Historie

Oplysningstiden var et farvel til blind gudstro og et goddag til bøger

Den polske astronom Nicolaus Kopernikus satte skub i bevægelsen væk fra det gamle verdensbillede, da han i 1543 fremhævede, at jorden ikke var universets centrum, men kredsede om solen sammen med andre planeter. Hans nybrud kaldes det "heliocentriske" verdensbillede (af græsk, helios = solen).

Under oplysningstiden i 1600- og 1700-tallet skete der en omvæltning fra religion til oplysning i Europa. Det var særligt den voksende skepsis og kritik af religionen samt voksende læsefærdigheder blandt befolkningen, der bidrog til udviklingen

Godt hundrede år efter Reformationen rørte fornuften på sig i Europa. Overtro og religion havde domineret folks opfattelse af verden siden antikken, men nu omkring det 17. - 18. århundrede skete der en kovending: Den menneskelige fornuft genvandt sin tidligere berettigelse.

Fornuften var først blevet sat i centrum af filosofferne i antikkens Grækenland. De græske filosoffer havde forsøgt at forklare naturens orden ved hjælp af den menneskelige fornuft. 

Kristendommens voksende indflydelse i Europa skabte en kirkemagt og autoritet, som til sidst stod urokkeligt som midtpunkt for samfundet. Det betød, at fornuften blev erstattet af troen som vejen til at forstå verden, og den opfattelse holdt ved op gennem det meste af Middelalderen (500-1500 e.Kr.). Kristendommen stod for det meste uantastet i Middelalderen, men blev fra 1500-tallet og fremefter udsat for tiltagende angreb fra humanismen, renæssancen og Reformationen.

I renæssancen i 1400-tallet begyndte europæerne at genopdage en betydelig del af den klassiske kultur og genoplivede ideen om mennesket som et kreativt og tænkende væsen. Reformationens begyndelse i 1517 med den tyske munk og teolog Martin Luther i spidsen gik frontalt til angreb på den katolske kirkes store autoritet og magt i Europa. 

Luthers betydning for tænkemåden inden for den europæiske filosofi og teologi har især været hans bidrag til at frigøre store dele af Europa fra gamle autoritetsbegreber. Det havde før været krævet, at man ubetinget bøjede sig for de kirkelige myndigheder. Luther forlangte begrundelse for disse krav. Fornuften fik således status som oplysningstidens bærende søjle. 

Naturvidenskab og opgør med traditionel religion

I sidste ende blev fornuften også anvendt på selve religionen. En af oplysningstiden vigtigste faktorer blev den faldende religiøsitet blandt befolkningen i Europa. Den faldende religiøsitet skete som en konsekvens af den voksende kritik og skepticisme, som filosofien og videnskaben rettede mod religionen i perioden. Central for denne udvikling var det naturvidenskabelige gennembrud i årene 1543-1799.

Udviklingen af den videnskabelige metode gjorde det blandt andet muligt at udvikle kosmologien. Indtil slutningen af Middelalderen havde man et aristotelisk/ptolemæisk verdensbillede. Det var ikke solen, men jorden, som var verdens centrum, og kun på jorden skete der forandringer. Afskaffelsen af det gamle verdensbillede skyldtes i høj grad den polske astronom Nicolaus Kopernikus og hans bog ”De himmelske legemers bevægelse,” der blev udgivet i 1543. Heri hævdede han, at jorden ikke var universets centrum, men blot en af mange planeter, der kredsede rundt om solen. 

Den italienske filosof Giordano Bruno tilføjede senere, at universet ikke er et afgrænset legeme, men uendeligt i sin udstrækning. Han hævdede også, at universet rummer uendelig mange sole, og der eksisterer mange andre planeter som jorden. Den påstand kostede ham livet. Han blev brændt på bålet i 1600. 

Den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei var enig i Kopernikus’ antagelser vedrørende et heliocentrisk univers (hvor alt drejer rundt om solen, red.). Han opfandt teleskopet og kunne dermed afkræfte myten om det afgrænsede univers. Han blev dømt af kirken til ni år i husarrest på grund af dette.

 Herfra blev det næste skridt taget af den tyske matematiker og astronom Johannes Kepler, som fandt ud af, at planeterne bevæger sig i ellipser og ikke i cirkler, som før antaget. 

Den endelige og afgørende opdagelse stod den engelske fysiker Isaac Newton imidlertid for i værket ”Principia Mathematica” udgivet i 1687. I værket beskrev han blandt andet planeternes bevægelser gennem et lille sæt opstillede ligninger. Universet var ikke længere i Guds hænder, men det var kommet på formel.

Det stod klart, at det ikke var Gud, som styrede planternes bevægelse, men simple naturlove. Dette blev stærkt undergravende for religionen. Hvis der var ting, videnskaben endnu ikke forstod, skulle forklaringen ikke søges i religionen, men gennem forståelse af naturens mekanismer.

Boglæsning og religiøs intolerance 

Voksende læsefærdigheder blandt befolkningen bidrog også til den faldende religiøsitet i perioden. Over hele Europa var der en kraftig vækst i antallet af tidsskrifter, aviser og bøger produceret. Eksempelvis blev der i de tysktalende lande kun udgivet 58 tidsskrifter før 1700. I løbet af 1700-tallet blev der udgivet hele 4000. 

Desuden begyndte der at opstå mere intolerante tendenser, som var med til at reformere religionen i en mere rationel retning. Blandt de mest berygtede religiøse bevægelser i perioden er den spanske inkvisition. Inkvisitionen blev især kendt for at jage og dræbe kirkens fjender ved at anklage dem for kætteri og fra sidst i 1400-tallet også at brænde kættere på bålet. Forfølgelserne af de ”forkert” troende varede i cirka 350 år. 

Fra religionens forklaringsmodeller til fornuftens

Et nyt intellektuelt tankesæt overtog med andre ord det gamle tankesæt i Europa fra omkring 1650 og fremefter. Alt fra religion, politik, samfund, videnskab, mennesket og kosmos begyndte at blive tænkt og diskuteret på ny. Der blev udgivet en lang række ”gudløse” bøger i blandt andet Tyskland i 1670erne, som stilede mod et intellektuelt og kulturelt opgør.

Meningen har sikkert været at afskaffe gamle værdier og ideer i Europa i forbindelse med fremkomsten af oplysningstidens kritiske livsfilosofi. Måske det blot var kammet over i had til religionen?