Valdemar Ammundsen ville højne samfundets etik

Ove Valdemar Ammundsen (1875-1936) var en fremtrædende skikkelse med sin tidstypiske liberalteologi og sit positive syn på kristendommens praktiske etiske betydning. Gennem ham blev kristent religiøse perspektiver anvendt på mange af det tidlige 1900-tals store samfundsspørgsmål, som man i dag måske ellers ikke forbinder med religion eller tro. Maleriet af ham hænger i Haderslev Domkirke.

Valdemar Ammundsen var en teologisk professor og biskop, som ønskede at gøre kirken og kristendommen relevant i tidens samfundsspørgsmål

Ove Valdemar Ammundsen (1875-1936) gjorde som ung teolog lynkarriere og blev professor i kirkehistorie ved universitet som 25-årig i 1901. Sideløbende med det videnskabelige arbejde var han på kirkeligt grundlag flittigt engageret i en række sociale og politiske organisationer. Han blev desuden den første biskop i Haderslev efter genforeningen i 1920.

Evig idealist
Ammundsens teologiske standpunkter kan kort opsummeres i to overskrifter: Liberalteologi og etisk idealisme.

Liberalteologi er et ord for en af de markante teologiske strømninger, der gjorde sig gældende fra slutningen af 1800-tallet til 1920erne. Liberalteologien lagde vægt på en historisk-kritisk læsning af bibelen i forsøget på at styrke kristendommens troværdighed i en tid, hvor moderne videnskabelige idealer brød frem indenfor mange andre fagområder.

LÆS OGSÅ:Hvad er liberalteologi?

Samtidig lagde Ammundsen overordentlig vægt på kristendommens etiske rolle i samfundet. Kristendommens betydeligste værdi bestod for ham i, at den kunne forvandle og højne samfundets etiske standpunkt. Samfundets institutioner skulle formes efter de kristne etiske standarter.

Etisk idealisme kalder man den filosofiske etiske overbevisning, at mennesket har reel mulighed for at erkende det objektivt gode og handle derefter. For Ammundsen var det objektivt gode lig med hvad han så som den kristne etik.

Han erkendte, at mennesket ikke i alt kunne opfylde de etiske mål, men kristendommen var for ham en kraft, der kunne og skulle forædle mennesket etisk og moralsk set. Og med mennesket kunne samfundets og alle dets aspekter kristeliggøres.

Kristendommens sociale betydning
Ammundsens etiske og religiøse synspunkter førte naturligt til et stort socialt og samfundsmæssigt engagement også på et mere praktisk plan. Det udmøntede sig både nationalt og internationalt. I kristne studentersamfund, socialpolitisk og i forhold til internationalt kirkeligt samarbejde.

Han bestred tillidshverv i blandt andet Studenterforbundet, den kristne studenterorganisation ved universitetet, Kristeligt-socialt Forbund, en filantropisk forening med et bestemt kristent samfundssyn og ikke mindst Kirkeligt Verdensforbund, for hvilket han blev præsident i 1935, året før sin død.

Foreningen Kristeligt-socialt Forbund blev dannet i 1913, for at henlede opmærksomheden på den sociale rolle, man mente kristendommen skulle spille. Ikke blot med praktisk hjælpearbejde, men i en egentlig omformning af samfundet og dets institutioner.

I forbundet slog man navnlig på, at kirken ikke kunne forholde sig passivt til fattigdommen i landet og til de andre sociale spørgsmål, som rejstes fra socialistisk hold i fagbevægelsen og det unge socialdemokrati.

Ammundsens udgangspunkt var ønsket om at kristeliggøre samfundet, det ville for ham sige at gøre dets indretning mere retfærdig. En konkret politisk stillingtagen var sekundær i forhold til hans etiske argumentation, men han lagde heller ikke skjul på, at de to ting hang sammen for ham.

Sønderjylland og verdenspolitikken
Fra krigen i 1864 og til genforeningen 1920 var Sønderjylland tysk område. Det gjaldt også forvaltningen af kirken. Efter befolkningen i området havde stemt om den nye dansk-tyske grænse, skulle man derfor finde nye folk til at besætte de større embeder.

Til biskop i Haderslev faldt valget på Ammundsen, der foruden sine teologiske meritter havde gjort sig bemærket med en interesse for det tysk-danske nationale spørgsmål siden Første Verdenskrig. Han bestred embedet fra 1923 til sin død i 1936.

Tiden var præget af store spændinger mellem danske og tyske befolkningsgrupper, og Ammundsen søgte at undgå, at den latente konflikt fik alvorlige konsekvenser for kirken. Blandt andet prædikede han selv flere gange på tysk for at vise imødekommenhed over for det tyske mindretal. Han frygtede blandt andet, at de i stort tal ville bryde ud og danne rene tyske frikirker.

De sønderjyske erfaringer brugte han desuden i sit økumeniske engagement, der også lå ham stærkt på sinde. Konkret gennem arbejdet i Kirkeligt Verdensforbund, der blev dannet af en lang række hovedsageligt europæiske teologer i 1914.

LÆS OGSÅ:Hvad er økumeni?

I årene umiddelbart efter Første Verdenskrig var debatten om folkegruppers ret til national selvbestemmelse meget aktuel. Tilsvarende blev det ivrigt debatteret, hvordan man skulle forholde sig til Tyskland og landets betydning efter krigen.

Overordnet slog Ammundsen på, at det nu var vigtigere end nogensinde før, at Europas kirkefolk kunne samarbejde om at udbrede kristendommen i samfundslivet, så voldsomme konflikter kunne undgås. For Ammundsen var der ingen uoverensstemmelse mellem de storpolitiske spørgsmål og den praktiske kristne etik.

Uløste teologiske problemer - udfordringen fra Tidehverv
Ikke alle delte Ammundsens idealistiske kristendomsopfattelse. Den skarpeste kritik skulle vise sig at komme fra dele af den kristne studenterbevægelse, hvor Ammundsen selv var en feteret ledende skikkelse.

Ammundsens teologi havde nogle bestemte teoretiske forudsætninger. Nemlig at man lagde en særlig vægt på Jesus-skikkelsen som et moralsk forbillede til efterlevelse på bekostning af synet på mennesket som grundlæggende syndigt i forhold til Gud.

Rent principielt var Ammundsen ikke uenig i, at menneskeheden var syndig og uperfekt på grund af syndefaldet. Men han stillede dette synspunkt i baggrunden, fordi han fortsat havde menneskets etiske udvikling som sit udgangspunkt. En understregning af syndigheden afgrænsede modsat de menneskelige muligheder for at realisere de store etiske målsætninger.

Meget forenklet sagt var det det problem, der var stridens kerne, da der fra omkring 1924 opstod en voldsom strid i Studentersamfundet. En gruppe yngre teologer blevet utilfredse med den stærkt udtrykte idealisme, som i lyset af Første Verdenskrigs rædsler syntes dem at være særlig problematisk.

De to fløje kom til at kæmpe om magten i forbundet, men i 1926 var bruddet uomgængeligt idet udbryderne begyndte at lave deres eget tidsskrift kaldet Tidehverv.

LÆS OGSÅ: Hvad er Tidehverv? 
 
Ammundsen forsøgte at holde sammen på organisationen, og viste derfor betydelig mere forståelse for de unge teologers kritik end mange andre af tidens kirkelige personligheder. Men det lykkedes ham aldrig at tale sig til rette, eller at finde et fælles grundlag at fortsætte samarbejdet med de unge tidehvervsfolk på.

I sidste ende kunne han ikke gå på kompromis med sit etisk idealistiske kristendomssyn. Det hjalp muligvis heller ikke, at debatten fra begge sider ofte blev ført med stor voldsomhed; med ironi og skarpe personlige angreb.

Tidens store spørgsmål
Ove Valdemar Ammundsen var en fremtrædende skikkelse med sin tidstypiske liberalteologi og sit positive syn på kristendommens praktiske etiske betydning. Gennem ham blev kristent religiøse perspektiver anvendt på mange af det tidlige 1900-tals store samfundsspørgsmål, som man i dag måske ellers ikke forbinder med religion eller tro.

Men det var samtidig dette kristendomssyn, der bragte ham i skudlinjen i Tidehvervs opgør med tidens idealistiske teologi. Det var en voldsom og livlig debat, som på mange måder blev dagsordensættende for de følgende årtier.