Vatikanet åbner for større accept af homoseksuelle

Med Pave Frans lægger den katolske kirke en langt mere barmhjertig og forsonende linje for dagen end tidligere, når det gælder synet på homoseksuelle, mener eksperter.

Kirken skal åbne øjnene for homoseksuelles gaver og kvaliteter, erklærer Vatikanet. Et ”jordskælv” i den katolske kirke, mener ekspert

Den katolske kirke rækker nu en forsonende hånd ud til verdens homoseksuelle.

I et nyt dokument fastslår Vatikanet i usædvanligt positive vendinger, at homoseksuelle har noget særligt at bidrage med til kirken, skriver Huffington Post. 

Det sker, efter at 200 biskopper fra hele verden i en uge har diskuteret den katolske kirkes syn på ægteskab og familieværdier i Vatikanet.

“Homoseksuelle har gaver og kvaliteter at tilbyde det kristne samfund: Er vi i stand til at byde disse mennesker velkommen og garantere dem en større plads i vores samfund? Ofte vil de gerne stifte bekendtskab med en kirke, der kan tilbyde dem et indbydende hjem,” står der i dokumentet.

Dokumentet rejser også spørgsmålet, om katolicismen kan acceptere homoseksuelle og se de positive sider af forhold mellem par af samme køn. 

”Er vores samfund i stand til at acceptere og sætte pris på deres seksuelle orientering uden at gå på kompromis med den katolske doktrin om familie og ægteskab?”

Selvom dokumentet ikke signalerer et egentligt holdningsskifte i kirkens syn på homoseksuel praksis, er sproget langt mindre dømmende og langt mere medfølende end erklæringer fremsat under tidligere paver.

Der er ligefrem tale om et “jordskælv” i kirkens syn på homoseksuelle, mener John Thavis, Vatikan-ekspert og forfatter til bestselleren "The Vatican Diaries" (Dagbøger fra Vatikanet) fra 2013.

“Dokumentet reflekterer meget klart pave Frans’ ønske om at vedtage en mere barmhjertig pastoral tilgang til ægteskab og familieanliggende,” siger han ifølge Huffington Post. 

Dokumentet skal danne grundlag for endnu en uges diskussion mellem de 200 biskopper, der efter pavens ønske er samlet i Vatikanet til et to uger langt bispemøde.

En række deltagere ved det lukkede møde har givet udtryk for, at den katolske kirke skal nedtone sin brug af fordømmende sprog over for homoseksuelle og undgå at omtale homoseksuelle som ”uløseligt forstyrrede” – en vending, den forhenværende pave Benedikt XVI brugte, før han blev pave. 

Dokumentet peger også på nødvendigheden af at anerkende de ”positive aspekter” ved borgerligt ægteskab og samliv uden for ægteskabet med det formål at lede mennesker mod det kristne ægteskab.

En pointe, der er i tråd med pavens opsigtsvækkende vielse af 20 par i sidste måned, hvoraf de fleste i forvejen boede sammen eller havde børn uden for ægteskab.