Kierkegaards tænkning er hverken protestantisk eller katolsk
Ingen har patent på kristendommen, mente den danske teolog Søren Kierkegaard. Selv arbejdede han ikke med etiketter som "protestantisk" eller "katolsk", for han anså kristendommen som universel
Interessen for Søren Kierkegaard i visse katolske kredse sætter endnu en gang spot på teologens og filosoffens kristne ståsted. Siden hans død i 1855 har forskere forsøgt at placere Søren Kierkegaards tænkning i både den protestantiske og den katolske tradition. Men forfatterskabet rummer både ros og kritik til begge traditioner. Denne dialektik gør det vanskeligt at kalde Kierkegaard for "protestantisk" eller "katolsk".
Kierkegaard og protestantismen
For de fleste forskere er det tydeligt, at Kierkegaard opfattede sig selv som en del af den lutherske tradition. Men ligesom han roser Luther for meget, viste han også fuld frihed til at kritisere reformationsmunken.
Når Kierkegaard roser Luther, gør han det især for reformatorens opgør med den middelalderlige katolske teologi, som Kierkegaard mente var faret vild i tanken om at følge Jesu eksempel, som på latin hedder imitatio Christi.
Nogle troede, at efterfølgelsen bestod i at pine sig selv og lide på samme måde, som Jesus gjorde på korset, men den misforståelse tog Luther skarp afstand fra, hvilket Kierkegaard hylder ham for.
Men derfra går det galt for Luther, mente Kierkegaard. For kristne tror så, at det ikke længere er nødvendigt at følge Jesu eksempel. Her kritiserer Kierkegaard apostlen Paulus for at have flyttet fokus fra efterfølgelsen til forsoningens nådegave, som mennesker opnåede ved Jesu sonende død. Dermed bliver troen passiv, fordi forsoningen er opnået én gang for alle med Jesu død. Men ifølge Kierkegaard er troen aktiv, og en tro, som ikke omsættes i handling, er en død tro.
Troen skal omsættes i handling
Kierkegaard forsøgte selv at søge bagud i historien for at finde eksempler på den form for autentisk kristendom, der lever og handler i overensstemmelse med troen. Han fandt flere eksempler herpå hos asketerne, der afstår fra kropslige nydelser og behov.
Kierkegaard levede selv asketisk i en periode på seks måneder, men måtte konkludere, at askesen er ligeså hyklerisk som gerningsretfærdighed, fordi man gennem askesen fremhæver sig selv i efterfølgelsen af Jesus. Hermed glemmer man let, at nåden er det centrale i efterfølgelsen.
Kierkegaard og katolisicmen
Dele af forfatterskabet har været brugt til at fremstille Kierkegaards kritik af katolicismen. Det gælder særligt første halvdel af forfatterskabet indtil 1846, som rummer en klar kritik af den katolske klosterbevægelse i centrale værker som anden del af “Enten-Eller” og “Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift”. Kritikken går på, at munkene gør sig til noget højere end det alment menneskelige, hvilket er falskt, ifølge de to værkers pseudonyme forfattere.
I anden del af forfatterskabet fra 1847 viser Kierkegaard sig som en exceptionel protestant. Særligt i fjerde afdeling af “Christelige Taler” gør Kierkegaard op med tanken om, at der kan være nogen som helst form for mellembestemmelse mellem den enkelte og Gud. Den enkelte er lige over for Gud, og der er hverken plads til en præst eller en kirke i dette forhold.
Selvom begge dele er forsøgt, viser Kierkegaards nuancerede forfatterskab, at man gør klogest i at være uhyre nuanceret, hvis man ønsker at kategorisere teologen enten som katolsk eller som protestantisk.
For ifølge Kierkegaard er kristendommen ikke enten protestantisk eller katolsk. Kristendommen er først og fremmest universel, og ingen har patent på den.
Artiklen er udarbejdet efter samtale med professor Niels Jørgen Cappelørn, dr. theol. og tidligere direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret.