Præst: Det sker let, at vi tager Jesusbarnets plads i krybben
Det er som om, vi har skubbet Kristus ud af krybben og lagt os selv ned i den. At julen og advent er blevet til en forventning, der er drejet ind mod os selv, skriver sognepræst Kristine Stricker Hestbech i sin refleksion over prædikenen til anden søndag i advent
Inde på Stændertorvet i Roskilde, lige uden for bispegårdens mure, står en kæmpestor julekrybbe. Byens borgere levendegør den nogle timer hver dag, så man kan komme forbi og se livet i den lille stald. Og da jeg for nyligt stod og kiggede på den, tænkte jeg, at det har ramt tidsånden. Det med byens borgere, der bemander stalden - og måske også krybben? For i adventstiden kan det så let ske, at vi skubber Jesusbarnet ud af krybben og lægger os selv ned i den.
Det er den første tanke der strejfer mig, når jeg læser evangelieteksten til denne adventssøndag om de ti brudepiger og deres olielamper. Forventningspresset. Det sker så umærkeligt og er så svært at undgå. For der er mange, der ønsker noget af os her op til jul. Forventninger fra alle dem, som står os nær. Har jeg olie nok på min mentale olielampe til at være noget, ja, til at være nok for alle dem, som ønsker mig? Er jeg klar, når der kaldes på mig?
Der er en strøm af biler op til kirkegården i de her uger. Folk kommer med kranse og blomster. Selv efter det er blevet mørkt. Der er altså ikke kun forventninger fra de levende, der er også forventninger fra de døde. Det er tankevækkende. Er det mon derfor, så mange ønsker sig døde og glemte i fællesgraven? For ikke at bebyrde de levende fra den sorte muld?
"Alt for Damerne" og "Isabellas" og alle de andre ugeblade er fyldt med opskrifter på finurlige kager og festmiddage, og kendte bliver interviewet om, hvordan de inviterer venner og familie til skønne sammenkomster alle fire adventssøndage. De tager desuden i skoven med ungerne og på julemarkeder, også alle fire adventssøndage, imens de pynter op i hjemmet med et helt nyt tema og dermed også ny pynt.
Ugebladenes kendte når også at holde åbent hus med hvid glögg og hjemmebag, selvfølgelig alle fire søndage i december, så man bare lige kan kigge ind til en sludder og et kram. Samtidig kan man læse om, hvor vigtigt det er at dyrke sex flere gange om ugen og at nusse hinandens tæer for at undgå den snart uundgåelige skilsmisse,og så bliver man også lige venligt påmindet om at få købt billetter til Händels udødelige og meget lange Messias, der helt sikkert opføres et sted nær dig.
Det er, som om vi har skubbet Kristus ud af krybben og lagt os selv ned i den. At julen og advent er blevet til en forventning, der er drejet ind mod os selv. Det er os, der ligger der i krybben og forventes alt muligt af. Det er os, der skal komme julenat, lysende med lamperne fulde af olie, som var vi en af de ti brudepiger, der i Jesu lignelse håbefuldt venter på brudgommens ankomst. Men hvis vi kommer med lyset julenat, hvad kommer så Kristus med?
Læg mærke til, at Jesus jo ikke siger i læsningen, at vi skal have så meget olie på lampen, at vi kan lyse hele verden op med vores eget lys. Nej, han siger, at vi skal have olie nok på lampen til at være der, hvor vi nu er. At når dagenes døre går op, skal vi være tilstede med vores mentale lamper i det, der nu måtte komme til os. Og så finde ro i det. Vi skal altså have olie nok til at være, hvor vi nu er i vores liv. Det er der megen lettelse i. Vi behøver ikke at tage i Bilka og købe olie til et helt liv, men kan nøjes med den lokale købmand og bare få et par dråber. Til dagen.
Det vil jeg sige noget om i min prædiken over de 10 jomfruer og deres olielamper. At måske er man et sted, hvor livet mere minder om det nøgne træ på Golgata end det overfyldte juletræ juleaften. Og hvis Kristus hang der på det nøgne træ, så kan vi vel også gøre det en dag eller to. At der er tider, hvor der kun er olie til én dag ad gangen. Og at det er ok. For advent er ikke jul, og krybben er derfor tom indtil julenat. Så skulle vi ikke se at få kravlet op af den krybbe i en fart, så advent kan være det, den har været tiltænkt fra kristendommens tidligste tider; en periode hvor man går i sig selv og gør sig klar til at tage imod lyset fra det høje julenat.
Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Havdrup