Vi skal turde tale Gud imod

Kristendom og jødedom har Det Gamle Testamente som fælles hellig tekst, men der er store forskelle mellem, hvordan kristne og jøder tolker disse gamle skrifter. Seriens tredje artikel handler om forholdet til kroppen og skaberværket

Denne tredje artikel i serien handler om relationen til kroppen og skaberværket og vores eget ansvar i den sammenhæng.

Ulf Lindgren forklarer:

”Kristne læser gerne noget af Første Mosebog, Anden Mosebog og Femte Mosebog, men mindre af Tredje Mosebog og Fjerde Mosebog, som begge er fulde af detaljer om tabernaklet og dets design. Tabernaklet er dette transportable alter til stentavlerne med De 10 Bud, som Moses hentede på Sinai-bjerget. Tabernaklet er derfor også meget vigtigt for enhver jøde, fordi det viser vejen til Gud.”

Tabernaklet er lavet af præcis 613 dele. Det hænger sammen med at, der er 613 leveregler i jødedommen for, hvordan man skal gå klædt, hvilken fod der skal sættes foran i visse situationer, hvordan man skal spise og så videre. Tallet 613 er også tilsigtet og refererer til, at man på den tid mente, at der er 613 knogler og muskler i et menneskes krop. Tabernaklet skal altså ses som en krop til at rumme Guds ord.

”Men her er det vigtigt at holde tungen helt lige i munden. For da jøderne byggede tabernaklet, sagde Gud til dem, at ’så er jeg iblandt jer’. Bemærk ordet iblandt. Gud er altså ikke inde i tabernaklet og nede i en kasse. Gud er iblandt os, som lever i verden. Det passer også til os lutheranerne, som hverken anser kirker eller religiøse genstande som værende Gud eller som guddommelige, men som noget vi bruger til at være religiøse med. Gud er altså hos både lutheranerne og jøderne i og iblandt os, som er levende – og ikke i den døde materie, selvom tabernaklet er et symbol på vores krop,” forklarer Ulf Lindgren og fortsætter:

”Så at opfylde så mange som muligt af de 613 leveregler drejer sig for en jøde om at bygge en slags indre, mental krop til Gud, sådan så den enkelte troende kan læse en velsignelse og sige: ’Hej Gud – nu har jeg tænkt på dig, og bygget et tabernakel inde i mig selv, så du kan være i mig'. Så at agere efter de 613 leveregler handler om længsel efter Gud og ønsket at skabe et mentalt indre tempel, som Gud kan være i -og det gælder, hvad enten man som jøde vælger at følge reglerne nøje eller mere løst.”

En profet stiller sig på menneskenes side og taler Gud imod
I starten af Det Gamle Testamente blev der også bygget ganske fysisk, og her handlede det ikke kun om den enkelte troende, men om hele skaberværket. Her skal man huske på, at i jødisk forståelse er skabelsen ikke forbi. Skabelsen sker derimod hele tiden efter princippet se, skabe og evaluere, hvilket Gud også selv gjorde flere gange i Det Gamle Testamente.

Den første gang var, da Gud var så utilfreds med menneskene, at han ville sende en syndflod og kun redde Noah og Noahs familie, fordi Noah åbenbart ikke var så håbløs som alle de andre. Ulf Lindgren fortæller, at i jødisk forståelse opfattes Noah som den mindste profet, fordi han ikke protesterer eller prøver at gøre noget for de andre mennesker.

I rabbinernes øjne er en profet nemlig én, som tør stille sig på menneskenes side og tale Gud imod. Men det gør Noah som bekendt ikke. Han bygger blot sin store båd, Arken. På den anden side bruger Noah 120 år på at bygge båden, og det kan opfattes som en slags stille protest hos manden, der håber, at folk vil spørge ham, hvorfor han bygger båden, så han kan advare dem. Nogle gør det også men er ligeglade med svaret. Så Noah får ikke meget ud af sin skjulte protest. Med Ulf Lindgrens ord er han trods alt uden indre kompas, men samtidig er det ham, der skal sejle rundt uden mål og med. Det er en ekstra understregning af, at vi mennesker ikke kan kontrollere noget som helst, men at det er Gud, der råder.

Mennesket har ansvar for sin egen udvikling
På trods af, at det er Gud, der bestemmer, har vi mennesker også et ansvar, og vi skal også selv udvikle os. Det ser man for eksempel i historien om Abraham, der med Ulf Lindgrens ord er det første rigtige menneske i Bibelen. For det er til Abraham, at Gud siger: ”Rejs dig op og gå”. Det er det klareste billede på vores relation til Gud, hvor vi hele tiden skal tænke og tolke nyt. For vi kan ikke tro på samme måde i dag som i går. Vi må hele tiden være i bevægelse.

Jesus siger også, at vi skal rejse os op og gå – og han vandrer selv hele tiden. Det at vandre går som et ekko gennem både Det Gamle og Det Nye Testamente. I jødisk forståelse er vandringen også et billede på menneskets udvikling; lige fra Noah, der adlyder Gud, til Moses’ store vandring, der førte israelitterne til det forjættede land. Men indimellem kom Abraham, der som den første profet turde tale Gud imod.

”Vi befinder os i Sodoma og Gomorra, som er en idealberetning i jødisk tradition, mens den er mere ubekvem for kristne. Den starter ligesom hos Noah med, at Gud er sur og vil ødelægge det hele. Menneskene synder, og alt er forfærdeligt. Men Abraham siger ikke bare ja, og slår hælene sammen. Abraham begynder at forhandle med Gud og siger ’tænk, hvis der bare findes 100 retfærdige, hvorfor skal de dø, bare fordi der findes nogen, som ikke er retfærdige?’. Gud bliver ikke vred på Abraham, men glad, fordi der nu endelig er et menneske med et moralsk kompas, som tænker selv og kerer sig om andre. Forhandlingen fortsætter, så der til sidst kun skal være 10 retfærdige mænd for, at Gud vil skåne byen. Derfor er det stadig sådan, at der skal være 10 mænd til stede i synagogen, hvis det skal være en gyldig jødisk gudstjeneste,” fortæller Ulf Lindgren.

Tilbage står, at rabbinerne opfordrer den enkelte til at tage ansvar for sig selv, for andre og for skabelsen. For nok kan intet menneske kontrollere livet. Det kan kun Gud. Men menneskene er aktive medspillere i den skabelse, som sker hele tiden – og her kan jøderne bruge de 613 leveregler til at skabe et indre, mentalt tabernakel, hvor de kan møde og fyldes af Gud og dermed af Guds vilje med Hans skaberværk.