Vilhelm Beck var Indre Missions store høvding

Vilhelm Becks person var stort set gået i glemmebogen, indtil der udkom to biografier om ham i 100-året for hans død.

Hans stærke lederskab holdt sammen på Indre Mission som en bevægelse inden for folkekirken også efter hans død, men nogle mener at hans ledelsesstil var for autoritær

Sognepræsten Vilhelm Beck (1829-1901) var formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission fra 1881 til sin død, men han var den reelle leder allerede fra foreningens oprettelse i 1861.

I begyndelsen var foreningen en lille kreds, der samlede penge ind til at betale lønnen for en enkelt ansat missionær, men ved Becks død havde den mere end 150 ansatte, 400 missionshuse, adskillige skoler og seminarier og tusindvis af tilhængere over hele landet. Beck selv var en fremragende taler, der kunne samle 10.000 mennesker til sine årlige friluftsmøder.

Beck blev født i præstegården i Ørslev ved Slagelse i 1829. Hans far var sognepræst der og senere i Ubby ved Kalundborg fra 1840. Begge hans forældre tilhørte gamle embedsmands- og præsteslægter. I 1849 flyttede den unge Vilhelm efter faderens ønske til København for at læse teologi, så han kunne træde ind i slægtens tradition.

Beck elskede folkekirken, men ikke folkestyret
At Indre Mission indtil nu er forblevet inden for rammerne af den danske folkekirke skyldes ikke mindst Vilhelm Becks lederskab, også selvom hans egen person stort set gik i glemmebogen forholdsvis kort tid efter hans død. Hans store kærlighed til folkekirken kom sig af den erfaring, han gjorde sig, da han som ung blev nødsaget til at blive ansat som medhjælpende præst hos sin far i Ubby i 1856.

Egentlig havde han overhovedet ikke lyst til at være præst, og han havde endnu ikke fundet noget fast religiøst ståsted. Men gennem sit virke som præst kom han til en stærk tro på kristendommen. Og han oplevede også, at andre mennesker blev vakt til fornyet tro gennem hans prædikener. Det var ikke sket i hans fars tid, for faderen var en repræsentant for den mere kølige, nærmest rationalistiske forkyndelse, der prægede den første del af 1800-tallet.

På grund af denne oplevelse holdt Beck resten af sit liv umådelig meget af folkekirken og dens gudstjenester og sakramenter, som havde ført ham og mange andre til troen. Gennem Indre Mission ønskede han at styrke folkekirken, så den kom mere i kontakt med folket.

Ikke desto mindre var Beck ikke nogen demokratisk leder. Han mente, at demokrati i Indre Mission ville føre til splittelse inden for bevægelsen. Beck var et barn af enevælden og videreførte inden for Indre Mission en styreform, der svarede til enevælden, ligesom det også skete i folkekirken som helhed indtil begyndelsen af 1900-tallet.

Indre Mission blev stiftet i 1861, og fra begyndelsen var Beck medlem af bestyrelsen og redaktør for foreningens blad, Indre Missions Tidende. Den første formand, provst C.F. Rønne, var en svag leder, så Beck blev den reelle leder, selvom han først overtog det formelle formandskab ved Rønnes død i 1881.

Guds knaldepisk?
I 2001, 100 år efter Becks død, udkom to meget forskellige biografier om ham: journalisten Egon Clausens med den sigende titel Guds knaldepisk og kirkehistorikeren Kurt E. Larsens med titlen Missionspræsten. Især den førstnævnte vakte stor debat. Egon Clausen fremstiller Vilhelm Beck som en mand med to meget forskellige sider: På den ene side var han et kærligt familiemenneske, men på den anden side var han besat af et begær efter magt, anseelse og penge, som Clausen kalder for Magtens Dæmon, og som mere og mere tog over.

Clausens biografi fik en overvejende positiv modtagelse af anmelderne, men vakte også stor debat. Det grundigste modsvar kom fra professor Hans Aage fra Roskilde Universitetscenter, der i en artikel i Kirkehistoriske Samlinger 2002 konkluderede, at Clausens biografi er nedslående, dels fordi der er så mange udokumenterede, subjektive vurderinger, dels fordi de er så ondskabsfulde. [Egon Clausen] kan simpelt hen ikke fordrage Vilh. Beck. Den er fyldt med insinuationer og perfide antydninger, og er kort sagt et smædeskrift.

Beck holdt sammen på en broget bevægelse
I Kurt E. Larsens mere afdæmpede biografi konkluderes det, at Beck bestemt havde store fejl, men at hans gode sider var endnu større, for eksempel hans menneskelige rummelighed, selvforglemmende arbejdsiver og folkelige humor.

I hvert fald står det fast, at uden en mand som ham var Indre Mission ikke blevet den store folkebevægelse, som den blev. Ved hans lederskab forblev Indre Mission én samlet bevægelse inden for den danske folkekirke. Det lå ellers ikke i kortene, da den blev stiftet på ruinerne af den første forening for indre mission, der var ved at gå i opløsning på grund af frimenighedstendenser efter kun otte års levetid.

Beck forsøgte at holde sig selv og sin forening ude af kirkelige stridigheder. Indre Mission skulle ikke være noget parti inden for kirken, men derimod drive mission for uomvendte danskere. Derfor skulle Indre Mission være åben for alle oprigtige kristne undtagen dem, der havde partibestemte særmeninger.

Denne rummelighed gjorde det muligt at holde sammen på en meget broget bevægelse. Men samtidig gjorde forbeholdet over for kirkelige partier, at det måtte ende med et brud med den grundtvigske gruppe. Beck vedblev dog at betragte grundtvigianerne som en del af den levende menighed i folkekirken.