Indføring

Hvad er eskatologi og de dødes opstandelse?

Eskatologien får et visuelt udtryk her i Victor Mottezs værk "La Résurrection des Morts" fra 1870. Foto: Wikimedia Commons

En del af kristendommen er eskatologien. Det betyder læren om de sidste tider og er den del af troen, som handler om livet og evigheden uden for den verden, vi kender

Forestillingerne om de sidste tider og det evige liv hører til den del af kristendommens indhold, som mange har det vanskeligt med.

Skal jorden gå under? Er det sjælen der går ind i et evigt liv? Eller skal vi opstå ind i Guds verden? Er der er en fortabelse? Mange forestillinger lever side om side i den kristne tro.

Her kan du få et overblik over, hvad den kristne historie fortæller om de yderste tider.

Eskatologi

Ordet eskatologi kommer af det græske ord "eskatos," der betyder yderst eller sidst. Derfor er eskatologien ”læren om de sidste ting”, det vil sige, hvad man i Bibelen kan læse af forestillinger om de sidste tider og det enkelte menneskes liv efter døden.

Tankerne om det eskatologiske bryder allerede frem i Det Gamle Testamente og danner dermed grundlag for Jesu forkyndelse og de første kristnes forestillinger, som bliver udfoldet mere dybdegående i Det Nye Testamente.

Eskatologi i Det Gamle Testamente

I den israelitiske religion blev døden set som et vilkår. Mennesket indtræder i Dødsriget ,og ”Livsånden,” som blev blæst ind i mennesket ved dets skabelse, vender tilbage til Gud.

Døden er ikke i sig selv et onde. Dog er det konkrete liv på jorden det vigtigste. For et velsignet liv er døden den naturlige afslutning, og en pludselige død på grund af for eksempel sygdom ses som straf. Men egentlige forestillinger om det evige liv er der ikke i Det Gamle Testamente.

Under den store bibelske person Kong David og hans israelittiske kongedømme (cirka år 1000 f.Kr.) blev der udviklet en kongeideologi. Kongen blev opfattet som Guds egen repræsentant og garant for Israels fremtid.

Men i midten af 900-tallet blev kongeriget delt i to. De nye mellemøstlige stormagter invaderede i de næste århundreder Israel, og israelitterne oplevede et totalt lavpunkt, da de ifølge historien blev taget som fanger i Babylon i 500-tallet f.Kr. - det, som kaldes det babylonske fangenskab.

På den tid var der en række profeter, som modtog åbenbaringer fra Gud og forkyndte dem for folket. Disse profeter så folkets tilbagegang som Guds straf for frafald, men forkyndte samtidig en ny fremtid: En messiasskikkelse (konge) ville stå frem og genoprette riget. Folket ville blive befriet, var håbet.

Og det gjorde de også, selvom fangenskabet var et hårdt slag for folket. I tiden efter det babyloniske fangenskab opstod samtidig en ny form for fremtidsforventning, nemlig den såkaldte apokalyptiske forventning.

Den bestod af en række forestillinger om, hvad der ville ske i fremtiden:

  • Historien udvikler sig frem mod sin afslutning.
  • De døde vil opstå, når dommedag kommer.
  • Det vil være muligt at blive frelst, og de retfærdige vil få evigt liv.
  • Menneskesønnen (senere fortolket som Jesus) vil komme til menneskets som Guds repræsentant og som dommer og frelser.

Forestillingerne finder man især i Danielsbogens kapitel syv og i litteraturen mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det var ikke mindst disse apokalyptiske forventninger, der kom til at præge Jesu samtid og derfor også det, Jesus selv talte om, ifølge Bibelens fortællinger.

Eskatologi i Det Nye Testamente

Jesus, som er hovedpersonen i Det Nye Testamente, bruger ofte begrebet ”Guds rige.” Hans tilhørere har formentlig genkendt det begreb, for derved knyttede Jesus an til de mange og detaljerede forventninger om fremtiden, som herskede på hans tid.

Men samtidig præsenterer Jesus med sin egen fortolkning af Gudsriget en helt ny og anderledes forståelse af, hvad der skal komme. Jesus bryder med sin forkyndelse af Gudsriget både med landets forventning om et frit og strålende Israel og med den apokalyptiske forestilling om en kosmisk katastrofe, hvor de sande troende skal frelses ind i et evigt rige. Ifølge Jesus er Gudsriget allerede nu brudt ind i denne verden i og med hans egne handlinger. Gudsrigets nærhed betyder derfor i Det Nye Testamente:

  • Hvert enkelt menneske vil blive tilgivet og genoprejst
  • Alle mennesker vil blive helbredt og befriet fra alt, hvad der hindrer dem i at være levende og aktive.
  • Gudsriget er på én gang noget nuværende og noget kommende. Det er en tilstand her og nu, hvor mennesker kommer til tro på grund af Jesu ord og undere. Men det er også en tilstand, som en skønne dag skal blive altomfattende virkelighed.
  • Gudsriget beskrives af Jesus i lignelser.

Det andet hovedord i Det Nye Testamentes eskatologi er ”opstandelse”. Jesus beskriver ikke direkte opstandelseslivet, men i en diskussion med sine religiøse modstandere i Markusevangeliets kapitel 10 karakteriser han opstandelseslivet eller det evige liv som ensbetydende med to ting: forvandling og nyskabelse.

Ifølge beretningen om Jesu opstandelse fra de døde påskedag i Lukasevangeliets kapitel 24 bliver de kvinder, der er gået ud til graven påskemorgen, mødt med englens budskab i form af et spørgsmål:

”Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået.”

Den tomme grav er altså et tegn på, at Jesus er opstået, og at opstandelsen er noget sandt, der ikke kan godtgøres med bevis.

Evigheden brød med andre ord ind i tiden, da Gud oprejste Jesus fra de døde. Netop dette er udgangspunktet for apostlen Paulus' redegørelse for, hvad opstandelsen og det evige liv er. Og netop Paulus' tolkning bliver så grundlaget for kirkens forkyndelse af håbet om det evige liv.

Paulus' anliggende er, at opstandelse er det hele menneskes opstandelse i både krop og sjæl. Det er ikke bare sjælens efterliv som et spøgelse. Det er en konkret forvandling, der kun kan anskues i et billede: Ligesom kornet der sås og dør, men samtidig skyder op som et nyt aks, sådan med menneskets opstandelse. Det er det samme menneske, der er opstået. Mennesket beholder sin identitet i opstandelsen. og dog er det noget helt nyt. Opstandelsen er en nyskabelse, der har sin forudsætning i, at Jesus selv brød dødens magt, skriver Paulus i sit første af to breve til menigheden i Korinth (1 Kor 15).

Betydningen af Jesu opstandelse kan sammenfattes i følgende tre punkter:

1. At hans ord og gerninger viser, hvem Gud er. Han er altså Guds søn.

2. At troen på Jesus opstandelse i sig selv er livsfornyende, idet den er ensbetydende med håbet om, at det ondes og dødens magt er brudt.

3. At der er et håb om, at mennesket også skal opstå engang.

Det evige liv og tolkningerne

Hvad det evige egentlig er, giver Det Nye Testamente ikke en nærmere redegørelse for. Det sidste skrift i Bibelen, Johannes' Åbenbaring, vover sig længst frem i tiden med en dobbeltvision af en nyskabelse af denne verden som en ny jord og en ny himmel – og billedet af det evige som det nye Jerusalem, der sænker sig over denne jord. Tilsvarende udmales der billeder på fortabelsen.

Moderne teologer har forsøgt at give en tolkning af opstandelsen og det evige liv på vor egen tids forudsætninger. Her er nogle eksempler, hvor den første er præget af eksistensteologien, den næste mere klassisk og den tredje en moderne tolkning:

”Ved opstandelsen forstås ikke et fremtidshåb for egenkærligheden, men en opstandelse til livet, som Kristus levede det. At elske livet for dets egen skyld, det er det evige liv i denne verden og i den, der kommer (Knud Hansen).

”Det er godt at falde tilbage i Guds skabermagt og være bjerget i den i endeløse millioner af år efter vores tid. I døden vil vi være dér, hvorfra hans lys kommer” (Gerd Theissen)

"Opstandelsen handler om, at døden ikke kan adskille os fra Gud. Døden er en overgang til Guds liv. Pædagogisk kan man sige, at hvis døden er et fald, så er den ikke et fald ud i intetheden, men et fald ind i Guds hænder. Ligesom en forælder griber barnet, der falder ned fra legehuset.” (Lars Sandbeck)