Debat

Sognepræst: Trump fortjener en chance til

Og med de beføjelser Trump har fået betroet, må han og verden bede til, at Gud vil hjælpe ham på vej i hans embede som verdens mægtigste, mener sognepræst Asser Skude. Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix

Trump har ikke fået en chance, men har været dømt ude på forhånd. Det synes jeg i bund og grund er uretfærdigt. Han er desuden ligesom ethvert andet kristent menneske forpligtet på at lyde Guds bud og tjene næsten i ”kald og stand”, mener sognepræst Asser Skude

Uforudsigelighed kan gøre Trump til fredens mand” stod der på forsiden af Kristeligt Dagblad for nylig. Pointen i artiklen var, at hvis det kommende møde med Nordkoreas leder Kim Jong-un spænder godt af, kan den amerikanske præsident Donald Trump ende med at modtage Nobels Fredspris.

Hidtil har Donald Trump ikke været så meget inde i varmen. Han har ikke fået en chance, men har været dømt ude på forhånd, før han egentlig har haft chancen for at vise, hvad han formår at udrette i sit embede. Det synes jeg i bund og grund er uretfærdigt. Naturligvis skal Donald Trump som enhver anden følge love og regler og stå til ansvar for sine handlinger som enhver anden person. Ingen er hævet over loven. Men han er lovlig valgt, og enhver fortjener en chance.

Jeg ved godt, at mange nok synes, at Donald Trumps valgkamp var diskutabel og hans kampagne ligeså, men nu må hans kritikere se at komme videre og se fremad. Tiden kan jo godt arbejde for ham. Og jeg kunne godt unde Donald Trump lidt medvind – ikke mindst i den offentlige opinion, hvor han har været hængt ud.

Trump er forpligtet på at adlyde Gud

Vor kristne kirkes reformator Martin Luthers idé om ”kald og stand” kunne være befriende, når debatten falder på verdens mægtigste, og måske endda også verdens mest udskældte og latterliggjorte mand. Donald Trump er ligesom ethvert andet kristent menneske forpligtet på at lyde Guds bud og tjene næsten i ”kald og stand”.

Donald Trump er ”kaldet” af det amerikanske folk til at være deres leder, desuden er han ”kaldet” som ethvert andet kristent menneske af Guds bud, nemlig budskabet om at elske Gud og næsten. Samtidig er Donald Trump i sit embede, i sin ”stand”, betroet en magt, som han med tiden må vise, hvordan han vil forvalte. Præsidentembedet er verdens mægtigste, hvor han ikke kun skal vise sin styrke udadtil og samarbejde med andre nationer, men også indadtil i forhold til at skabe gode vilkår for amerikanerne.

Verdenslederen skal tjene sin næste

Luther taler lige ud af posen om, at ethvert menneske er en synder. Det er Donald Trump i den forstand også, men pointen er, at ethvert menneske også i kraft af Guds nåde er sat fri. Sat fri til at være et frit menneske og til at elske Gud og næsten. En af de centrale og berømte Luther-sentenser lyder: "En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underlagt nogen - en kristen er en ufri tjener i alle ting og underordnet enhver."

Sådan må det også gælde for Donald Trump, som for enhver anden kristen mand eller kvinde. Det kristne menneskes frihed er netop, at det er sat fri til at elske Gud og næsten og tjene Guds vilje og tjene næsten. Samtidig er det menneske totalt ufrit i den relation, da det menneske konstant vil være forpligtet på Guds bud og underordnet enhver i at tjene næsten. Donald Trump er altså som kristen forpligtet overfor Gud på at tjene sin næste – også som verdensleder – og derfor fortjener han en chance til.

Verden må bede til, at Gud vil hjælpe Trump

Jeg håber, at tiden vil arbejde for Donald Trump, så han kommer til at stå i et bedre lys, end det som nogle vil tegne af ham. At hans kritikere nu også vil få at se, at han faktisk er ydmyg over for den magt, som han på demokratisk vis har fået betroet, og at han også vil vise sin egen befolkning og resten af verden, at han faktisk er et menneske, der oprigtigt vil næstekærligheden, freden og friheden.

Og med de beføjelser Donald Trump har fået betroet, må han og verden bede til, at Gud vil hjælpe ham på vej i hans embede som verdens mægtigste med at træffe beslutninger for verden og hans samfund og alle de mennesker, som hans magt rækker ud til.

Asser Skude er sognepræst.