Det vigtigste at vide om trosbekendelsen

Den apostolske trosbekendelse kan føres tilbage til den tidlige kristendom og har fået sin nuværende form omkring år 200. Men hvad er det, vi tror på ifølge denne bekendelse? Kristendom.dk forklarer trosbekendelsens tre led her

Troen på Gud Fader

Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Ifølge en forordning af 1949 indledes bekendelsen ved den danske folkekirkes gudstjeneste med forsagelsen af djævelen. Forsagelsen skyldes Grundtvig, der mente, at man ikke kunne bekende troen uden først at sige et klart nej til "djævelen og alt hans væsen" - det vil sige det onde, der får mennesket til at vende sig bort fra Gud.

Den kristne tro er tro på Gud som ét guddommeligt væsen, der viser sig som Fader og skaber og som Søn, dvs. som Jesus Kristus og som Helligånd.

Når Gud både kaldes Fader, almægtig og himlens og jordens skaber, så bekendes Gud som den altbestemmende virkelighed. Gud er det ubetingede, det absolutte, ”dybet” i vores tilværelse, som den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich udtrykte det.

At Gud er himlens og jordens skaber betyder, at han er ophav til hele vores virkelighed handler ind i den menneskelige tilværelse.

Skabelsen i sig selv kan ikke indfanges i tidslige og rumlige kategorier og dermed beskrives i et videnskabeligt sprog. Skabelsen er skabelse ud af intet.

”Big Bang ”-teorien om universets tilblivelse eller evolutionslæren om arternes udvikling kan hverken bekræfte eller modsige troen på Guds som skaber. Skabelsestro, videnskabelig teori og analyse er derfor ikke i konkurrence med hinanden. Hvad Gud er, kan ikke rummes i sproget.

Men alligevel trænger sproget sig på og vil sige noget om Gud. Derfor betegnes Gud som Fader, almægtig og skaber. Gud gøres til ”han” og dermed til en personligt erfaret virkelighed. Og skabelsen ses som et udtryk for, at Gud er kærlighed.

Troen på Guds Søn
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Bekendelsen til Jesus Kristus som Guds Søn udtrykker troen på, at Gud er kommet til mennesket og viser sin almagt i en historisk person, Jesus Kristus. Gud er altså ikke en tavs magt, men Gud går ind i tiden i Jesu person og livshistorie.

I Jesu menneskeliv viser Gud sit evige væsen og viser sit ansigt i et historisk levet liv. For den kristne tro er det et under, som sprogligt udtrykkes ved, at Jesus er ”undfanget ved Helligånden”. Men samtidig er han altså menneske: ”født af jomfru Maria”.

Trosbekendelsen udtrykker intet om Jesu livsløb i øvrigt, kun hans livs afslutning ved korsfæstelse og hans dermed følgende opstandelse og forening med Gud selv ved himmelfarten.

Ifølge de evangeliske beretninger har Jesus virket som karismatisk vandreprædikant, der gjorde op med samtidens gudsforståelse, og i sammenhæng hermed forkyndte han en kommende tilstand, Gudsriget. Gudsriget var ifølge Jesus ensbetydende med en befrielse af mennesket fra alt hvad der binder det: sygdom, død, egoisme/synd, social nød. Han blev anklaget for Gudsbespottelse af de religiøse ledere (de jødiske præster) og dømt som politisk oprører af ordensmagten (romerne).

Bekendelsen siger, at henrettelsen skete ved korsfæstelse, hvorved Jesus ofrede sig selv og dermed viste menneskelivets dybeste mening, nemlig livet for andre. Jesus var altså et sandt menneske. Og som sand Gud kan Jesus ikke fastholdes af døden. Jesus opstår og bekræfter dermed sin guddommelighed og sin forkyndelses sandhed.

Bekendelsens ord om Jesu opstandelse, himmelfart og genkomst, udtrykker grundlaget for det håb, der kommer til udtryk i bekendelsens tredje led.

Troen på Helligånden
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Bekendelsen til Gud som Helligånd udtrykker troen på, at Gud til stadighed skaber tro, kærlighed og fællesskab mellem mennesker. Ifølge Luther kan vi ikke tænke os til, hvad det betyder, at Gud blev menneske.

”Det lægges os i hjertet af Helligånden, når evangeliet forkyndes”, siger Luther. Derfor er det, at kirken nævnes. For det er i kirken, at vi finder Gud, og ikke ved kikke ind i os selv eller gå på opdagelse i naturen (AnnaMarie Aagaard).

Kirken er det fællesskab af kristne, som videregiver troens indhold. Ja, Grundtvig understregede netop, at kirken er en historisk størrelse, der bygger på trosbekendelsen. Her er Kristus tilstede i ordets forkyndelse, ved dåben og i nadveren.

I bekendelsen tilføjes ”De helliges samfund” som en nærmere bestemmelse af kirkens væsen. Hermed udtrykkes troen på et fællesskab af dem, der ser sig selv som dem, der lever i lyset af Guds kærlighed, dvs. i tilgivelse og med fordringen om at give dette videre til næsten. Troen på tilgivelsen som en virkelighed åbner så for håbet om opstandelse og det evige liv. Troen på opstandelsen har sin baggrund i Jesu opstandelse, Opstandelsen er menneskets nyskabelse ind i Gudsrigets endelige virkeliggørelse, et under hvor ”Gud bliver alt i alle”, som Paulus udtrykker det.

Litt.: Niels Henrik Gregersen (red.): Fragmenter af et spejl. Bidrag til dogmatikken.

Artiklen er senest redigeret den 16/1 2018