Vi skal tolke selv – og tolke kreativt

Kristendom og jødedom har Det Gamle Testamente som fælles hellig tekst, men der er store forskelle mellem, hvordan kristne og jøder tolker disse gamle skrifter. Seriens første artikel handler om de basale forskelle, der er mellem den jødiske og den kristne måde at læse og tolke Det Gamle Testamente

Denne første artikel handler om de basale forskelle, der er mellem den jødiske og den kristne måde at læse og tolke Det Gamle Testamente på. For nok er begge trosretninger enige om, at der ikke er tale om et fakta-fundamentalistisk skrift, men herfra skiller vandene. Det handler ifølge Ulf Lindgren grundlæggende om, at Det Gamle Testamente for jøderne er det centrale skrift, altså Toraen, mens det for kristne er optakten til det, som de kristne mener er det vigtigste, nemlig Det Nye Testamente og historien om Jesus.

”Men det er en fejl at tænke sådan. For dels er flere historier fra Det Nye Testamente hentet fra og gendigtet på baggrund af beretninger i Det Gamle Testamente, og dels skal vi huske på, at forfatterne til Det Nye Testamente var jøder, der tænkte som jøder – og som skrev ud fra en jødisk kontekst. Og som jøde har man ikke en defineret konsensus om, hvordan en tekst skal tolkes,” siger Ulf Lindgren og fortsætter:

”Det specielle ved den jødiske måde at læse på er nemlig, at der hele tiden skal være plads til en ny tolkning. For rabbinerne elsker at gruble - og de opfordrer deres elever til at tænke nyt, fundere over, hvad der gik forud for teksten, og hvad der skete bagefter. Denne kreative tilgang til de gamle tekster er udover at være spændende i sig selv med til at engagere og gøre troen levende. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor vi havde været som kristen kirke, hvis vi havde gjort det samme, og de kristne kirkefædre og præster havde opfordret til at fortolke selv og tænke nyt i stedet for at holde fast i vedtagne dogmer.”

Det er en styrke at være kreativ
Forskellen på jødedom og kristendom ses også ved, at man som kristen må gå klædt, som man vil, tale som man vil, spise som man vil og i det hele taget leve sit dagligliv, som man vil, mens der er hele 613 regler for ens adfærd, når man er jøde. Men når det kommer til tolkningen af den hellige tekst, så er det lige modsat. Så er der stramme regler for, hvad der er rigtigt i en kristen sammenhæng, mens der er langt mere frihed i den jødiske.

For i jødisk tolkning ses det som en styrke at være kreativ. Der findes for eksempel en jødisk historie, som går på, at dengang Moses var oppe på Sinai-bjerget og hente De 10 Bud, så sagde Gud til ham, at hver eneste stjerne er en tolkning af teksten - og at Gud vil have, at hele himmelhvælvet skal lyse. Der er altså masser at gå i gang med, når man ser op på den natsorte himmel.

De jødiske rabbinere tæller også ord, ser på ordenes talværdi og på selve ordet, når de skal afkode den dybere mening. Et eksempel er Fjerde Mosebog, som starter med ordene ”Bar mitva bar”. Det betyder ”I ørkenen” og har samme talværdi som verbet ”at regne” – altså i matematisk forståelse.

Rabbinerne mener, at det netop viser, at åndelighed og matematik ikke kan gå hånd i hånd. Så at regne fører os ud i ørkenen og ind i troen på, at vi selv kan kontrollere livet, altså væk fra Gud. Man kan så anføre, at det er modsigende, at jøderne netop bruger talværdi i tolkningen, når de siger, at det at regne og tælle fører os væk fra Gud, men det kan forklares.

”Problemet med matematik og det at regne med konkrete tal er, at det giver eksakte svar, som gør, at mennesket let kan forledes til at tro, at det forstår og dermed kan kontrollere det hele. Det giver altså en illusorisk følelse af magt. Men at lave bogstaver om til tal er noget andet. Det er ikke at regne, men at se det dybere lag i ordet – og dermed se meningen. Budskabet om man vil. Og på samme måde skal man også se på det med ørkenen og regn. Det handler om kontrasten,” siger Ulf Lindgren.

”For vi tror, at alt er tørke i ørkenen, men regnen er skjult i ordet. I hvert ord er dets modsætning altså gemt – og det er samtidig også et billede på, hvad der sker. For når vi er i ørkenen, så kan vi høre Guds røst ganske tydeligt, men vi kan ikke bo i ørkenen altid. Omvendt er regn også godt og leder til vækst og velstand. Men når vi har det, og lever trygt og godt, så kan vi ikke altid høre Gud. Så vi behøver hele tiden at bevæge os mellem ørken og regn. Tro handler nemlig om bevægelse, om hele tiden at tolke nyt.”

Endelig har rabbinerne også været optaget af det, som forsvandt fra teksterne, hvad enten det var enkelte ord eller dele af en fortælling, som blev strøget. Det gjaldt for eksempel beretningen om begyndelsen på Moses’ liv, hvor vi kun har den del tilbage, der handler om, at de jødiske drenge skal dø, fordi Farao mente, at der var for mange israelitter. Men det hænger ikke sammen, mener Ulf Lindgren, når det er pigerne, der føder børnene – lige som at det er gennem moderen, at den jødiske tro går i arv. Men det kan præsten fra Storkyrkan i Stockholm godt forklare.

”Matthæus, som var den første evangelist, skulle finde en god måde at vise, at Jesus var en leder, som man skulle følge. Så han søgte til historien om Moses, fordi Moses er den største leder i Det Gamle Testamente, da han fører israelliterne ud af Egypten og til det forjættede land. Så her finder Matthæus den senere slettede historie om dengang Egyptens farao så en stor stjerne og fik at vide af vise mænd, at det betød, at en leder var født – hos israelitterne. Ligesom Herodes senere gjorde det, følte Farao sig også truet, og han besluttede, at alle jødiske drenge skulle slås ihjel. Derfor blev Moses placeret i en ydmyg sivkurv, og derfra kender vi historien om Moses’ opvækst,” fortæller Ulf Lindgren.

”Men parallellen er tydelig mellem den strøgne del af beretningen om Moses og historien om Jesus. Fra det ydmyge fødested, henholdsvis en sivkurv og en krybbe, stjernen over fødestedet, de vise mænd og flugten til Egypten. Matthæus tilføjede blot den nye detalje, at Jesu mor var jomfru. Men da rabbinere læste Matthæus´ Jesus-version af den gamle Moses-historie, kunne de ikke lide det, og derfor kan man i dag se, at noget er strøget i historien om Moses, nemlig alt det som blev brugt til historien om Jesu fødsel. Man ville simpelthen ikke risikere, at jøder skulle begynde at opfatte Moses som Guds søn. For intet menneske er i jødisk forståelse guddommelig på nogen måde. Kun Gud er Gud – og Moses var et menneske.”

I dag er den jødiske tolkning af bibelteksterne stadig fri og kreativ, for der er stor enighed om, at beretningerne skal fortsætte med at leve, fortæller Ulf Lindgren:

”Bibelen er bare første kapitel i en bog, og vi skriver selv de resterende kapitler.”