Biskop: "Vi bærer alle på en Judas"

Da alle er afsløret som forrædere og fornægtere, tager Jesus brødet, takker og giver dem det. Så tager han ordet og festen og giver dem sig selv. Han giver sig til Judas og til alle os andre, der lige så godt kunne være Judas, skriver biskop Marianne Christiansen

I mørket sidder de og synger. Alle disse mennesker om bordet, som ikke kan sige om sig selv: Jeg ved, at jeg aldrig kunne forråde min ven og mester, men hver og en må spørge: ”Det er vel ikke mig, Herre?”

Alle disse mennesker, der gerne vil være gode, men ikke kan finde ud af nogen ting. Han siger, de er rene, men de føler sig snavsede. Han siger, han skal dø; de ved ikke, hvad de skal tro, og det er mørkt, og de er bange – og så begynder de at synge de sange, man skal synge, fordi det er fest.

De mindes fortiden

Det er de usyrede brøds fest, påske. De synger som ved alle påskefester – lovsang – halleluja for historien om befrielsen fra slaveriet i Egypten, udvandringen gennem Det Røde Hav.

Jesus, der skal dø, synger, disciplene, der skal svigte, Judas, der skal forråde – de synger den samme sang og spiser den samme festmad til minde om det, der var engang, og det, der skal komme.

De fejrer festen midt i den meningsløse nutid. De mindes nogen, der i en fjern fortid kom igennem det røde hav, igennem lidelse og dødskamp ud i friheden og det nye liv.

Kan der være en glæde i at fejre andres glæde, andres befrielse, det, som allerede er længe siden, når man selv sidder med frygten og er på vej ud ad det natmørke hav uden nogen Moses til at skille vandene, uden nogen båd til at bære, kun med udsigten til at skulle hvirvles ned i undergangen?

”Halleluja – fra støvet rejser han den svage. Fra skarnet løfter han den fattige.” (Salmernes Bog 113 vers 7)

”Halleluja for Herrens bord, i Himlen hist og her på jord!” (Den Danske Salmebog nr. 466 vers 10)

Vi synger videre på deres halleluja

De sang. Vi synger om dem, der sang, og vi synger videre på deres halleluja på vores sprog i vores tid. Hver af os sidder midt i et liv af glæde og sorg med de svigt, som andre kender til, og dem, vi kun selv ruger over, og med håb og minder, og altid med en bevidsthed om på et tidspunkt at skulle igennem det røde hav af undergang og død.

Sangen og festen modsiger virkeligheden, eller taler om den på en anden måde, eller løfter den ind i både fortid og fremtid på en gang. Sådan sker det også for os.

Tiden går, og det bliver jul. Det bliver jul, og det bliver påske. Vi bestemmer det ikke, det kommer af sig selv. Hvad enten vores liv er i sin blomstring eller ligger i ruiner, så kommer festen.

Så længe nogen vil fortælle historien videre, så længe nogen vil synge sangene og lave maden, så kommer festen og fejrer noget, der skete engang – hvem ved, måske kommer den også, selvom alle har glemt hvorfor.

Endnu husker vi det: Udfrielsen af Egypten, mennesket Jesus, der gik fra påskefesten i døden, men opstod på den tredje dag. Allerede når vi begynder at synge om sorgen, er vi i den melodi, der fører os frem til glæden. Mens vi synger en sang, der blev digtet for længe siden, tager den os med ind i fremtiden.

Festen lader os være i det, vi ikke kan rumme

Kan vi være i det? Være en del af en fejring af noget, der skete for længe siden, og som vi måske slet ikke kan forstå?

Til jul taler man om at komme i den rette julestemning af glæde og hygge. Til påske er det helt umuligt, for dette er alt, ingen stemning kan rumme det: fællesskab og ensomhed, kærlighed og had, lidelse og død og uoverkommelig, ufattelig livsjubel. Mere end fødslens glæde er opstandelsens glæde.

Hvordan skal vi rumme det? Det kan vi ikke, og det skal vi ikke. Denne ene aften kan vi sidde lige så stille og rundt om bordet og lytte og tage imod og synge og tage del i kærlighedsmåltidet uden at forstå det. Festen lader os være i det, vi ikke kan rumme.

Jesu og disciplenes påskemåltid sammen gentager vi søndag efter søndag; år efter år; menneskeliv efter menneskeliv. Nadveren, det betyder aftensmaden, er den livsnødvendige fest, der rummer os i det, vi ikke kan rumme.

”Så bryd da ud i fryderåb, du gamle tro, du unge håb! og du som ej af alder ved, du evig glade kærlighed!” (Den Danske Salmebog nr. 466 vers 8)

Det er ikke til at afgøre, om det er os, der synger, eller om det er troen og håbet og kærligheden, der synger for os og bærer os igennem det, som vi ikke forstår. Men vi lægger stemme og krop til en sang og en fest, der var her før os og skal være efter os.

Og samtidig er det lige præcis os, hver og en af os, den gælder. Fællesskabet med ham, der giver sig selv til os og synger før sin lidelse. Følgeskabet med ham, der går under i døden og skaber opstandelse.

Vi er alle afsløret som forrædere

Vi, der elsker og svigter – gør det gode og gør det, vi ikke vil.

Vi, der hver og en bærer på en Judas, en svaghed, en grådighed, en frygt, der gør os parate til at forråde det, vi tror på. ”Det er vel ikke mig, Herre” – den, der kunne gøre noget så tåbeligt og grimt og rædselsfuldt? Jo, det er også mig.

Og det er nadverbordets mysterium og sorgmuntre fest: Da alle er afsløret som forrædere og fornægtere, så tager han brødet, takker, giver dem det. Så tager han ordet og festen og giver dem, os, sig selv – til Judas og til alle os andre, der lige så godt kunne være Judas. ”Tag det og spis det, tag det og drik det. Jeg skal ikke drikke af vintræets frugt, før vi drikker den som ny vin i Guds rige.”

Det vil sige: Jeg vil drikke vinen sammen med jer – lige præcis som dem, I er afsløret som – jeg vil dele glæden og festen med jer i Guds rige. Sangen er begyndt.

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud,” står der i begyndelsen af Johannesevangeliet i Bibelen, og nu sidder Ordet, Jesus, ved bordet og synger.

Vores stemmer blander sig i hans sang, uanset hvor sprukne de er, eller om de kun bliver gråd eller hvisken. Han synger for på den sang, der lige nu rummer fortid og fremtid og evighed i det store halleluja i Guds rige. Festen er kommet.

Marianne Christiansen er biskop over Haderslev Stift. Ovenstående prædiken er en forkortet udgave af en prædiken, hun tidligere har holdt en skærtorsdag.