Essay

Verdenshistorien er en skandale

En mand bevæger sig igennem resterne af det, der engang var den gamle by i Mosul, Irak. Kriges grusomheder til alle tider er baggrunden for den italienske forfatter Elsa Morantes bøger om verdenhistorien. Foto: Felipe Dana/AP/Ritzau Scanpix

Krig, lidelse og udstødelse har været menneskets kår til alle tider. Man kan protestere mod dette gennem litteraturen, som den italienske forfatter Elsa Morante gjorde i sit hovedværk "Historien"

I et dagblad her for nylig hed en overskrift: "Koalitionen har dræbt 80 civile i Irak og Syrien, som ingen lande vil tage ansvaret for."

Hvis noget skal forandre sig til det bedre, må mennesket på en eller anden måde komme til sig selv. Det må gøre op med rollen som magtesløs tilskuer til en gigantisk dræbermaskine, som styrter blindt af sted.

Hvad gør man, når verdenshistorien er en skandale? Man protesterer gennem litteraturen. Det gjorde den italienske forfatter Elsa Morante (1912-85), som i 1974 udgav sit storværk, "Historien", på italiensk La Storia. Denne klassiker omhandler tiden fra 1941-47 og foregår i Rom.

Bogen er et indædt oprør mod historiens herskere og en indlevet krønike om dens ofre, de fattige og udstødte, på hvem den store histories grusomheder slår ned: Anden Verdenskrigs lidelser, jødernes deportation, sulten og bombardementerne.

I centrum for fortællingen står lærerinden Ida Mancuso, halvt jødisk som Morante selv, og hendes to sønner, Nino og den lille Useppe, frugten af en tysk soldats voldtægt.

Historiens lag

Romanen kan læses som en protest mod den officielle historie, set fra bunden af det 20. århundrede. Ifølge Elsa Morante foregår historien på 3 planer:

Det første er lettest at få øje på. Det er krige, feltslag, traktater, revolutioner og politiske beslutninger. Historien er en endeløs række af mord, massakrer, millioner af flygtninge. Sådan opfattes historien til alle tider, er påstanden.

Det næste er den ejendommelighed ved historien, som vi heller ikke i dag kan overse: at historien også er de navnløses historie. Historien er de livsbetingelser, som de mægtiges vilkårlighed påtvinger dem, som ingen kender.

Og endelig er historien udtryk for en ukuelig livsvilje. Den er til stede overalt, i en hundehvalp, der er utrættelig i sin trang til at lege, i et barn, Useppe, der er opfyldt af iver efter at lære verden at kende og fuld af forundring over de ting, der omgiver det. Midt i al gruen vokser han op, men i hans øjne stråler afmægtige ofre, mishandlede ludere, småkriminelle, græsstrå og stjerner sammen eventyrligt i et skønt univers.

Alle tre planer er til stede i Elsa Morantes univers. Der er krig og magtudfoldelse, de navnløse ukendte mennesker, og der er den ubegribelighed over, at hvor meget historien med sine uhyrligheder end er i stand til at sabotere selve livet, kan den ikke destruere.

Gav stemme til underkuede

Ingen historiker kender de navnløse. Vi ved ingenting om dem, men et digterværk kan pege på, hvem de er og var. Elsa Morante beskriver historien, som den ser ud nedefra, fra ofrenes synspunkt, og viser samtidig, at de afmægtige og underkuede ofte er i besiddelse af en indsigt i livets ukrænkelighed, som deres understrykkere ikke kender. Den er skjult for de vise og forstandige, for de mægtige og uimodsigelige.

Det er ikke tilfældigt, at Elsa Morante som motto for sin fortælling har anbragt to citater. Den første fra et, som er formuleret af overlevende Fra Hiroshima:

”Der findes ikke ord på noget menneskeligt sprog, som formår at trøste forsøgsdyrene, der ikke ved, hvorfor de dør.”

Det andet citat er af evangelisten Lukas:

”---fordi du har skjult dette for de vise og forstandige, og åbenbaret det for de umyndige - thi således var det dig velbehageligt” (Lukasevangeliet 10,21).

Og i bogens sidste kapitel udbryder en halvberuset person: ”Verdenshistorien har fra sin første begyndelse været en eneste lang skandale, og de sidste år har været de værste.”

Historiens skandale fortsættes

Pointen er, at verdenshistorien er destruktion. Alle vegne og til alle tider beretter den om menneskelige muligheder, der ødelægges, men også om muligheder der overlever midt i uhyrlighederne. Den beretter om kærlighed, der er der, og om en kærlighed der ikke er der, men som netop ved sin ikke-væren bliver et råb om det, der skulle være der.

"Historien" blev Elsa Morantes internationale gennembrud. Den var imidlertid ikke velset på det intellektuelle parnas, som fandt den for anarkistisk i sit syn på historien og for metafysisk i sin hengivelse til livet.

Mennesket må i sig selv finde en dybere ansvarlighed for verdens Idaer og hendes dreng, hvilket betyder en ansvarlighed over for noget højere end sig selv.

Verdenshistorien er fortsat en skandale, for så vidt de mægtige stadig påfører Ida og hendes søn ufattelige lidelser. Grusomhederne fortsætter i det uendelige. Middelhavet er blevet en massegrav med den store flygtningestrøm fra Afrika. Vi kan daglig se dødsangste ansigter i gummibåde med Idaer og hendes søn.

Useppes historie slutter i 1947, da han er 6 år gammel. Men magtens historie fortsætter. Nye mord, nye krige, ny undertrykkelse. Og sidste kapitel er derfor uden årstal.

Sven Thorgaard er foredragsholder, tidligere højskoleforstander og pensioneret valgmenighedspræst.