, heraf tre kvinder.

En ikke helt almindelig pige
Teresas far var en adelsmand af jødisk herkomst, men hans far var konverteret til kristendommen, og det var lykkedes familien at blive integreret i det kristne samfund. Det var dog især Teresas mor Beatriz, der var ivrig efter, at Teresa og hendes bror Rodrigo skulle opdrages som fromme kristne.

Som lille var Teresa især fascineret af beretninger om martyrer og helgener. Som syvårig løb hun hjemmefra sammen med sin bror for selv at blive martyr blandt de muslimske maurere, der dengang havde besat det sydlige Spanien. Deres onkel spolerede dog deres plan, da han kom ridende mod byen og opdagede de to børn udenfor bymuren.

Allerede da Teresa var fjorten år, døde moderen. Men da hun kort tid efter blev sendt i klosterskole af sin far, havde han nok ikke forestillet sig, at hun skulle ende med at leve resten af sit liv som nonne. At være midlertidigt i kloster i nogle år var nemlig ganske almindeligt for unge adelskvinder på den tid her blev de uddannet i de ting, der var vigtige for en kvinde men i øvrigt var klosterlivet ofte mere præget af selvskabelighed end af fromhed, og augustinerordenens nonnekloster i Ávila var ingen undtagelse.

Teresa nåede dog ikke at være mere end halvandet år i klosterskolen, før hun blev syg og var nødt til at vende hjem til sin fars hus. Selv om Teresa var en åndeligt stærk kvinde, var hun gennem store dele af sit liv fysisk svagelig og plaget af sygdom.

Splittet mellem verdslighed og åndelighed
I løbet af sin tid hjemme hos faderen, begyndte Teresa at læse i kirkefaderen Hieronymus' breve, og dette blev et afgørende vendepunkt i hendes liv. Denne læsning fik hende til at beslutte at leve et religiøst liv. Derfor ville hun være nonne, men faderen ville ikke give hende tilladelse til det. Hendes vilje var dog ukuelig, og derfor forlod hun en tidlig morgen hjemmet og begav sig hen til karmeliterklostret i Ávila, hvor hun 20 år gammel søgte om optagelse.

Hvis Teresa ville være nonne, krævede det imidlertid faderens accept, og den kunne hun ikke umiddelbart få. Med tiden indså faderen dog, at der ikke var nogen vej udenom, og derfor tillod han sin datter at blive nonne.

I løbet af de første par år som nonne blev Teresa igen syg, men hun fandt en åndelig vej gennem sygdommen ved hjælp af meditation. Teresa oplevede mange ekstaser og åbenbaringer i forbindelse med sin meditation. Samtidig havde hun svært ved at hengive sig helt til det åndelige liv, fordi hun var en populær og selvskabelig person, og ofte lagde snak og sladder større beslag på hendes tid end bøn og meditation selv om hun egentlig ikke ønskede det sådan.

Efterhånden fik Teresa dog bedre sammenhæng mellem sit åndelige liv og sin hverdag på klostret, og dermed begyndte hendes ekstaser og åbenbaringer også at aftage. Hendes voldsomste mystiske oplevelse kom dog først, da hun var midt i 40'erne: Hun oplevede, at en engel stødte en glødende lanse ind i hendes hjerte igen og igen, og dette gav hende en uudsigelig smerte, men samtidig knyttede smerten hende tættere til Gud og til hans søns lidelse på korset.

En handlingens kvinde
Oplevelsen af deltagelse i Jesu lidelse var med til at sætte Teresa i gang med en reformering af karmeliterordenen. Hun og mange andre oplevede, at den etablerede orden ikke tog klosterlivet seriøst nok. I begyndelsen af 1560'erne grundlagde hun et nyt nonnekloster i Ávila, hvor nonnerne skulle leve i absolut fattigdom og gå rundt uden sko på fødderne, og de skulle tilbringe en stor del af dagen i tavshed, bøn og meditation.

Nogle få år senere blev der også oprettet munkeklostre, der fulgte samme principper. Til dette formål fik Teresa bl.a. hjælp af Johannes af Korset, hvis navn ofte knyttes sammen med hendes. Johannes var dengang en ung præst i 20'erne. Ligesom Teresa huskes han i dag som en af kristendommens største mystikere.

I de følgende år rejste Teresa rundt i Spanien for at stifte nye klostre i alt sytten fik hun oprettet. Teresa var en foretagsom kvinde med masser af ben i næsen, og det fik hun god brug for, når hun skulle gøre forretninger med folk, der var skeptiske over at se en nonne i sådan en rolle.

Det var dog ikke alle, der brød sig om den nye, opstrammede udgave af karmeliterordenen. Repræsentanter for den gamle udgave bragte anklager mod Teresa og hendes samarbejdspartnere for Inkvisitionen. I 1576 blev hun dømt til at trække sig tilbage til klostret i Toledo. Andre slap dog ikke så billigt; Johannes af Korset sad ni måneder i et mørkt fangehul, før det lykkedes ham at flygte.

I længden kunne modstanderne dog ikke stå for presset fra den spanske konge, Filip II, som stod på Teresas og Johannes' side i striden. I 1579 blev sigtelserne mod dem frafaldet, og i 1580 anerkendte pave Gregor XIII officielt den nye ordensgren.

På dette tidspunkt var Teresa ved at være gammel og svag, mærket som hun var af et sygdomsfuldt liv. Ikke desto mindre fortsatte hun resten af sit liv med at arbejde for oprettelsen af nye klostre til ordenen. Hun døde i 1582, 67 år gammel, netop i den nat, hvor de katolske nationer overgik fra den julianske til den gregorianske kalender man sprang simpelthen 10 dage over i kalenderen. Derfor er det vanskeligt at afgøre, om hun døde den 4. eller den 15. oktober, men hendes traditionelle festdag er den 15. oktober.