Vandringer, vildveje, blindgyder og omveje kan føre til velsignelse

Labyrinten her er at finde uden for Västra Ryds Kirke ved den svenske hovedstad Stockholm. Foto: Elisabeth Lidell

Pilgrimsvandringen har gennem den kristne historie været afbildet på mange måder. En kendt metafor er labyrinten, som blandt andet kan findes ved en kirke uden for Stockholm. Læs pilgrimspræst Elisabeth Lidells essay om det at flytte sig, vandre og fare vild

Livet er som en vandring fra vugge til grav. Vi bevæger os både i bogstavelig forstand og billedligt talt: Vi fødes, vokser op, modnes. Vi bliver ældre - vi bevæger os ad vort livs vej. Vi begår fejltagelser, kommer på afveje. Vi lykkes af og til - mislykkes til andre tider. Vi bevæger os ud på vildveje, men finder måske også her noget af stor værdi. Vi kommer til korsveje og til T-kryds, hvor vi må vælge nye retninger for vort livs vandring. Milepæle, hvor vi tager hul på nye etaper. Gudstjenesten fungerer som rasteplads, hvor Bibelens fortællinger kan kaste lys over vort eget livs vandring. Den ydre, fysiske vandring og den indre, åndelige vandring.

Følg labyrinten

I den nordfranske by Chartres findes der i domkirken et interessant og smukt symbol for livets rejse fra vugge til grav. I midtskibets gulv tegner der sig en labyrint i fliselægningen. Den er stor nok til, at man kan gå i den, og gør man det, bliver det tydeligt, at det, der umiddelbart så ud til at være en helt uoverskuelig og vanskeligt farbar vej, i virkeligheden er ganske let at følge. Det er ikke til at fare vild i den. Det føles ganske vist flere gange undervejs som om, man aldrig når frem til centrum, for bedst som man er meget tæt på målet, ledes man helt ud i periferien af den sindrige figur. Men holder man ud, når man frem. Meningen tegner sig pludselig tydeligt.

I 2006 mødte jeg den svenske sognepræst AnnChristin Roos fra Västra Ryd, Uppsala Stift. Siden da har jeg hvert år været inviteret til sognet for at holde pilgrimsretræte i den gamle middelalderkirke. For nogle år siden indviede hun en stor labyrint udenfor kirken, som bærer samme symbolik (se labyrinten ovenfor i artiklens bærende billede, red.)

Ligesom i Karen Blixens roman ”Den afrikanske farm,” hvor vi møder en mand, der søger en dybere mening. Da ser han med ét, at den modgangsfyldte og tilfældige rute, han har vandret ad om natten, set oppefra har form som omridset af en stork. Han opdager derved en sammenhæng, en større mening bag ruten. Således er det også i den kristne grundfortælling. Vi og vores liv bliver en del af Guds større fortælling med os.

Labyrinten udtrykker omvejens princip. I middelalderen blev labyrinten brugt som en symbolsk pilgrimsvej. Man går mod graven i labyrintens centrum, og har man vandret med Kristus, kan man gå ud til “en opstandelse, der ligner hans,” med apostlen Paulus’ ord fra Romerbrevets kapitel 6, vers 5.

Ingen ved, hvad der sker i morgen, og ofte har vi oplevelsen af at være uden mål eller at være på vej væk fra målet. Men følger man blot labyrinten, kan svaret være: Du skal blive ved med at gå, for du er hele tiden undervejs – også når det ikke ser sådan ud.

I forbindelse med påskefejringen udførte præsterne i middelalderens domkirker en slags dans ind til labyrintens centrum og ud igen – ind i graven og ud igen med Kristus. Undervejs kastede de en lille bold til hinanden, formentlig som symbol for det at bringe sin sjæl med sig.

Ritualet levede videre i en lidt anden form i min barndoms leg: “at hoppe Paradis”, hvor kirkebygningen er erstattet af en tegning af et kirkeskib, tværskib, kor og apsis (“Paradis”), og hvor præsternes bold er blevet til en hinkesten! Idéen associerer til Jesu ord: ”Hvis ikke I vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Vandringen som livets rejse

Labyrinten er med andre ord et af middelalderens mange symboler på livet som en pilgrimsrejse eller en valfart. Når pilgrimsidéen har kunnet overleve i så mange århundreder, og når den i disse år oplever en renæssance, skyldes det, at mennesker erfarer betydningen af dét, at man i både bogstavelig og mere overført forstand flytter sig ud fra en anelsesfuld erkendelse af vejens nære relation til målet.

I Lukasevangeliets fortælling om de to disciples vandring til Emmaus, siger de to til hinanden: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os.” Og det var som bekendt på en rejse fra Jerusalem til Damaskus, at Saulus (som senere blev til Paulus, red.) mødte den Kristus, der kalder sig “vejen og sandheden og livet.”

Det er det grundprincip, Dante tager op i sin ”Guddommelige komedie” med rejsen fra Paradis over Skærsild og Helvede og tilbage til oprindelsen. Også forfatteren John Bunyan tager temaet op i bestselleren ”Pilgrimsrejsen.” Den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson behandler en lignende rejse i sin trilogi bestående af bøgerne ”Himmerig og Helvede”, ”Englenes sorg” og ”Menneskets hjerte.” Her lader han hovedpersonens vej gå fra Skabelsens morgen ad kringlede veje hjem til sig selv og Gud.

Det er en almenmenneskelig erfaring, at mennesket lærer ved at bevæge sig fra det kendte og ind i det ukendte. Abraham gjorde det, Moses ledte israelitternes udvandring fra Egypten og på Josef, der i en drøm blev advaret mod at blive, og i stedet flygtede med sin familie til Egypten.

Det er som om, Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Gud går sammen med sit folk, i ørkenvandringen i form af en sky eller ildstøtte, og mennesker føler sig tættere på ham, når de farer vild eller når de går i ørkenen. Vandringer, vildveje, omveje, blindgyder kan alle føre til velsignelse.

Labyrinten er en af middelalderens symboler på livet som pilgrimsrejsende, står der på skiltet ved labyrinten. Foto: Elisabeth Lidell
Kirken ved Västra Ryd. Foto: Elisabeth Lidell