Thomas Aquinas (cirka 1225-1274)
Thomas Aquinas' meninger om forholdet mellem den guddommelige åbenbaring og den menneskelige fornuft har fået indflydelse på videnskabens, filosofiens og kirkens historie
Thomas Aquinas blev født i 1225 i Roccasecca, Italien, af adelige forældre. Da han var fem år gammel, blev han anbragt i et benediktinerkloster. Efter at have tilbragt cirka 9 år der, vendte han hjem til forældrene i nogle få måneder, inden han som 14-årig begyndte at studere på universitetet.
I byen Naples, hvor Aquinas studerede, blev han fascineret af det liv som tiggermunkene (dominikanerne) levede. Imod familiens ønske tilsluttede Aquinas sig dem i 1244. Kort tid derefter blev han bortført af sine brødre, der bragte han hjem til forældrene, som holdt ham indespærret for at forhindre ham i at tilslutte sig dominikanerne.
I 1245 trodsede Aquinas endnu engang sine forældre og vendte tilbage til dominikanerne. Denne gang gik turen til Paris, hvor han skulle studere. Her mødte han Den hellige Albert den Store, som tidligt indså, hvor begavet Aquinas var. Dette møde fik stor betydning, fordi det blev bestemmende for udviklingen i Aquinas' tænkning. Aquinas fulgte Albert den Store til byen Cologne, hvor han skulle oprette en skole for dominikanerne.
Aquinas vendte tilbage til Paris i 1252, hvor han afsluttede sit teologistudie. Herefter underviste han resten af sit liv i kortere eller længere perioder i Paris og i en række byer i Italien. I 1273 fik Aquinas et voldsomt ildebefindende, hvorefter han ikke var i stand til at undervise længere. Et år senere døde han af sygdom.
I Aquinas' bøger er der en skarp skelnen mellem teologi og filosofi. Bibelen indeholder Guds budskab til mennesket, den er en åbenbaringstekst, hvori sandheden findes, mente Aquinas. Filosofferne kan måske forstå en smule af indholdet i den hellige åbenbaring, men langt det meste er hævet over den menneskelige forstand, sagde Aquinas.
Aquinas mente, at filosofien var nyttig af flere grunde. Selvom den ikke kunne vise hele indholdet af Guds åbenbaring, så kunne den alligevel ifølge ham bevise, at der nødvendigvis måtte eksistere noget guddommeligt, og at kristendommens lære ikke var selvmodsigende. Aquinas sagde også, at mennesket har brug for at vide mere, end det der står i Bibelen. Gud har nemlig ikke åbenbaret de sandheder, som mennesket selv kan forstå med sin egen fornuft.
5 veje til Gud
Fordi Gud er kilden til den højeste lykke, er det værd at forsøge at bevise hans eksistens, mente Aquinas. I modsætning til mange tidligere kristne filosoffer begynder Aquinas altid sine beviser med at henvise til den verden, som kan ses, føles og røres i stedet for at tage udgangspunkt i tankerne om Gud.
Aquinas gav selv følgende eksempel på et gudsbevis: Vi kan se, at de materielle ting som stole og borde kan bevæges, hvis der bliver brugt styrke nok. Når stolen bevæges, sker det altså, fordi noget andet er årsag til denne bevægelse. Men hvad var årsagen til den allerførste bevægelse i verden? Aquinas sagde, at det måtte være Gud, som er en ubevægelig bevæger. Gud var altså ikke afhængig af påvirkning udefra, før han kunne skabe bevægelse.
Aquinas fremstillede også et andet bevis: Ingen kan skabe sig selv. Alligevel ser vi, at både mange levende væsener og mange materielle ting som stole, borde osv. eksisterer. Der må være en årsag til, at det hele er til. Det er umuligt at forestille sig, at der ikke har været en første årsag til alle andre årsager, for hvordan skulle der ellers eksistere noget? Den første årsag, som ikke selv var forårsaget af noget andet, kaldte Aquinas for Gud.
Aquinas havde i alt 5 Gudsbeviser, som han også kaldte "veje til Gud". Flere af dem havde den græske antikke filosof Aristoteles dog allerede formuleret. Aristoteles levede før Kristus, og derfor kendte han naturligvis ikke noget til kristendommen. Alligevel formulerede han flere beviser for eksistensen af noget guddommeligt. Aristoteles troede dog ikke på en personlig Gud, der bekymrer sig om menneskenes liv.
Videnskab og teologi
Aquinas anså Aristoteles' tænkning for at være det mest intelligente mennesket overhovedet vil kunne tænke uafhængigt af Guds åbenbaring af sig selv. Det har fået stor betydning for kirkens og videnskabens historie, at Aquinas overtog en lang række af Aristoteles' synspunkter.
Aristoteles mente blandt andet, at jorden var universets centrum. Denne tanke tog kirken til sig i en sådan grad, at den ikke ville tage videnskabsmændene alvorligt, når de forklarede, at solen var universets centrum. Kirken mente, at der både i Bibelen og i Aristoteles' bøger var rigeligt belæg for, at jorden var planeten i midten.
Aquinas mente, at man i filosofien og videnskaben møder en tankegang, der er klarere og lettere at forstå, end den der findes i teologien. Det er altså lettere at forstå teorier om naturen end teorier og tanker om Gud. Aquinas mente dog, at teologien i sig selv var mindre værd end det direkte forhold til Gud, som et troende menneske kan have, når det beder eller læser i Bibelen.
Særligt Den katolske kirke har taget Aquinas' tanker til sig. I 1323 blev Thomas helgenkåret og i 1567 blev han ophøjet til kirkelærer. I 1879 blev han af Pave Leo 13. fremhævet som enhver kristen tænkers ideal. Han har også fået indflydelse på filosofiens historie, blandt andet fordi han på flere punkter tænkte anderledes end sine forgængere om forholdet mellem teologi og filosofi.