Debat

Præst: Vi tænder glædesblus for at undgå hjertets kulde

Det er tankevækkende, at Grundtvig omtaler Helvede som et sted, hvor det er kulden, der råder. Men det gør Drachmann vel dybest set også i slutningen af sin midsommervise, hvor han siger, at freden kun kan vindes der, ”hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”, mener sognepræst Jens Kvist. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det er hjertets kulde, vi vil holde os fra livet sankthansaften ved at tænde glædesblus. Ganske vist med en heks af papir eller strå i toppen af bålet. Men vi gør det ikke i et hadefuldt forsøg på at udrydde de hekse og trolde, som findes i enhver by og ethvert sogn, mener sognepræst Jens Kvist

Sankthans fejrer vi til minde om Johannes Døberen. Om ham hedder det blandt andet i begyndelsen af Johannesevangeliet (som altså ikke har sit navn fra Døberen), at ”han skulle vidne om lyset... Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” Her tales der om en af ildens virkninger: Den lyser op, så vi ikke raver rundt i mørke.

Men lys er mere end én ting. Lyset kan være koldt og skarpt, som det eksempelvis kommer til udtryk i vendingen: Jeg kender dig. Jeg har gennemskuet dig! Mig kan du ikke narre. Men det kan også være varmt, så man ser den anden i lyset af det skæbnefællesskab, som er det vilkår, vi lever livet på.

Lys kan både oplive og slå ihjel

I sangen ”Nu skal det åbenbares” siger salmedigteren N.F.S. Grundtvig i det sidste vers:

”Da skal man forskel kende
På solskin og på lyn,
Skønt begge de kan brænde
Og skabe klare syn;
Thi, som fornuften giver,
Det ene lys opliver,
Det andet slår ihjel.”

Sådan er det. Lys uden varme er Helvedes kval, som han siger i et andet digt. I øvrigt tankevækkende, at Grundtvig omtaler Helvede som et sted, hvor det er kulden, der råder. Men det gør digteren Drachmann vel dybest set også i slutningen af sin midsommervise, hvor han i den sidste linje siger, at freden kun kan vindes der, ”hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.” Og vi ved jo også, at det nogen gange kan løbe os koldt ned ad ryggen.

Ishjertet hos H.C. Andersen

De tvivlende kolde hjerter. Det er der nok ingen, der har beskrevet rammende som forfatteren H.C. Andersen i eventyret Snedronningen. Her fortæller han om et troldspejl, der har den egenskab, at alt, hvad der spejles i det, forvrænges, så man kun ser fejlene ved alting.

Spejlet falder til jorden og knuses, og splinterne flyver rundt den dag i dag, hver eneste spejlgran har beholdt de kræfter, spejlet havde. Og nogle mennesker får endogså en lille spejlstump ind i hjertet, så det hjerte bliver ligesom en klump is. Og det sker også for den ene af fortællingens to hovedpersoner, Kay. Så nu tror han kun på det, der kan tælles og måles og vejes. Gerda, den anden og på en måde vigtigste hovedperson, græder over ham.

Kort fortalt er eventyret en lang beretning om, hvordan Gerda tappert og målbevidst arbejder på at få ham tilbage igen. Og det lykkes hende også til sidst. Den sidste station inden Snedronningens ispalads er finnekonen. Hun er ikke nem at finde, konen, men det lykkes til sidst for rensdyret, der har Gerda på ryggen.

Rensdyret beder finnekonen om at give Gerda mere magt, men får det svar, som for mig er nøglen til hele eventyret: "Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har. Ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvor mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden… Kan hun ikke selv komme ind til Snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kan vi ikke hjælpe!"

Ligegyldighed er hjertet kulde

Hvad er det for en magt, finnekonen taler om? Det er kærlighedens magt. Det er den, der driver Gerda frem. Dermed får Andersen også sagt, at det modsatte af kærlighed ikke er had – i hadet er der dog stadig lidenskab – nej, det modsatte af kærlighed er ligegyldighed. Hjertets kulde.

Det er denne hjertets kulde, vi vil holde os fra livet sankthansaften ved at tænde glædesblus. Ganske vist med en heks af papir eller strå i toppen af bålet. Men vi gør det ikke i et hadefuldt forsøg på at udrydde de hekse og trolde, som findes i enhver by og ethvert sogn. Men for, med glædesblus at holde dem fra livet! Det liv, der forbrænder, mens det leves.

Jens Kvist er sognepræst i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa og panelist ved kristendom.dk.