Fotoreportage

Sognepræst: Vi kan ikke gemme os for Gud

Morten Sternberg er sognepræst i Sundby Kirke på Amager og står for børnegudstjenesten, Ulvetime. Foto: Iben Gad

Uanset, om vi har taget prinsessekjole eller hulk-maske på, så genkender Gud os og ser os som dem, vi er. Det mener sognepræst i Sundby Kirke Morten Sternberg, der illustrerer sin pointe ved at holde gemmeleg under en højmesse med temaet fastelavn.

60 børn og voksne er dukket op til Ulvetime i Sundby Kirke i København. Det er onsdag i ugen op til fastelavn, og budskabet til børnene ved denne fastelavnsgudstjeneste er, at vi ikke kan gemme os for Gud.

Børn i alderen nul til seks år løber op og ned ad kirkegulvet. En pige drejer energisk rundt om sig selv i sit lyserøde fe-skørt, og en dreng på knap et år sidder på sin mors skød med tegnemappe og farver. Stemningen er alt andet end højtidelig, selvom præsten Morten Sternberg i dag har planlagt at gennemføre en højmesse med alt, hvad det indebærer af præludium, velsignelse og postludium.

Da kirkeklokkerne begynder sine ni slag inden højmessen, vælter det stadig ind med løbende småbørn, hver med deres voksne på slæb. Nogen er klædt ud, men det er intet krav, selvom højmessen i dag står i fastelavnens tegn. Morten Sternberg ønsker nemlig ikke at bringe de forældre i forlegenhed, der ikke har fået syet eller købt årets fastelavnskostume endnu.

Midt i mylder og barnegråd får Morten Sternberg ro på flokken, da han begynder at tælle klokkeslagene; tre slag for Gud, tre slag for Jesus og tre slag for Helligånden. De fleste af dagens kirkegængere kender rutinen. Det er nemlig en fast del af Ulvetimens liturgi at tælle klokkeslagene.

Inden gudstjenesten går i gang, ifører Morten Sternberg sig sit kostume: præstekjole- og krave. Imens fortæller han børnene, at selvom vi klæder os ud til fastelavn og prøver at ligne nogen andre end dem, vi er, så genkender Gud os altid.

”Det vil nogen måske synes er skræmmende, men jeg synes det er dejligt,” siger han og refererer til sin egen barndoms gemmelege, hvor man gør alt for ikke at blive fundet, indtil det går op for én, at:

”Åh nej, jeg bliver aldrig fundet. Så prøver man at blive fundet ved at stikke en tå frem og en fod frem, og til sidst bliver man heldigvis fundet. Men Gud finder dig altid,” fortæller han.

I ulvetimen putter vi krop på vores tro

Det er ikke nok at forkynde det kristne budskab med ord, mener Morten Sternberg:

”Jeg tror, at mennesker, der søger kirken, også har brug for at få en fysisk tilgang til det. Og det er vi i den protestantiske kirke ikke verdensmestre i”.

Protestantismen har en tendens til at være oppe i hovedet, mener Morten Sternberg. Derfor har han til fastelavnsgudstjenesten arrangeret gemmeleg i kirken for at putte krop på troen.

”Det sker sjældent, at man laver gemmeleg i højmessen - måske for sjældent,” siger han og smiler.

Grunden til, at han i dag sidder ved alteret og tæller til 25 med en af børnene, mens Batman og Belle fra "Skønheden og Udyret" løber til nærmeste gemmested, er, at der er et kristent budskab i legen.

”Man kan forkynde på rigtig mange måder, men der skal være en mening med galskaben,” mener Morten Sternberg.

”Hvis der er en mening med at lege gemmeleg, så synes jeg, at man skal kaste sig ud i det”.

Da de sidste børn er fundet, samler børnene sig om præstens prædiken. Han fortæller en anekdote om, hvorfor det er vigtigt at finde alle. Den handler om en hyrde, der vogter sine får, og symboliserer, at Gud våger over os. På den måde gøres kristendommen relevant i fastelavnsfejringen, og det, mener Morten Sternberg, er netop kirkens opgave.

”Jeg synes nærmest, vi er forpligtede til at give vores bud på fastelavn,” siger han.

”Kirken skal forholde sig til alt det, der foregår ude i den virkelige verden”.

Inden børn og voksne forlader højmessen for at spise aftensmad sammen i det nærliggende KFUM-hus, folder de hænderne sammen og beder fadervor. Selvom ordene kun forlader de voksnes læber, så har selv de mindste allerede lært at folde hænderne. Nogle gange lærer kroppen hurtigere end hovedet.

Præsten Morten Sternberg læser en anekdote højt fra biblen om en hyrde og hans får. Foto: Iben Gad
I anledning af fastelavn 'klæder præsten sig ud' i præstekjole- og krave. Foto: Iben Gad
Børnene i Sundby Kirke har 25 sekunder til at finde en god gemmekrog i kirken. Foto: Iben Gad
Udklædte børn gemmer sig under kirkebænke til gemmeleg i Sundby Kirke på Amager. Foto: Iben Gad