Udsatte børn finder tryghed i Omsorgsgruppen Åberg
I det multietniske forstadssogn Nørre Tranders i Nordjylland arbejder skolen og kirken sammen om at hjælpe sårbare børn
Der er både middelalderkirke og gadekær i forstadssognet Nørre Tranders, som ligger i udkanten af Aalborg. Tæt ved kirken og gadekæret ligger byens moderne kirkecenter. Det er her, i et lyst og venligt loftslokale, at Omsorgsgruppen Åberg holder til.
”I virkeligheden begyndte det et helt andet sted,” fortæller kirke- og kulturmedarbejder Helle Krogsbøll indledningsvis om Åberg-gruppen.
”Jeg skulle i forbindelse med efteruddannelse på læreruddannelsen på professionshøjskolen UCN lave en afsluttende opgave og ville gerne inddrage noget, som var en del af mit daglige arbejde. Jeg havde tidligere arbejdet indgående med sorggrupper for børn og unge, så det var oplagt, at det blev til en opgave om, hvordan sorg påvirker den måde, elever optager læring på. Jeg ville undersøge, hvad der egentlig sker rent indlæringsmæssigt, når et barn er i sorg”.
Helle Krogsbøll forklarer, at hun i den forbindelse skulle bruge en sorgplan fra en skole, og da Mellervang-skolen, en ud af tre skoler i sognet, var den af skolerne, der først ansatte en trivselsmedarbejder, Elisabeth Heuckendorf, var det oplagt at rette henvendelse til denne skole. En sorgplan er skolens manual til, hvordan man som lærer, pædagog og leder forholder sig til et dødsfald, der angår skolens medarbejdere og elever.
Helle fik sorgplanen udleveret, og hun lavede sin opgave. Som tak kvitterede hun med at give et eksemplar af opgaven til skolen.
”’Tak for hjælpen. I kan bare ringe, hvis I har brug for hjælp’, kan jeg huske, at jeg sagde, da jeg afleverede opgaven. Der gik to dage, så ringede Elisabeth Heuckendorf fra skolen og sagde: ’Helle, jeg har tænkt over det. Vi har faktisk meget brug for hjælp’,” fortæller Helle Krogsbøll.
Det første samarbejde om sorg
Indskolingslederen Claus Hansen samt en pædagog fra Mellervang-skolen mødtes med et menighedsrådsmedlem og Helle Krogsbøll fra Nørre Tranders Kirke. Det blev begyndelsen på et samarbejde mellem kirke og skole, der i første omgang udmøntede sig i et toårigt pilotprojekt.
”Vi er kirke. I er skole. Hvad er det, vi sammen kan gøre, for de børn vi møder, der er i sorg? Sådan spurgte vi hinanden,” fortæller Helle Krogsbøll.
Skolen og kirken besluttede, at det, der var brug for i et multietnisk sogn og på en multietnisk skole, var at støtte de børn, der oplevede sorgen ved at være barn i en svær skilsmisse, eller barn i en psykisk sårbar familie. Børn der blev mobbet. Børn der havde erfaringer med omsorgssvigt.
Alfons Åberg, sækkestole og billedbøger
I dag er Omsorgsgruppen Åberg ikke længere et pilotprojekt. Det er blevet til et nært og velkonsolideret samarbejde mellem en pædagog i indskolingen, Susan Thingholm Overgaard, og kirke- og kulturmedarbejder Helle Krogsbøll, og det er et fast tilbud til udvalgte børn på Mellervangskolen. Det er skolen, der henviser til samarbejdsprojektet, og det er kirken, der lægger de fysiske rammer til et frirum for børnene.
”Vi mødes i begyndelsen en gang om ugen. Vi gør en del ud af, at børnene kommer til et sted, hvor de bliver mødt på en rar måde. De får lidt godt at spise. Så sætter vi os i sækkestolene,” siger Krogsbøll og peger hen på nogle indbydende bløde sækkestole.
”Jeg har den her Alfons Åberg-pude med. Puden kan vendes, så man ser Alfons Åberg være ked af det på den ene side af puden og glad på den anden side. Jeg har haft det sådan her, men også lidt sådan her, siger børnene og vender puden alt efter humør. Man har taletid, når man har puden. Puden er en samtaleåbner,” fortæller hun.
Helle Krogsbøll har brugt en del tid på at finde velegnede børnebøger, som kan åbne op for en samtale om det, der er svært. Hun italesætter ikke, hvad der skal tales om, men lader børnene åbne op for problematikken ved at sætte ord på billederne i bøgerne. Da Helle Krogsbøll tillige har en baggrund som musikpædagog, bruger hun også aktivt musikken i sit arbejde. Endelig har hvert barn deres egen lille mappe, hvor de kan skrive om forløbet.
”Som her!,” siger Helle Krogsbøll og peger et sted i en mappe, hvori et barn beskriver sin familie::
”Jeg går ind i et andet rum, når far slår mor”.
”Vi fortæller altid børnene, at vi er her for at lytte til dem, forkæle dem og give dem et frirum. Børnene ved fra begyndelsen, at deres integritet vægtes højt, men vi er også opmærksomme på den dobbelt skærpede underretningspligt. Hvis vi hører noget, hvor det er så alvorligt, at et barn ikke skal gå med den slags alene, så er det skolen, der laver en underretning om, at der måske skal sættes ind med en indsats i hjemmet eller på anden måde. Børnene bliver altid inddraget i den beslutning først,” understreger Helle Krogsbøll.
Hvorfor samarbejdet mellem skole og kirke?
Nørre Tranders Kirke føler et ansvar overfor børn i sognet, selvom man kunne mene, at de er skolens ansvar i et velfærdssamfund.
”En af kirkens vigtigste funktioner er diakoni. Vi tænker med Åberg-gruppen over, hvordan vi som kirke kan være med til at gøre en forskel og være kirke i praksis,” fortæller Helle Krogsbøll.
Hun glæder sig over samarbejdet med skolen og hun kan nemt forestille sig, at projektet kan inspirere til lignende samarbejder andre steder.
”Vi oplever, at det giver børnene mod og glæde at være en del af Åberg-gruppen,” siger Helle Krogsbøll.
”Det kender vi jo fra os selv! Hvis noget er tungt, så er det dejligt at kunne dele det og spejle sig. De børn, der kommer fra familier, hvor forældrene ikke kan støtte så godt, får øje på, at der findes steder, man kan gå hen. På den måde ved man senere i livet hvilke muligheder, man har for at hente hjælp. Børnene lærer, at det godt kan betale sig at komme et sted, hvor man kan fortælle andre om, hvordan man har det. Børnene får omsorg her, men de lærer også, at have omsorg for sig selv og hinanden.”
På en gul planche, der hænger på væggen i Kirkecentret, har børn i Åberg-gruppen selv sat enkle ord på det at være barn i projektet. De har skrevet et par stikord om, hvordan det var, før de begyndte i omsorgsgruppen, og hvordan det er nu.
Med en lidt skæv barneskrift står der under ”nu”: ”Knuden i maven er blevet mindre”. Sådan lyder den meget håndgribelige evaluering fra de børn, der er med i Åberg-gruppen.